Overlæger i Staten: Solide lønstigninger og fremtidssikring af forsvaret
Der er netop indgået forlig med Finansministeriet om nye overenskomster i staten efter lange og hårde forhandlinger.
Fælles for alle ca. 200.000 ansatte er generelle lønstigninger på 6,37 procent de næste tre år. Akademikerne har beregnet, at det giver en forventet reallønsfremgang på 3 pct. Dertil kommer en familiepakke og ny fritvalgsordning, der giver yderligere 0,81 procent, som man kan vælge at få udbetalt løbende.
Men aftalen rummer også et vigtigt gennembrud for overlægerne i staten og ikke mindst i forsvaret, siger formand for Overlæger i Staten, Gordon Thomas Jehu:
”Det er endelig efter mange år lykkedes at få vores egen overenskomst for alle overlæger ansat i staten. Det er en vigtig fremtidssikring af vores vilkår, som jeg er tilfreds med, at vi har fået på plads,” siger GordonThomas Jehu og fortsætter:
”Med en overenskomst i hånden står vi langt stærkere, når vi fremover skal forhandle løn og arbejdsvilkår, og overenskomsten giver os desuden langt bedre muligheder for at bistå medlemmerne i hverdagen og sikre, at regler og aftaler bliver overholdt.”
Den nye overenskomst får især betydning for overlægerne i forsvaret. De har indtil nu stået helt uden for aftalesystemet og har i stedet været ansat på individuelle kontraktvilkår, der ikke giver samme sikring og goder som en overenskomst.
”Vi har i lang tid kæmpet med de statslige arbejdsgivere for at få en overenskomst for overlægerne i forsvaret. Det har vi fået nu, og dermed er de sikret ordnede vilkår. Det er en fremtidssikring, som er utrolig vigtig, især nu hvor forsvaret står overfor markante udvidelser,” siger Gordon Thomas Jehu.
For de øvrige arbejdsområder i staten betyder OK26-aftalen, at overlæger i fremtiden dækkes af overenskomsten i stedet for den statslige rammeaftale for kontraktansættelser af chefer. Med den nye overenskomst lønnes overlæger i staten på chefniveau, svarende til lønramme 37.
Du kan læse mere om det generelle OK26-forlig i staten hos Akademikerne: