FAPS-Nyt Udvidelse af ordningen, hvor ikke-indlagte patienter med skizofreni kan få vederlagsfri antipsykotisk medicin
Kære praktiserende psykiatere
Danske Regioner har henvendt sig og bedt FAPS informere om udmøntningen af politisk aftale af 27. august 2024 om udvidelse af ordningen, hvor ikke-indlagte patienter med skizofreni kan få vederlagsfri antipsykotisk medicin.
Aftalen omfatter patienter, der inden for de seneste 15 år har fået stillet minimum én af følgende diagnoser: skizofreni, skizotypisk sindslidelse og skizoaffektiv psykose. Disse patienter vil fremover kunne hente deres antipsykotiske medicin gratis på apoteket. Aftalen omfatter antipsykotisk medicin inden for ATC-gruppe NO5A, som fremgår af Danske Regioners liste over vederlagsfri lægemidler til ikke-indlagte patienter. Se listen her.
På baggrund af ovenstående har Danske Regioner og Apotekerforeningen indgået en aftale, som er trådt i kraft den 1. januar 2025. Aftalen er midlertidig og gælder fra den 1. januar 2025 til den 1. januar 2026, hvorefter en mere permanent IT-løsning forventes af være klar. Når FAPS modtager relevant information fra Danske Regioner vedrørende systemtilpasninger, meldes dette ud.
Når lægen skal ordinere antipsykotisk medicin til patienter med ovenstående diagnoser, skal recepten markeres med "Regional aftale psykiatri" i bemærkningsfeltet på recepten. Herved kan apoteket se, at patienten er omfattet af aftalen. Det kan for patienter, som ikke har været omfattet af ordningen før, betyde, at der skal laves en ny recept, og at en eventuel tidligere ordination skal slettes.
I henhold til aftalen skal læger give konkret og individuel information om patienternes ret til gratis medicin ved konsultation eller henvendelse til klinikken. Der kan gøres opmærksom på dette via fx hjemmeside eller infoskærme.
Du kan læse mere om aftalen her. Eventuelle spørgsmål til aftalen kan rettes til specialkonsulent i Danske Regioner, Emilie Lund Egsmose, på telefon 2736 4656.
Med venlig hilsen
Sekretariatet