Gå til indhold

FAKL Nyt Frit valg og pensionsprocenter - Generalforsamling 2025

Udsendt 29. september 2025

Kære FAKL-medlem

Her kommer der et lille (men informativt) nyhedsbrev😀

Frit valg og pensionsprocenter

Vi har i et tidligere nyhedsbrev givet en redegørelse for resultatet ved overenskomstforhandlinger i 2024 for overenskomst for kommunallæger (15-37 timer). Organisationsmidlerne, som er forhandlet på kommunallægernes egen overenskomst, udgjorde 2 pct., og de blev allokeret til at forhøje pensionsbidraget til 21 pct. pr. 1. april 2025. Samtidig blev det aftalt, at den enkelte kommunallæge råder over, at hele eller dele af pensionsbidraget over 15 pct. kan veksles til løn. 

Hvis du ønsker at gøre brug af denne (frit-valgs)ordning, skal du give besked til din arbejdsplads senest den 1. oktober. Ændringen træder herefter i kraft den 1. januar 2026. Du skal være opmærksom på, at der foretages valg for mindst et år ad gangen.

Hvis du vil læse mere herom, kan du se bestemmelsen i overenskomstens § 12, stk. 1a

Vi har erfaret, at pensionsprocenten for de af jer, der er ansat på individuelle kontrakter efter protokollatet vedrørende læger, der udfører klinisk arbejde i kommunerne, ikke altid får den pension, I skal have. Hvis du er ansat på en individuel kontrakt efter protokollat vedrørende læger, der udfører klinisk arbejde i kommunerne, følger din løn og pension overenskomsterne på det regionale område. Det følger af overenskomsten for Yngre Læger, at pensionsprocenten er 19,36 pct., hvorimod pensionsprocenten efter overenskomst for overlæger lyder på 20,00 %. 

I kan også vælge, at hele eller dele af pensionsbidraget over 15 pct. - det vil sige 4,36 pct. eller 5 pct. - udbetales som løn. Hvis I ønsker at gøre brug af denne ordning, skal I blot give besked til jeres arbejdsplads herom – jeres valg skal ikke meddeles senest 1. oktober. 

Generalforsamling 2025

Den 10. november 2025 kl. 17 afholder FAKL generalforsamling.
Du har – som altid – mulighed for at deltage fysisk i Lægeforeningens lokaler i Domus Medica på Østerbro.
 
Som noget nyt vil det være muligt at følge generalforsamlingen virtuelt, hvor to tovholdere har meldt sig. Tovholderne, der opholder sig i Århus og Odense, samler kolleger til fælles deltagelse i generalforsamlingen, og FAKL giver efterfølgende tilskud til et restaurantbesøg. Hvis du gerne vil vide mere herom, er du velkommen til at kontaket Formand Lene Annette Norberg på lano@odense.dk eller chefkonsulent i FAS sekretariat Søren Sparrevohn på sosp.fas@dadl.dk 

Vi er som bekendt en meget lille forening med godt 60 medlemmer, og derfor er det vigtigt, at ikke bare DU deltager, men måske også tager en ven eller kollega (som er FAKL-medlem) med til denne dag. Det er ikke kun motiverende for bestyrelsen at opleve opbakning fra medlemmerne, men også vigtigt for os at høre jeres meninger på denne dag.

Der er plads til nye kræfter i bestyrelsen, og hvis du går og leger med tanken om at melde dig den 10. november, så hold dig ikke tilbage! 

Du modtager om ganske kort tid indkaldelsen til generalforsamlingen på mail, hvor du også har mulighed for at stille forslag til dagsordenen, der som bekendt skal fremsendes inden generalforsamlingen. 


Venlig hilsen
Lene Annette Norberg