FAPS-Nyt 37/2026 Kritiske sårbarheder i PHP – overvej at kontakte jeres it-leverandør
Kære praktiserende speciallæger
FAPS er af Den Nationale Operative Stab under Sundhedsstyrelsen blevet orienteret om to kritiske sårbarheder i webteknologien PHP, som anvendes på mange hjemmesider og i webapplikationer. Sårbarhederne kan potentielt udnyttes af hackere til at kompromittere en sårbar PHP-installation.
Styrelsen for Samfundssikkerhed opfordrer alle systemejere til hurtigst muligt at installere de relevante sikkerhedsopdateringer. Hvis opdatering ikke kan gennemføres inden for kort tid, kan det være nødvendigt midlertidigt at tage berørte systemer offline.
Det bør du gøre nu, hvis du er i tvivl om sikkerheden på jeres hjemmeside og øvrige internetvendte løsninger:
- Kontakt hurtigst muligt jeres leverandør af hjemmeside og øvrige internetvendte løsninger, og bed leverandøren undersøge, om løsningerne anvender PHP.
- Få bekræftet, at berørte installationer er opdateret med de seneste sikkerhedsopdateringer.
- Hvis en nødvendig opdatering ikke kan gennemføres hurtigt, bør I sammen med leverandøren vurdere, om den berørte løsning midlertidigt skal tages offline.
- Vær opmærksom på eventuelle driftsforstyrrelser i forbindelse med opdateringerne.
Det er den enkelte speciallægepraksis' system- og leverandøropsætning, der afgør, om speciallægepraksissen er berørt. Speciallægepraksisserne bør derfor søge konkret rådgivning hos deres it- og webudbydere.
Læs mere hos Styrelsen for Samfundssikkerhed.
Venlig hilsen Sekretariatet