FAPS-Nyt 40/2024 Så kom den endelige aftale om sundhedsreformen
Kære kolleger
Fredag d. 15. november præsenterede regeringen og forligspartierne den endelige aftale om sundhedsreformen.
Som det også fremgik af Sundhedsstrukturkommissionens rapport og regeringens sundhedsudspil, har man fokus på at speciallægepraksis spiller en vigtig rolle i sundhedsvæsenet.
I oplægget kan man læse:
”Alle skal have et stærkt sundhedstilbud tæt på. I dag er der stor forskel i fordelingen af ressourcerne, især læger, på tværs af landet. Det gælder ikke kun almenmedicinske læger – det vil sige borgernes egen læge – men også sygehuslæger og praktiserende speciallæger.”
”I dag er der områder i landet, hvor det er svært at finde eller få tid hos en praktiserende speciallæge, og hvor der er lange ventetider.”
” Aftalepartierne er derfor enige om at indføre nationale retningslinjer for regionernes planlægning af praktiserende speciallægehjælp. Det skal afhjælpe den ulige fordeling af praktiserende speciallæger på tværs af landet og give mere ensartet adgang til praktiserende speciallæger i hele landet og en samlet bedre kapacitetsudnyttelse. Det kan også bidrage til en bedre arbejdsdeling og samarbejde mellem det almenmedicinske tilbud og de praktiserende speciallæger.”
”Sundhedsstyrelsen påbegynder udarbejdelse af retningslinjerne i 2025 og får en ny kompetence til at godkende regionernes praksisplaner for praktiserende speciallæger, når initiativet forventes at træde i kraft i 2027. Det må forventes at tage en årrække at opnå en bedre geografisk fordeling af de praktiserende speciallæger. Initiativet skal ses i sammenhæng med indførelse af en ny patientrettighed om ret til hurtig udredning og behandling hos praktiserende speciallæge.”
FAPS finder det helt rigtigt, at det bliver Sundhedsstyrelsen, som på et fagligt grundlag får opgaven med både at udarbejde retningslinjer for regionernes praksisplaner for praktiserende speciallæger og efterfølgende godkende de konkrete praksisplaner.
Og når dette ses i sammenhæng med målet om, at meget mere behandling skal foregå uden for sygehusene, vil det uden tvivl føre til, at speciallægesektoren blive styrket og udvidet de kommende år. Det vil være rigtig godt for patienterne og det samlede sundhedsvæsen.
Ligesom det vil være rigtig godt for patienterne, at der indføres en ny patientrettighed til hurtig udredning og behandling hos den praktiserende speciallæge. Det vil dog kræve, at vi bliver mange flere praktiserende speciallæger, end de 1000 vi er i dag. Og derfor er ventetidsgaranti også noget, som må implementeres over en årrække.
Sundhedsstyrelsen har, som det fremgår, fået en meget vigtig rolle, og derfor har vi som formandskab for FAPS allerede haft et indledende møde med Sundhedsstyrelsens ledelse. Der vil blive flere møder, hvor vi vil tilbyde al den bistand, vi kan til Sundhedsstyrelsens arbejde med speciallægepraksis.
Strukturmæssigt kommer speciallægepraksis stadig til at høre under regionerne, men Region Sjælland og Region Hovedstaden lægges sammen til en ny Region Østdanmark. Derudover etableres der 17 nye sundhedsråd, bestående af valgte repræsentanter fra regionsrådet og fra de kommuner, der ligger i sundhedsrådets geografiske område. Sundhedsrådene er faste udvalg under regionerne, og de skal stå for den lokale planlægning af praksissektoren, som bl.a. omfatter praktiserende speciallæger.
Samlet set er vi som formandskab meget tilfredse med sundhedsreformen og det aftryk, som speciallægepraksis har fået lov til at sætte på reformen.
Venlig hilsen
Ann-Louise Reventlow-Mourier og Hanne Roed
Formandskab for FAPS