Gå til indhold

FAPS-Nyt 41/2024 Nu skal du tilmelde dig levering af data til Sundhedsjournalen og Sundhedsdatastyrelsen  

Nyhed Faps-Nyt

Kære kolleger

Som vi skrev i FAPS-Nyt 39/2024 den 6. november er vi nu klar til at levere data fra speciallægepraksis til Sundhedsjournalen og til Sundhedsdatastyrelsens register for det nære sundhedsvæsen.

Du skal i Sentinel administrationsmodulet tilmelde dig levering af data til de to formål. Se her, hvordan du finder administrationsmodulet i dit lægesystem

Data til Sundhedsjournalen

Bestyrelsen finder det vigtigt, at borgere og andre klinikere kan finde journaloplysninger fra vores sektor i Sundhedsjournalen – ligesom de længe har kunnet for sygehuse og visse privathospitaler.

Det har taget lang tid at få udviklet løsningen, men det er en rigtig god timing, at vi går i gang med at levere data lige nu. For et dataunderstøttet sundhedsvæsen er netop en af overskrifterne i den nyligt indgåede aftale om sundhedsreformen.
I kan læse mere om løsningen i det MedCom-notat, som ligger under dette link. Det er i første omgang vores epikriser (lægebreve) og diagnosekoder, der vises på Sundhedsjournalen.
Data til Sundhedsjournalen bliver sendt fremadrettet fra det tidspunkt, I har tiltrådt den opdaterede   databehandleraftale og projekttilmelding.

Plakat til venteværelset

Som det fremgår af MedCom-notatet skal patienter ikke give samtykke til, at oplysninger bliver fremvist i Sundhedsjournalen, men har ret til at frabede sig indhentning af oplysninger til brug for sundhedsfaglig behandling. Derfor indeholder Sundhedsjournalen en mulighed for, at borgere kan privatmarkere udvalgte oplysninger og/eller hele behandlingsforløb.

Det er en god ide, at du oplyser dine patienter om denne mulighed, og derfor er der lavet en plakat, du kan hænge op i klinikkens venteværelse. Hent plakaten her.

Data til Sundhedsdatastyrelsen

Som vi informerede om i FAPS-Nyt 57/2023 skal diagnosekoder, der er registreret i dit system d. 1. januar 2024 og fremefter, leveres til Sundhedsdatastyrelsen. Det er fastsat i en bekendtgørelse, som er udstedt af sundhedsministeren.

Speciallægepraksis bliver en del af et nyt register - et såkaldt nationalt datagrundlag - som også skal indeholde data fra almen praksis og kommuner. Bestyrelsen ser det som noget meget positivt, at data fra speciallægepraksis herved kan stilles til rådighed for fx forskning, da vi har set eksempler på misvisende forskningsresultater som følge af, at forskerne i dag kun har adgang til sygehusdata.

Når I har tilmeldt jer projektet i Sentinel, vil Sundhedsdatastyrelsen få leveret de diagnosekoder, som I har registreret fra 1. januar 2024 og frem.

Databehandleraftalen

Rigtig mange har underskrevet den nye databehandleraftale med Sentinel, der indeholder de to nye formål. Hvis du endnu ikke har fået det gjort, så skal du gøre det først, og derefter vil de to projekttilmeldinger være tilgængelige i Sentinel administrationsmodulet.

Du kan underskrive den nye databehandleraftale ved at logge på her. 

Her finder du desuden den årlige IT-revisionserklæring, der laves for Sentinel-enheden af en ekstern revisor.

Privatlivspolitik og artikel 30-fortegnelse

Du skal selv opdatere din kliniks privatlivspolitik og artikel 30-fortegnelse.
De skabeloner til privatlivspolitik og artikel 30-fortegnelse, der findes på FAPS’ hjemmeside, er opdateret med tekst om data til Sundhedsjournalen og Sundhedsdatastyrelsen.

Venlig hilsen

Ann-Louise Reventlow-Mourier og Hanne Roed
Formandskab for FAPS