Gå til indhold

FAPS-Nyt 43/2025 Ny overenskomst godkendt

Nyhed Faps-Nyt

Kære kolleger

FAPS’ repræsentantskab har enstemmigt godkendt den nye overenskomst, som vil regulere forholdene for speciallægepraksis fra 1. april 2026 og 9 måneder frem.

Kortere ventetid, højere kvalitet og et sundhedsvæsen, hvor samarbejde og datadeling går hånd i hånd til gavn for patientbehandlingen. Det er hovedelementerne i den aftale, som regionerne og de praktiserende speciallæger netop har indgået. 

"Vi ser den nye aftale som et vigtigt skridt i retning af at føre sundhedsreformen ud i livet. De praktiserende speciallæger er en central del af det nære sundhedsvæsen, og vi er klar til at tage ansvar for den omstilling, der venter. Med aftalen kan vi behandle flere patienter, højne kvaliteten og bidrage aktivt til at nedbringe ventetiderne. Samtidig har vi valgt en kort aftaleperiode, fordi vi afventer den kommende følgelovgivning til sundhedsreformen – ikke mindst den nye patientrettighed, som skal sikre mere ensartet adgang til de praktiserende speciallæger”, siger Ann-Louise Reventlow-Mourier.

Aftalen giver en samlet merøkonomi på 122,6 mio. kr. til patientbehandling og 34,6 mio. kr. til kvalitets- og digitaliseringsområdet i 2026.

Bestyrelsen anbefalede klart aftalen, fordi den:

  • Styrker vores position i sundhedsvæsenet i lyset af Sundhedsreformen
  • Giver et markant økonomisk løft til sektoren
  • Styrker kvalitetsområdet
  • Viderefører det store fokus på digitalisering 
  • Fortsætter de faglige moderniseringer
  • Viser, at regionerne prioriterer speciallægepraksis
  • Forbereder os til den nye regionale struktur pr. 1. januar 2027

Læs Redegørelse for forhandlingsaftalen her.

Læs den fælles pressemeddelelse fra Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) her.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sekretariatet på tlf. 35448408.

Venlig hilsen
Ann-Louise Reventlow-Mourier og Stine Lasthein
Formandskab for FAPS