FAPS-Nyt 54/2025 Sundhedsdatastyrelsen klar med data fra speciallægepraksis
Sundhedsdatastyrelsen har netop lanceret en ny statistik, der viser diagnosedata fra speciallæger med ydernummer. ”Et stort fremskridt og en rigtig god nyhed,” siger FAPS’ formand, Ann-Louise Reventlow-Mourier.
Over to millioner af danskere behandles hvert år hos de praktiserende speciallæger. Indtil nu har kun regionerne haft adgang til diagnosedata fra speciallægepraksis. Med den nye statistik får alle myndigheder, forskere, læger m.m. adgang til data, der viser, hvilke diagnoser der bliver stillet hos de praktiserende speciallæger.
Den nye statistik fra Sundhedsdatastyrelsen viser, hvor mange personer der indenfor en periode har fået stillet en specifik diagnose på hospital, hos praktiserende speciallæge eller begge steder.
Styrelsen nævner i en pressemeddelelse grøn stær og akne som eksempler. Den ny statistik viser, at 50.357 personer blev diagnosticeret ved praktiserende speciallæger i årets første seks måneder mod 3.153 på hospitaler. 94 pct. af tilfældene blev altså diagnosticeret hos de praktiserende speciallæger.
Samme tendens ses for behandling af akne. Her blev kun 421 personer behandlet på hospital i årets første seks måneder mod 14.614 hos de praktiserende speciallæger.
Formand for FAPS, Ann-Louise Reventlow-Mourier, hilser den nye statistik velkommen:
”De praktiserende speciallæger har siden 2024 leveret diagnoser på al patientbehandling i speciallægepraksis. Det er derfor en rigtig god nyhed lige nu, hvor sundhedsreformen er ved at blive ført ud i livet, at denne visning af data bliver et værktøj, som kan kvalificere beslutningerne om, hvor hvilke behandlinger skal foregå. Tallene vil herudover give regionerne langt bedre mulighed for at planlægge den politisk ønskede udvidelse af speciallægepraksissektoren, som vi i FAPS samarbejder med regionerne om.” siger Ann-Louise Reventlow-Mourier.
Hun peger på, at FAPS har et langsigtet mål om, at antallet af praktiserende speciallæger skal vokse fra de nuværende 1.000 til mindst 2.000. Det skal gøre det muligt at flytte behandling fra sygehusene til speciallægepraksis, samtidig med at de praktiserende speciallæger bliver en central aktør i det nære sundhedsvæsen. Her vil de nye data bliver et vigtigt planlægningsværktøj, understreger hun.
Sundhedsdatastyrelsens nye statistik kan ses her.