FAPS-Nyt 8/2026 Vil du være med til at sætte kursen for fremtidens FAPS?
Der er snart valg til FAPS’ repræsentantskab og FAPS’ regionsbestyrelser
Kære praktiserende speciallæger
Der afholdes valg til både FAPS’ repræsentantskab og til FAPS’ regionsbestyrelser i foråret 2026. Valget forventes afviklet i april 2026.
FAPS’ repræsentantskab besluttede i oktober 2025 at ændre FAPS’ vedtægter, så den fremtidige organisering tilpasses de nye rammer for sundhedsvæsnet og dets organisering. Den fremtidige organisering af FAPS skal sikre en bedre sammenhængskraft mellem FAPS centralt og FAPS regionalt og bidrage til at styrke FAPS’ regionale interessevaretagelse.
Den regionale interessevaretagelse, i blandt andet sundhedsrådene, bliver helt central, når flere beslutninger om praksissektorens tilrettelæggelse og økonomi i fremtiden skal træffes regionalt.
Der venter en stor og vigtig opgave for FAPS i de kommende år med aktivt at medvirke til og påvirke en omstilling af sundhedsvæsnet. De kandidater, der vælges ved det kommende
valg, kommer til at spille en central rolle i det arbejde.
Repræsentantskabets specialepladser
For hvert speciale vælges et antal repræsentanter til repræsentantskabet. Alle specialer har en plads uanset medlemstal og derudover en plads for hvert 25. medlem.
Fremover vil alle 15 specialer skulle vælge én af sine repræsentanter til FAPS’ bestyrelse.
Bestyrelsen konstituerer sig med en formand og næstformand, der sammen med fire andre bestyrelsesmedlemmer udgør forhandlingsudvalget. De fire medlemmer af forhandlingsudvalget, der ikke er formandskabet, bliver næstformænd i hver sin regionale bestyrelse og får en afgørende rolle i at skabe sammenhængskraften mellem det centrale og det regionale niveau.
Man kan stille op til repræsentantskabet, hvis man enten indstilles af bestyrelsen for speciallægeorganisationen eller man har fem stillere fra eget speciale.
Regionsbestyrelserne
Fra 1. januar 2027 vil der være fire regioner, når Region Hovedstaden og Region Sjælland lægges sammen til Region Østdanmark.
I hver region vælges der en regional formand, som det kendes i dag. Derudover vælges der et bestyrelsesmedlem (i Region Østdanmark to) og op til to suppleanter (i Region Østdanmark tre). De regionalt valgte vil sammen med den centralt udpegede næstformand varetage FAPS’ regionale interesser – både politiske og i regi af de i overenskomsten nedsatte samarbejdsudvalg. De regionale formænd, bestyrelsesmedlemmerne og 1. suppleanten fra hver region, bliver medlemmer af repræsentantskabet.
Alle med ydernummer i regionen kan stille op til valget som regional formand eller regionsbestyrelsesmedlem.
Er du kandidat?
Alle opfordres til allerede nu at overveje, om man er kandidat til de kommende valg.
Det bliver torsdag den 19. februar 2026 muligt at meddele sit kandidatur. Nærmere information følger i et FAPS-nyt. Alle kandidater har mulighed for at motivere deres kandidatur med et valgoplæg på max én A4-side.
Hvis der opstilles flere kandidater, end der er pladser til, afvikles der elektroniske valg. Kandidaterne vil fremgå af stemmesedlen i den rækkefølge, de har meddelt deres kandidatur. Valgoplæggene offentliggøres for de stemmeberettigede i forbindelse med valgets afvikling.
Uddannelse af de nye regionsbestyrelser
Der afholdes uddannelse for de nye regionsbestyrelser torsdag den 25. juni 2026 kl. 9.00 -14.00 i Domus Medica. Det er vigtigt, at man deltager i denne uddannelse, og alle kandidater bør derfor allerede nu notere sig tidspunktet.
Hvornår er man valgt fra?
Det nyvalgte repræsentantskab tiltræder, når det nuværende repræsentantskab har taget stilling til indgåelse af en ny overenskomstaftale. Det forventes at ske på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 4. december 2026.
De nyvalgte regionsbestyrelser tiltræder 1. januar 2027.
Venlig hilsen
Sekretariatet