FAPS-Nyt Nyt rygforløbsprogram i Region Hovedstaden: Ortopædkirurgi og reumatologi
Kære praktiserende reumatologer og ortopædkirurger i Region Hovedstaden
Region Hovedstaden har bedt os videreformidle information om et nyt rygforløbsprogram, som Region Hovedstaden har udarbejdet.
Har du spørgsmål til det nye forløbsprogram for rygbesvær, kan du kontakte chefkonsulent Anja Methling, Det nære Sundhedsvæsen, Center for Sundhed, på telefon 20 16 03 08 eller e-mail: anja.methling@regionh.dk.
Information fra Region Hovedstaden:
Det nye rygforløbsprogram er trådt i kraft den 1. juni 2025 og har til formål at sikre gode tværsektorielle forløb for borgere med kroniske smerter i ryg og nakke.
Du kan læse mere om det nye forløbsprogram for rygbesvær på regionens hjemmeside her.
Det nye forløbsprogram for rygbesvær adskiller sig på flere områder fra det tidligere forløbsprogram på rygområdet fra 2012 og fra de øvrige forløbsprogrammer i Region Hovedstaden:
• Målgruppen for det nye forløbsprogram er borgere med kroniske smerter i ryg og nakke, det vil sige smerter i mere end 12 uger. Målgruppen er dermed den samme som i Sundhedsstyrelsens ”Kvalitetsstandarder for kommunale forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom” fra januar 2024 ift. varighed af smerterne
• Forløbsprogrammet har særligt fokus på at sikre gode, sammenhængende forløb for borgerne på tværs af sektorerne. Programmet beskriver primært det tværsektorielle samarbejde mellem aktørerne på området og ikke detaljer om de sundhedsfaglige indsatser i den enkelte sektor
• Det nye forløbsprogram er webbaseret. Det skal gøre det lettere tilgængeligt og lettere at holde opdateret. Det nye forløbsprogram er også tilgængeligt for borgere og indeholder en side med information til borgere med rygsmerter
• Som en del af sundhedsreformen skal der udvikles en kronikerpakke for borgere med kroniske lænderyg-smerter fra 2027. Det nye forløbsprogram for rygbesvær er gældende indtil det formentlig bliver afløst af den nye kronikerpakke
Med venlig hilsen
Sekretariatet