FAPS-Nyt Midlertidig § 64, stk. 2-aftale om ekstra indsats udenfor knæk og ramme
Kære praktiserende speciallæge i Region Hovedstaden
Region Hovedstaden har besluttet, at den aktivitet i speciallægepraksis, der i 2024 ligger ud over aktiviteten i 2023, vil ligge uden for knækgrænsen for den enkelte speciallæge og vil blive holdt uden for den samlede økonomiske ramme.
FAPS ser meget positivt på dette, som vil være til fordel for de speciallæger, der har kapacitet til at levere en større aktivitet end sidste år, fordi meraktiviteten honoreres uden fradrag for knæk. Men også til fordel for hele sektoren, fordi meraktiviteten for hele 2024 vil blive holdt uden for den samlede økonomiske ramme, så vores tilbagebetaling for 2024 bliver mindre.
Ingen skal føle sig forpligtede til at levere mere, end de har kræfter til. Men hvis nogen har ledig kapacitet, vil det være meget positivt, hvis vi som speciallægepraksis kan hjælpe regionen med at nedbringe ventelisterne.
Regionen vil opgøre aktivitetsniveauet i år og sidste år individuelt for de enkelte praksis, og den omsætning, som den enkelte praksis har ud over sidste års niveau, vil ikke blive omfattet af knæk og vil heller ikke indgå i rammeopgørelsen for 2024. Du kan se et regneeksempel i aftalen, som du kan læse her.
Regionen informerer jer om jeres individuelle aktivitetsniveau. Har du spørgsmål til denne opgørelse, kan du kontakte praksisadministrationen i regionen.
Med venlig hilsen
Philipp Lange Thomsen, formand for regionsbestyrelsen i Region Hovedstaden og Ann-Louise Reventlow-Mourier, formand for FAPS