FAPS-Nyt Region Hovedstaden Tilbagekaldelse af lægemidler, som opbevares på køl, fra Brøndbyøster Apotek
Kære speciallæger i Region Hovedstaden
Lægemiddelstyrelsen har bedt FAPS om at distribuere følgende meddelelse til praktiserende speciallæger i Region Hovedstaden:
Brøndbyøster Apotek tilbagekalder alle lægemidler, der har været opbevaret på køl, som apoteket har solgt/udleveret siden 11. maj 2022.
Tilbagekaldelsen skyldes, at Brøndbyøster Apotek ikke kan garantere, at lægemidler som skal opbevares på køl, er blevet opbevaret korrekt mens de har været i apotekets varetægt. Lægemidlerne kan periodevis have været udsat for frost.
Lægemiddelstyrelsen kan på den baggrund ikke afvise, at lægemidler der har været opbevaret på køl på Brøndbyøster Apotek, kan have nedsat effekt.
Lægemiddelstyrelsen vil aktuelt, via e-Boks, informere patienter, der har indløst recept på lægemidler på køl på Brøndbyøster Apotek de seneste tre måneder, om tilbagekaldelsen. Patienterne vil blive bedt om hurtigst muligt at ombytte pakninger, de måtte have liggende, til en ny pakning, eller købe lægemidlet med recept på et andet apotek og hvis nødvendigt, kontakte læge hurtigst muligt for at få udskrevet en ny recept.
Patienterne er informeret om, at de ikke skal stoppe behandlingen før de har modtaget en ny pakning.
Behandlende læge kan derfor blive kontaktet af patienter, der har behov for en ny recept eller ved tvivlsspørgsmål i forbindelse med deres behandling.
Du kan se listen over berørte lægemidler her.
Venlig hilsen
Sekretariatet