FAPS-Nyt Psykiatri Ny aftale om hurtig psykiatrisk vurdering træder i kraft pr. 1. januar 2025
Det er med stor glæde, at FAPS kan meddele, at der mellem FAPS og Region Hovedstaden er indgået en ny § 66-aftale om hurtig psykiatrisk vurdering, der træder i kraft 1. januar 2025.Der er tale om en aftale, der har fungeret utrolig godt i andre regioner i flere år.
Aftalen giver mulighed for, at patienter med nyopstået eller akut forværret angst eller depression kan henvises fra almen praksis til praktiserende psykiater med henblik på en hurtig vurdering. Den hurtige vurdering omfatter blandt andet en vurdering af, om patienten bør henvises til psykolog, praktiserende psykiater til et egentlig forløb eller ind i regionspsykiatrien. Derudover er formålet med aftalen også at give almen praksis råd og vejledning i forhold til håndtering af patienten.
Alle praktiserende psykiatere i Region Hovedstaden med et fuldtidsydernummer omfattes automatisk af aftalen. Fra 1. januar 2025 skal der afsættes mindst 1 tid om ugen til den nye patientgruppe, og fra 1. april 2025 skal der afsættes mindst 2 tider om ugen. Sørg for at reservere tiderne i din kalender allerede nu.
For deltidspraktiserende psykiatere i Region Hovedstaden er det frivilligt, om man vil lade sig omfatte af aftalen. De nærmere vilkår for deltidsydere fremgår af aftalen.
Der oprettes et elektronisk bookingsystem, hvor I skal oprette tiderne, og hvor almen praksis kan booke tiderne direkte.
Der vil blive udsendt et let tilgængeligt vejledningsmateriale, både om aftalens anvendelse og om brugen af bookingsystemet.
Da der er tale om en § 66-aftale, er omsætningen omfattet af knækgrænse, omsætningsloft og økonomirammen. Det skyldes, at § 66-ydelser skal træde i stedet for andre ydelser - det er ikke merarbejde.
Du kan læse aftalen om psykiatrisk udredning her.
Der vil blive afholdt et virtuelt informationsmøde i november 2024 om den nye aftale om hurtig psykiatrisk vurdering, hvor det vil blive gennemgået, hvad en hurtig vurdering omfatter, og hvordan bookingsystemet fungerer. Invitation til informationsmødet udsendes snarest.
Med venlig hilsen
Sekretariatet