Gå til indhold

DGE-moduler (for læger)

DGE står for Decentral Gruppebaseret Efteruddannelse. DGE-modulerne omhandler specifikke medicinske emner og udbydes som en del af den selvvalgte efteruddannelse.

Materialet er gratis, og du kan bestille det her på siden. Bestil senest 3 uger inden startdato.

Materialet består af Gruppedannelse
  • En fælles læringslog
  • Individuelle refleksionsark
  • cases og spørgsmål
  • informationssektion
  • appendikser og evt. bilag
  • referenceliste
  • Evaluering

Gruppen skal bestå af min. 5 personer. Vi anbefaler, at I er 5-10, da det faglige udbytte kan blive mindre, hvis I er for få eller for mange. Modulerne kan gennemføres på 3 timer.

Modulerne kan gennemføres i en DGE-gruppe, supervisionsgruppe eller lignende.

Emner

Stort set alle ældre får skøre knogler, hvis de lever længe nok. Er det udtryk for almindelig aldring? Eller skal det defineres som sygdom? WHO definerer osteoporose som en sygdom, men i almen praksis vil det ofte blive betragtet som en risikotilstand. Osteoporose giver i sig selv ingen symptomer, men øger risikoen for brud.  

Der er tale om osteoporose, når knoglerne er så skøre, at de kan brække ved en påvirkning, som normalt  ikke ville have medført brud. Risikoen for brud afhænger af mange faktorer, f.eks. kalkindhold, bindevæv,  makro- og mikroarkitektur i knoglerne, kroniske sygdomme, brug af medicin, faldrisiko, alder og rygning.

Nogle brud er ikke betydende og hurtigt ophelede, mens andre er alvorlige og kan føre til svært  invaliderende og smertefulde tilstande.

De fleste ældre har en øget risiko for brud ved fald, selvom de får behandling, som styrker knoglerne.  Tilgangen til osteoporose bør individualiseres. Beslutningen om evt. medicinering bør baseres på flere  faktorer end DXA-scanning alene, og den bør træffes sammen med patienten. Medicin mod osteoporose er  effektiv, men den absolutte gevinst varierer meget og afhænger af risikoen for at pådrage sig knoglebrud. 

Viden om at have osteoporose og frygten for at have det kan medføre angst for brud. Nogle reagerer  uhensigtsmæssigt ved at begrænse den fysiske aktivitet. Det er vores opgave at sikre, at det ikke sker. At få konstateret osteoporose skal ikke sygeliggøres. Relevant indsats kan hjælpe personen til fortsat at have et så godt og aktivt liv som muligt. 

Dette modul fokuserer på: 

  • Osteoporose og tidlige menopause 
  • Osteoporose hos patienter i steroidbehandling 
  • Osteoporose hos mænd 
  • Osteoporose hos yngre kvinder med komorbiditet 

Målgruppen for dette modul er alle praktiserende læger og uddannelseslæger på vej i praksis samt alle læger, der har lægevagter/akutvagter.

Dette modul beskæftiger sig med akut lægearbejde, der relaterer sig til lægevagtsarbejde/akutvagter og akut lægearbejde i klinikken. 

Praktiserende læger er gatekeepere. Vi skal kunne identificere de patienter, som kan vente, og sende dem videre i systemet, som skal ses. Sådan sikrer vi en høj sikkerhed med en høj effektivitet. Dermed en lille men acceptabel undervisitering med et minimum af overvisitering.

En gennemsnitlig lægevagtssamtale varer 2 min. og 57 sek. Det er kort tid og kræver effektivitet. I løbet af samtalen skal følgende trin gennemgås:

  • Indledning
  • Afdækning
  • Visitation
  • Kommunikation
  • Faglig kvalitet

Modulet består af:

  • En indledende video om Akut lægearbejde med diskussionsspørgsmål.
  • Et lydklip med en ”karikeret" case
  • Klinisk relevante cases fra hverdagen i almen praksis og lægevagten/akutvagten, som fokuserer på:
    • Brystsmerter og dyspnø
    • Det højfebrile barn
    • Underlivssmerter hos en kvinde
    • Neurologiske sygdomme

Modulet er bygget op som gruppebaseret efteruddannelse, som i stilen minder om SGE (Systematisk Gruppebaseret Efteruddannelse). Dette koncept giver dig mulighed for at tage din efteruddannelse i en gruppe med dine kollegaer.

Hjertesvigt er et symptomkompleks med mange årsager. Ofte får de udløsende årsager, som eksempelvis  atrieflimren eller iskæmisk hjertesygdom meget mere opmærksomhed end hjertesvigtet, men ofte vil  hjertesvigtet være en større risiko for patienten i forhold til morbiditet og mortalitet. Hjertesvigt er en sygdom, man dør af. Hjertesvigt har en 1-års dødelighed på 5-50 % alt efter NYHA klasse. Man estimerer, at 5000-7500 patienter årligt i Danmark bliver nydiagnosticeret med hjerteinsufficiens, og ca. halvdelen debuterer med akut hjerteinsufficiens - det er en hyppig årsag til indlæggelser i både dag- og vagttid.

Prævalensen stiger med alderen, og således har 5 % af befolkningen over 75 år og 10 % af befolkningen over 85 år hjerteinsufficiens. Det anslås, at 1-2 % af befolkningen har hjerteinsufficiens. Da hjerte-insufficiens ofte er resultatet af anden sygdom, er disse patienter ofte multisyge, hvor type 2-diabetes, 
iskæmisk hjertesygdom og atrieflimren er hyppige komorbiditeter.

Patienterne er ofte i tvivl om, hvad de fejler, de har ikke forstået mekanismerne bag sygdommen. Journalaudit har vist, at der kan være forskellige årsager til, at nogle patienter ikke kommer til årskontrol for deres hjertesvigt. Nogle fortæller deres praktiserende læge, at de følges for hjertet på hospitalet, men i virkeligheden får de blot udmålt deres pacemaker/ICD. Andre har fået stillet diagnosen under indlæggelse uden at denne oplysning er gået videre til den praktiserende læge. Og andre igen magter ikke at gå til alle de kontroller deres kroniske sygdomme fordrer og er derfor gledet ud af årskontroller.

Den medicinske behandling kan være svær at overskue og mange medikamenter har indflydelse på hjertets funktion og kan dermed influere med behandlingen. Der kan være stor forskel på, hvor langt den enkelte læge går  i udredning, optitrering af medicin og løbende kontrol og justering af hjertesvigt. Der er både forskel i erfaring og interesse for emnet hos praktiserende læger, men også geografiske forskelle, specielt henvisningsmuligheder har stor indflydelse på vores ageren.

Dette modul skulle gerne udfordre alle grupper. Endeligt har inddelingen af hjertesvigt ændret sig. DSAM’s egen vejledning er ikke opdateret med disse nye inddelinger, men meget af indholdet er fortsat god latin. Måske bruger vi ikke denne nye inddeling i hverdagen, men den er relevant at kende, da det kan have behandlingsmæssige konsekvenser. De kardiologiske forkortelser er mange. Appendiks 1 giver en oversigt over de officielle kardiologiske forkortelser. 

Modulet fokuserer på at give:

  • information om den nye inddeling af hjertesvigt
  • information om diagnosticering og kontrol af hjertesvigt
  • viden om den medicinske behandling af hjertesvigt
  • kendskab til ikke medicinske behandlinger i specialistregi
  • viden om problemstillinger ved den medicinske behandling af hjertesvigt eller medicinsk behandling af  andre problematikker, som har indflydelse på hjertesvigt

Dette modul er omfattende og kan næppe klares på 3 timer. Vi anbefaler, man afsætter ekstra tid eller deler modulet over flere møder.

Hypertension er en hyppig lidelse. Der går ikke en dag i almen praksis, uden at vi måler et blodtryk (BT). DSAM skriver i deres faglige vejledning for hypertension:

“En dansk undersøgelse, der blev gennemført fra 2004 til 2006, viste, at 26 % af den voksne danske befolkning har forhøjet blodtryk. Hyppigheden stiger meget kraftigt med alderen. Ved 40-årsalderen er det under 10 %, der har forhøjet blodtryk, mens hver anden +60-årige har forhøjet blodtryk.”

Hypertensionsbehandlingen og ikke mindst behandlingsgrænser har ændret sig gennem de sidste 10-15 år,
og SCORE2 til risikostratificering er udkommet i foråret 2022. Op mod 40 % udvikler hjertesvigt pga. hypertension, og det er en væsentlig risikofaktor i forhold til kardiovaskulære sygdomme. Dette DGE-modul omhandler hypertensionsbehandling hos patienter uden væsentlig komorbiditet, og hvor blodtryksregulering er en stor del af behandlingen. I en travl hverdag får man måske ikke målt blodtrykket helt efter retningslinjerne hver gang, men gennemgang af korrekt blodtryksmåling er med i modulet, så man kender de faglige standarder. Måske kan små ændringer gøre en betydelig forskel.

Modulet fokuserer på:

  • hvordan man i almen praksis måler et korrekt blodtryk
  • hvordan man udreder for hypertension, og hvem der skal have supplerende undersøgelser
  • hvem der skal behandles, og hvad er grænserne
  • den medicinske behandling af hypertension
  • kolesterolbehandling ved essentiel hypertension uden anden væsentlig komorbiditet
  • komplikationer ved hypertension og ved medicinsk behandling

Årsstatus for hypertension kan uddelegeres til praksispersonalet. Hvis I efter at have gennemgået DGE modulet har lyst til at inddrage praksispersonalet i årsstatus for hypertension, har behov for klinikundervisning i hypertension eller har behov for at få udarbejdet fraser, faglige instrukser eller omstruktureringer i forhold til hypertension og årsstatus, anbefaler vi KGE-modulet om hypertension, som henvender sig til hele klinikken. KIAP har ligeledes lavet en Klyngepakke for hypertension.

Forstyrrelser i thyreoideafunktionen er hyppige tilstande i befolkningen og i almen praksis. Symptomer på  thyreoideasygdom kan være diffuse, og symptomer som træthed, ledsmerter og overvægt vil ofte få den  praktiserende læge til at undersøge thyreoideafunktionen som led i en bred screening for årsager til  disse symptomer. Der har gennem de sidste årtier været fokus på vigtigheden i at undgå at overse thyreoideasygdom,  da det er vigtigt at diagnosticere disse - også ved blot vage symptomer.  Subkliniske tilfælde af hypo- og hyperthyreose er hyppige, forekomst af thyreoidea-antistoffer er  hyppige, og begge dele vil medføre, at vi ofte kan påvise unormale thyreoidea-funktionsprøver.

Det er vigtigt, at vi er i stand til at identificere de patienter, der har en behandlingskrævende sygdom  og skelne dem fra patienter med en tilstand, der måske kun kræver regelmæssig kontrol. 

Modulet tager udgangspunkt i DSAM’s vejledning om hypo- og hyperthyreose hos voksne (2016).

Der er stigende fokus på thyreoidea-dysfunktion hos gravide og kvinder med graviditetsønske, hvorfor dette også berøres. 

Modulets formål er

  • at gennemgå gældende anbefalinger for diagnostik, behandling og kontrol af patienter med hypo- og hyperthyreose i almen praksis.
  • at berøre anbefalinger for håndtering af thyreoidea-dysfunktion hos gravide og kvinder med graviditetsønske.
  • at tydeliggøre hvilke patienter, der kan behandles og følges i almen praksis, og hvilke der bør henvises til endokrinologisk regi.

Dette modul er beregnet til en lægegruppe. Det indeholder blandt andet en case om mistrivsel i ledelse - en case som ikke findes i KGE-versionen.

Modulet er velegnet til at forberede et forløb med KGE-udgaven af trivsel og arbejdsglæde i klinikken. 

Når I arbejder med trivsel og arbejdsglæde i klinikken, kan det være en udfordring både at være facilitator og chef. Det er derfor godt at forberede sig i en lægegruppe, hvor man også får input fra kollagerne til løsning af trivselsdilemmaerne.

Modulet handler om samarbejdet internt i personalegruppen, mellem personale og ledelse og i ledelsen.

Ved at diskutere disse emner i en lægegruppe kan I trække på hinandens erfaringer og lære af hinanden.

Cases vil I kunne genkende fra egen dagligdag, men jeres løsningsmodeller kan være forskellige. Modulet giver også gode forslag til, hvordan I som klinikkens ledelse kan arbejde med trivsel og arbejdsglæde hjemme i egne klinikker.

Modulet har færre infopunkter end normalt. De skal primært læses som baggrundsviden til diskussion af cases.

Ved du, at 10 % af kvinder og 7-8 % af mænd rammes af fødselsdepression?

Kan du se de tidlige tegn hos både mor og far?

Ved du, hvad du skal kigge efter, og hvilke diagnostiske redskaber du har til din rådighed?

I modulet kommer du og dine kollegaer langt omkring inden for dette vigtige emne.

Ved hjælp af fire praksisrelevante cases vil I bl.a. diskutere:

  • Diagnosticering
  • Forebyggelse
  • Behandling
  • Stigmatisering- og afstigmatisering
  • Fædres reaktionsmønstre
  • Den etniske patient
  • Organisering i klinikkerne

Modulet er blevet til i samarbejde med Sundhedsstyrelsen.

Dette modul beskæftiger sig med diagnostik, udredning, behandling og opfølgning af voksne med dyspepsi
og gastroøsofageal refluks i almen praksis.

Modulet er bygget op om klinisk relevante cases fra hverdagen i almen praksis og fokuserer på:

  • Patienten med ikke-undersøgt dyspepsi
  • Funktionel dyspepsi
  • Reflukssygdom
  • Forebyggelse af mavesår
  • Syrehæmmende medicin

Informationssektionen bygger på eksisterende viden fra originallitteratur samt publicerede nationale og
internationale guidelines, herunder i særdeleshed den nyreviderede kliniske vejledning fra DSAM:
”Dyspepsi og gastroøsofageal reflukssygdom hos voksne – udredning og behandling (2021)”.

Dette modul beskæftiger sig med den senest publicerede forskning indenfor almene problemer i pædiatrien, som de optræder i primærsektoren. En gruppe praktiserende læger har udvalgt emnerne. Gruppen skønner, at disse emner vil være meget gavnlige for DGE grupper og er derfor samlet i et modul. Modulet er omskrevet fra det skotske PBSGL-modul; Paediatrics – Short Cases. Denne danske udgave er gennemskrevet af en dansk praktiserende læge og en dansk pædiater og følger således danske guidelines.

Fire områder vil blive diskuteret i dette modul:

  • Forstoppelse
  • Febrile børn
  • Dårlig trivsel
  • Urinvejsinfektion

Modulet går ikke i detaljer med ovenstående emner. I stedet bliver de mest nødvendige informationer, som en
praktiserende læge har brug for, angivet. 

Dette DGE-modul handler om ADHD hos voksne - som har et lidt andet udtryk, men samme diagnostiske kriterier som hos børn. Diagnosen stilles af en speciallæge i psykiatri, som også indleder og færdigjusterer behandlingen. Når denne er stabil, overdrages patienterne til den praktiserende læge efter konkret aftale. ADHD-patienter går således overvejende i almen praksis, og modulet handler derfor om, hvornår man skal mistænke ADHD hos voksne, og hvilke forpligtelser man har i forbindelse med varetagelse af behandlingen.

Modulet har fokus på hyppige ledsagesymptomer og problemstillinger, der bringer patienten til læge.

Det er ofte alt andet end deres ADHD eller ledsagesymptomer til deres ADHD, som fylder og som bringer dem til læge. Det er vigtigt, at den praktiserende læge kan genkende dette mønster og “fange” udiagnosticerede patienter.

De patienter, som er kendt med ADHD, har ofte behov for ekstra sikkerhedsnet, og OK22 giver mulighed for “Fokuseret somatisk undersøgelse til borgere med psykisk ledelse (2150)” til udvalgte patienter med ADHD.

Spiseforstyrrelser er en psykisk lidelse, hvor patienterne er så optaget af vægt, krop, kost og motion, at det
påvirker deres fysiske og psykiske helbred. Det har store konsekvenser for disse patienter, da det nedsætter deres funktionsniveau betydeligt og påvirker dermed både deres arbejdsliv, sociale liv og nedsætter livskvaliteten i høj grad. Spiseforstyrrelse er en udbredt sygdom, som i stigende grad rammer både kvinder og mænd. Man skønner, at der findes ca. 75.000 mennesker med en spiseforstyrrelse i Danmark. Spiseforstyrrelser inddeles i 4 grupper: anoreksi, bulimi, BED ( tvangsoverspisning) og andre spiseforstyrrelser, som f.eks. ortoreksi med overdreven fokus på sundhed eller megareksi med overdreven fokus på træning. 

Anoreksi udgør den mindste andel på ca. 5.000 patienter, men er de patienter, som fylder mest i vores klinikker blandt spiseforstyrrelser, da sygdommen ofte er meget tydelig, og den kan være livstruende både på kortere og længere sigt. De andre spiseforstyrrelser er ikke altid så nemme at få øje på. Hvornår er det en livsstil, hvornår er det en sygdom? Man skønner, at der findes ca. 30.000 patienter med bulimi og ca. 40.000 patienter med BED. Tallene for de øvrige spiseforstyrrelser kendes ikke. Debutalder for de forskellige spiseforstyrrelser er forskellig. Anoreksi rammer typisk de unge med en gennemsnitsalder på 14 år (90 % piger). Ved bulimi er gennemsnitsalderen 16 år (90 % piger) og ved BED er gennemsnitsalderen 23 år (70 % kvinder). Der er mange, som har en spiseforstyrrelse, som ikke bliver diagnosticeret og behandlet. Dette er der flere årsager til, bl.a. at det er meget skamfuldt at have en spiseforstyrrelse, så patienterne kommer sjældent og siger, de har en spiseforstyrrelse. Der skal spørges ind til det, for hvis man ikke spørger, får man det sjældent at vide. Desuden er BED ikke en anerkendt diagnose i ICD 10, og derfor er der heller ikke et etableret behandlingstilbud i det primære eller sekundære sundhedsvæsen endnu. Da diagnosen bliver anerkendt i det kommende ICD 11, forventer man, at der bliver behandling herfor i offentlig regi. 

Vi har i dette modul valgt at fokusere på de 4 spiseforstyrrelser hos unge voksne ud fra 4 cases. Disse sygehistorier er, når spiseforstyrrelse bliver rigtigt svært. Der er mange unge, som har en risikoadfærd for en spiseforstyrrelse og er i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse. Hvis vi praktiserende læger er opmærksomme og spørger ind, kan vi behandle flere af dem i almen praksis, inden de udvikler en alvorlig spiseforstyrrelse. Vi håber, dette modul kan give mere viden omkring spiseforstyrrelser, så I kan se sygdommen i et bredere perspektiv, få mistanken oftere og se det som en psykisk sygdom, som både rammer kvinder og mænd - også når de er voksne.

30-40% af alle mennesker får allergi eller allergilignende symptomer i løbet af deres levetid, og 6% af alle konsultationer i almen praksis handler om allergi. Prævalensen for allergiske sygdomme er steget indenfor de seneste år. De udgør nu en væsentlig byrde både for patienter og for sundhedssektoren. Begrebet allergi anvendes meget bredt i befolkningen. Det kan dække alt fra bivirkninger til veldefinerede immunologiske reaktioner. Specialister taler om overfølsomhed, der opdeles i allergi og ikke-allergi, hvor sidstnævnte omfatter allergilignende symptomer, hvor allergisk mekanisme ikke kan påvises. Ofte taler man her om intolerance. Overfølsomhed (og allergi) er kliniske diagnoser, men man kan godt have en positiv hudtest og specifikt IgE for et allergen, dvs. være sensibiliseret, uden at have symptomer. Positive tests er altså ikke synonymer med allergi. Akutte allergiske symptomer skyldes som regel en IgE-medieret Type1-allergi.

Allergiske symptomer med en langsommere debut og mere kronisk forløb, kan involvere en lang række mekanismer, både immunologiske og inflammatoriske. Allergi kan forårsage en bred vifte af kliniske sygdomme, herunder urticaria, anafylaksi, eksem, allergisk rhinitis, astma og lægemiddel- og fødevarerelaterede symptomer. Symptomerne kan variere fra at være minimale til at være livstruende.

Det kan være kompliceret at identificere den/de udløsende årsager. Sygehistorien er helt afgørende. Det kræver ofte megen tid systematisk at få relevante informationer fra patienten. Det kræver også viden om allergenforekomst i forskellige miljøer, både i hjem og på arbejdspladser, at få identificeret mulige allergener. Allergitests kan så benyttes, hvis mistanken skal bekræftes, og de er tilgængelige.

I Danmark blev allergispecialet nedlagt i år 2000. Der blev lagt op til faguddannelser, som det imidlertid har været svært at få etableret. Der findes i 2019 stadig enkelte specialister og der er uddannet enkelte pædiatriske, dermatologiske og lungemedicinske speciallæger med allergologisk fagområde. En del andre praktiserende lungemedicinske speciallæger og børnelæger tager sig også af allergiske patienter. Hvis der i almen praksis er brug for henvisning, bør patienter med eksem, lungelidelser og gastrointestinale symptomer primært ses af henholdsvis hudlæge, lungelæge og gastroenterolog og børn ses af børnelæge.

Mere komplekse sygdomsbilleder, allergishock, insektallergi, lægemiddelallergi, gastrointestinale symptomer, hvor andre lidelser er udelukket, og ved behov for merespeciel allergibehandling må henvises til specialist med allergologisk kompetence. Om det skal være i primær eller sekundær sektor, må afhænge af lokale forhold.

At allergologi ikke længere er et selvstændigt speciale gør, at der ofte mangler klare retningslinjer for området, og der er ikke altid konsensus omkring tilstande, udredninger og behandlinger. Dette gør det svært at skabe overblik over allergi, der samtidig har så mange forskellige patofysiologiske geneser.

Modulets formål er at opdatere praktiserende lægers viden om nogle af de mest almindelige og vigtigste årsager til allergi.

Som cases bruges:

  • Urtikaria
  • Atopi
  • Rhinitis
  • Fødevareallergi
  • at beskrive disse almene og vigtige allergiers kliniske præsentation
  • at vejlede om state of the art ved diagnosticering og behandling af disse allergier
  • at identificere yderligere ressourcer, som kan anvendes efter behov af DGE-medlemmer, der ønsker at vide  mere om allergi.

NB. Modulet dækker ikke astma, lægemiddelallergi og kontaktallergi. Der henvises til guidelines og position papers fx.

Om astma:
http://www.rads.dk/behandlingsvejledninger/luftveje (børn)
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/all.12275/pdf (svær astma)
https://www.sst.dk/da/udgivelser/2015/nkr-non-farmakologisk-behandling-af-astma-hos-boern-og-unge 

Om lægemiddelallergi:
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/all.12350/pdf 
http://danskallergi.dk/wp-content/uploads/DSA-Retningslinjer-for-udredning-antibiotika-allergi-final-23.06.2019.pdf 

Om kontaktallergi:
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/pai.12043/pdf (børn) 
http://www.hse.gov.uk/skin/professional/causes/agentstable1.htm (arbejdsbetinget)
http://www.videncenterforallergi.dk/allergi-og-eksem/kontaktallergi-eksem/ (inkl. patientinfo)

Patienter med symptomer på en akut infektionssygdom er meget hyppige i almen praksis og antibiotika er en af de mest anvendte behandlinger. Akutte infektioner udgør således en væsentlig del af den praktiserende læges daglige arbejde. Omkring 2/3 af al antibiotika i Denmark anvendes på det veterinære område (især til svin, som står for ca. 80% af forbruget i landbruget), mens 1/3 anvendes til humant brug. Den primære sundhedssektor står for 90% af det humane antibiotikaforbrug i Danmark.

Der har været iværksat adskillige initiativer rettet mod både professionelle og befolkning for at nedsætte forbruget af antibiotika, og hos børn er der sket et markant fald inden for de sidste 10 år. Derimod er forbruget af antibiotika hos ældre stigende, specielt de bredspektrede stoffer.

Region Hovedstaden har i et samarbejde mellem KAP-H, Klinisk Farmakologisk Afdeling/Medicinfunktionen, 1813, Det Sundhedsfaglige Råd for Infektionsmedicin og Det Sundhedsfaglige Råd for Klinisk Mikrobiologi udarbejdet en vejledning i valg at antibiotikum for forskellige infektionstilstande i almen praksis, hvor der også er angivet alternativer ved allergi for førstevalgspræparatet. Det anbefales at følge disse rekommandationer. Der er stor diskrepans mellem forskellige vejledninger, når det handler om antibiotikavalg og behandlingsvarighed. Der er for eksempel ikke overensstemmelse mellem Region H’s vejledning og vejledningen på www.pro-medicin.dk. Regions Hs antibiotika vejledning er netop udkommet som App til både android og iOS (Apple). 

Link til vejledning på sundhed.dk:
https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/information-til-praksis/hovedstaden/almen-praksis/laegemidler/antibiotikavejledning/


Link til App (skal åbnes på smartphone, ellers henviser linket blot til sundhed.dk): www.antibiotikaAPP.dk

Neurologiske lidelser udgør en væsentlig del af den praktiserende læges daglige arbejde. Neurologiske symptomer og lidelser er hyppige og mangfoldige og langt de færreste patienter har behov for at blive set af speciallæge i neurologi. På trods af dette indgår neurologi ikke i uddannelsen af almenmedicinere. Medicinstuderende synes ofte, at neurologi er et meget vanskeligt felt. Mange klinikere i primærsektoren mener ikke, at de selv er i stand til at behandle neurologiske lidelser, da de føler, at lægeuddannelsen kun har givet dem begrænset erfaring med dette felt – nogle går så langt som at sige, at klinikere i primærsektoren har ”fobi for neurologi”.

Problematikken omfatter:

  • At de medicinske uddannelser ofte undlader at beskæftige sig med ”klassiske” eller ”typiske”
    neurologiske symptomer.
  • At det er omstændeligt og tidskrævende at udføre en fuld neurologisk undersøgelse i almen
    praksis.
  • At betydningen af grundlæggende neurologiske termer, såsom ”kraftnedsættelse” og ”anfald”, er
    uklar, da de ofte fortolkes meget forskelligt.
  • At det kan være svært at udvælge, hvilke undersøgelser man bør foretage, og mange vigtige
    undersøgelser er utilgængelige i primærsektoren.
  • At neurologiske speciallæger tit har lang ventetid.
  • At selv efter fuld undersøgelse hos neurolog har op til 30 % af patienterne stadig medicinsk
    uforklarede subjektive neurologiske symptomer.
  • At efter fuld undersøgelse på en neurologisk klinik anses mange patienter med subjektive og
    atypiske symptomer for at have en funktionel lidelse.

Modulet fokuserer på:

  • undersøgelse af patienter som henvender sig med kraftnedsættelse.
  • diagnosticering af Guillain-Barré syndrom.
  • diagnosticering og håndtering af motorneuron sygdom (MND herunder amyotrofisk lateral sklerose
    ALS).
  • undersøgelse af hovedpine og behandling af hovedpine, herunder migræne i primærsektoren.
  • undersøgelse og håndtering af perifer neuropati i primærsektoren.


Følgende emner er for omfangsrige til at indgå i dette modul, men kan optræde i fremtidige DGE-moduler:
Meningitis, apopleksi og epilepsi. Hjernecancer, delirium, hovedtraume, demens, dissemineret sklerose, facialisparese, tremor og uro i benene.

Begrebet “inflammatorisk tarmsygdom” (IBD) bruges primært til at beskrive to sygdomme: colitis ulcerosa og Crohn’s sygdom. Patienter synes, at symptomer på colitis ulcerosa og Crohn’s sygdom er pinlige og ydmygende. IBD er meget hæmmende for patienten. Sygdommen kan resultere i, at patienten kommer bagefter med sin uddannelse eller får vanskeligt ved at finde og passe et arbejde. IBD kan gøre det svært for patienten at tegne sundhedsforsikring. IBD kan ligeledes forårsage psykiske problemer hos unge, problemer med vækst og forsinket seksuel udvikling. IBD har en uforholdsmæssigt stor indvirkning på samfundet, da sygdommen ofte præsenterer sig hos patienter i en ung alder og kan være kronisk.

Det er almindeligt, at der er en vis diagnostisk forsinkelse ved IBD. Det sker i hovedreglen, fordi de indledende symptomer på IBD ofte er vage og kan efterligne irritabel tyktarm. Bemærk, at diagnostisk forsinkelse associeres med reduceret respons på medicinsk behandling og med højere forekomst af kirurgisk intervention. Remissionssatserne for både Crohn’s sygdom og colitis ulcerosa er bedst blandt patienter som modtager tidlig, intensiv behandling. Der er sket en udvikling inden for diagnose, overvågning og farmaceutisk behandling af IBD, som nu også omfatter brug af biologiske lægemidler, primært TNF-alfa-antagonister.

Modulet omhandler følgende punkter:

  • nye diagnostiske tests såsom fækalt calprotectin
  • hvornår henvises der og til hvem?
  • håndtering af udbrud ved diagnosticeret IBD
  • vedligeholdelsesbehandling, herunder biologisk behandling
  • overvågning og opfølgning

Dette modul omhandler ikke IBD hos børn.

Anæmi hos ældre patienter er et alment klinisk fund, som må forventes at blive stadigt mere almindeligt i takt
med, at antallet af ældre i befolkningen stiger. Anæmi er en vigtig patologisk tilstand, da den associeres med øget morbiditet og mortalitet, og fordi den kan påvirke patienters psykiske og fysiske funktionsdygtighed på mange måder. Anæmi hos ældre er et komplekst område, som repræsenterer mindst to anseelige udfordringer for alment praktiserende læger. Den første udfordring er at identificere årsagen eller årsagerne (om muligt) ved at udvælge og fortolke de mest egnede undersøgelser. Den anden udfordring er at lægge en passende behandlingsplan for den enkelte patient, som kan omfatte vedvarende monitorering, ordination af behandling og/eller henvisning.

Modulets formål er

  • at definere hvilket anæminiveau hos ældre, som er signifikant.
  • at anføre og diskutere de mest almindelige årsager til anæmi.
  • at beskrive en praktisk tilgang til udredning og behandling af ældre patienter diagnosticeret med anæmi.

Som følge af Sundhedsplatformen skifter en del analyser enhed fra mmol/l til g/l.

Læs om vores gratis facilitatorkurser.

Du kan også spørge i din klynge, om der er en uddannet facilitator, som vil hjælpe. Eller du kan kontakte en efteruddannelsesvejleder i din region. Vejlederen kan hjælpe med at finde en facilitator eller en gruppe, som du kan deltage i. 

Se kontaktoplysninger på efteruddannelsesvejlederne her (ligger bag login).

  • Kr. 2000,- i efteruddannelseshonorar/tabt arbejdsfortjeneste
  • Maks kr. 2.800,- til fx forplejning
  • Maks. kr. 1.500,- til transportudgifter

Efteruddannelseshonoraret kan enten søges gennem den regionale DGE-ordning eller som tilskud fra Fonden for Almen Praksis.

Gennemfører man modulet i sin DGE-gruppe, er det gruppelederen, som søger om honoraret.