Fokus: Gratis kurser for læger i lægedækningstruede områder
Er du læge i introstilling eller hoveduddannelse og har du - eller har du haft - uddannelsesplads i et lægedækningstruet område, er det nu muligt at komme gratis på kursus
I OK22-aftalen mellem PLO og Danske Regioner er det aftalt, at læger i introstillinger og hoveduddannelsen fremover skal have gratis adgang til alle kurser (af op til 2 dages varighed), der udbydes af PLO Efteruddannelse. Dertil kommer, at det også vil blive gratis at deltage i Nordisk Kongres. Betingelsen er dog, at du i forbindelse med uddannelsen har været tilknyttet en praksis i et lægedækningstruet område. Udover gratis deltagelse i kurset dækkes også tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med fraværet. Endvidere dækkes transportudgifter til og fra kurset.
Er du i tvivl om den klinik du har været i/skal være i ligger i et lægedækningstruet område, kan du se på disse oversigter. Er du stadig i tvivl, kan du kontakte PLO’s medlemsservice (tlf.: 3544 8490 eller plo@dadl.dk).
Sådan tilmelder du dig et kursus
Vi beder dig i første omgang om at sikre dig, at kurset ikke er fuldtegnet - dette gør du ved at tjekke vores kursusoversigt. Er der ledige pladser, skal du derpå udfylde og indsende online-formularen herunder. Såfremt vi kan tildele dig en plads på kurset, vil du modtage en mail med en tilmeldingsbekræftelse.
OBS! Er du blevet tilmeldt et kursus og der sker ændringer i dine planer, så du alligevel ikke kan deltage, er det meget vigtigt, at du giver os besked, så vi har mulighed for at tilbyde pladsen til en anden kursist.