Gå til indhold

Ankenævn for Tilsynsafgørelser

Den 1. juli 2021 blev det nye Ankenævn for Tilsynsafgørelser etableret. Ankenævnet behandler klager fra læger over de mest indgribende tilsynsafgørelser, som træffes af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Som medlem af Lægeforeningen kan du få juridisk og lægefaglig bistand i forbindelse med en klagesag til Ankenævnet.

Hvilke sager kan du klage over til Ankenævnet for Tilsynsafgørelser?

Du kan klage til Ankenævnet over de mest indgribende tilsynsafgørelser, som træffes af Styrelsen for Patientsikkerhed. Det drejer sig om:

  • midlertidig fratagelse af autorisation
  • midlertidig indskrænkning af din virksomhed som læge
  • suspension af autorisation
  • arbejdsforbud.

Sådan sender du en klage

Ønsker du at klage over en tilsynsafgørelse, kan du sende klagen på to måder:

Enten via den digitale selvbetjeningsløsning på www.stpk.dk under fanebladet 'Sundhedspersoner'
Eller via den digitale selvbetjeningsløsning på www.borger.dk under 'Tilsynsafgørelser'.

Du kan i særlige tilfælde få dispensation fra den digitale selvbetjeningsløsning.

Du skal sende klagen inden 4 uger efter, at du har fået meddelelse om afgørelsen. Der kan dispenseres fra fristen i ganske særlige tilfælde.

Hvordan kan Ankenævnet reagere på en klage?

Sender du en klage til Ankenævnet for Tilsynsafgørelser, kan Ankenævnet reagere på tre måder. Ankenævnet kan:

  • tiltræde afgørelsen, dvs. fastholde Styrelsen for Patientsikkerheds oprindelige afgørelse.
  • afvise sagen uden realitetsbehandling, f.eks. hvis klagefristen er overskredet, eller hvis der er klaget over en sanktion, der ikke er omfattet af ordningen.
  • hjemvise sagen til Styrelsen for Patientsikkerhed til fornyet behandling. I dette tilfælde skal Styrelsen for Patientsikkerhed træffe en ny afgørelse, der kan gå ud på at stadfæste, ændre eller ophæve sin oprindelige afgørelse.

Ankenævnet får ikke kompetence til at omgøre afgørelser fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ankenævnet skal træffe afgørelse inden 3 måneder efter modtagelse af klagen.

Det kan du opleve i forbindelse med en klagesag ved Ankenævnet

Det er Ankenævnet for Tilsynsafgørelser, der sørger for at indhente de nødvendige oplysninger i sagen og beslutter, om der skal indhentes sagkyndige udtalelser mv.

Ankenævnet vil også kunne bede dig om at sende en udtalelse i sagen. Lægeforeningen kan give dig gode råd til formulering af din udtalelse.

Det kan du få hjælp til i Lægeforeningen

Som medlem af Lægeforeningen kan du få både juridisk og lægefaglig bistand i forbindelse med sagen:

  • Du kan få hjælp til at skrive en klage eller lave en udtalelse/høringssvar.
  • Du kan få bistand fra Lægeforeningens Lægeansvarsudvalg, herunder til formulering af en udtalelse eller et høringssvar.
  • Hvis du ønsker at anke en afgørelse, er det vigtigt, at du så hurtigt som muligt kontakter Lægeforeningen.

Ring til Lægeforeningens jurister på tlf. 3544 8500 eller skriv en e-mail til dadl@dadl.dk.

Læs mere

Det er Styrelsen for Patientklager, der stiller sekretariatsbetjening til rådighed for ankenævnet. Læs mere information om ankenævnet på Styrelsen for Patientklagers hjemmeside.

Ankenævnets kontaktoplysninger
Ankenævnet for Tilsynsafgørelser
Styrelsen for Patientklager
Olof Palmes Allé 18 H
8200 Aarhus N
Tlf.nr. 72 33 05 00
Hjemmeside: www.stpk.dk