Lægeforeningen: Aktiv dødshjælp er en glidebane

Grundlæggende adskiller aktiv dødshjælp sig helt fundamentalt fra alle andre lægelige praksisser ved det faktum, at formålet med behandling er at forårsage patientens død. Lægeforeningen mener, at et sådan formål er i grundlæggende modstrid med lægens og sundhedsvæsnets rolle, som er at gavne patienten gennem forebyggelse, behandling og omsorg.

Hvis aktiv dødshjælp blev lovliggjort, skulle døende patienter præsenteres for muligheden for at afslutte livet tidligere med aktiv dødshjælp. Dette kan skabe et uacceptabelt pres på en særdeles sårbar patientgruppe, som i forvejen er svækket, og som kan føle sig forpligtet til ikke at ligge til last for deres nærmeste eller for sundhedsvæsnet. Et sådan pres kan skabe tvivl om lægens og sundhedsvæsnets rolle, som utvetydigt bør være at hjælpe og støtte disse mennesker.

Vi deler ikke opfattelsen af, at aktiv dødshjælp fungerer godt i andre lande. Tværtimod udløser legalisering af aktiv dødshjælp en uacceptabel glidebaneeffekt. Selvom aktiv dødshjælp indføres i en restriktiv form, så sker der en etisk uacceptabel forskubning af grænserne for, hvornår aktiv dødshjælp tilbydes, må udføres, og hvor ofte det sker. En sådan glidebaneeffekt er eksempelvis set i Holland, hvor antallet af tilfælde af aktiv dødshjælp er stigende, og hvor aktiv dødshjælp også tilbydes til grupper som ældre, der lider af demens, og børn over 12 år. I øvrigt er det sådan, at selvom der er nogle lande, der har indført aktiv dødshjælp, så er der generelt modstand mod det i lægekredse verden over.

Behandling af alvorligt syge og døende patienter er meget mere end aktiv og passiv dødshjælp, og valget står aldrig mellem aktiv dødshjælp eller ingen hjælp – hvilket man desværre nogle gange kan få indtryk af, når man lytter til fortalere for aktiv dødshjælp. Sundhedsvæsnet har mange forskellige strenge at spille på for at sikre, at patienter får den omsorg og behandling, de har behov for. Og målet er altid, at patienten får en god og værdig afsked med livet med et minimum af smerte anden ubehag. 

Når det handler om at behandle og lindre, så må vi i dag bruge hele den medicinske værktøjskasse. En døende patient kan modtage for eksempel smertestillende og beroligende medicin, som er nødvendige for at lindre, selvom dette kan medføre, at døden fremskyndes. Der er meget vide rammer for brugen af lægemidler og andre palliative behandlingsformer, og hvis intet andet virker, så kan vi lægge patienten til at sove, så de sover ind i døden – det, som vi kalder palliativ sedering.

Den palliative behandling i Danmark er på højt niveau, men Lægeforeningen så gerne, at vi fik endnu større kapacitet på dette område. Som Rigsrevisionen tidligere har påpeget, så kan flere end dem, der i dag modtager specialiseret palliation, reelt have brug for det. Det behov skal afdækkes, så alle patienter kan få den nødvendige hjælp.