Psykiatrien hjælpes med den ene hånd, men bremses af den anden

Det er positivt, at der nu udmøntes midler til psykiatrien.

Det giver håb om, at tiårsplanen kan begynde at få reel effekt. Mange patienter og medarbejdere har ventet længe på, at den politiske opbakning også udmøntes i konkrete forbedringer.

Men netop fordi der nu investeres, er det afgørende, at psykiatrien ikke samtidig bremses af nye barrierer. Skal ambitionerne lykkes, kræver det øget kapacitet. Derfor må psykiatrien friholdes for besparelser, ansættelsesstop og nye administrative begrænsninger.

Derfor giver det heller ingen mening, at psykiatrien skal medtages i et speciallægeloft – psykiatrien bør fritages.

Går ud over patienterne

Lægeforeningen mener grundlæggende, at speciallægeloftet er en forkert vej, og i psykiatrien er det særligt skadeligt. Her mangler vi speciallæger. Vi har ikke råd til et loft over dem.

Tværtimod bør der være øget fokus på rekruttering og fastholdelse. Ventetiderne er lange over hele landet, og stop for langtidsvikarer risikerer at forværre situationen, selv om flere af dem ønsker fastansættelse.

Når 25,7 procent af de nyansatte i Region Hovedstadens børne- og ungdomspsykiatri forlader deres job inden for et år, står det klart, at rammerne ikke er gode nok. Det går direkte ud over patienternes forløb og kontinuitet.

Det understreger behovet for at styrke – ikke svække – kapaciteten, og et loft over speciallæger i psykiatrien sender derfor også det helt forkerte signal.

Det er til gengæld positivt, at knækgrænsen for praktiserende psykiatere hæves. Det giver mulighed for at ansætte klinikpersonale og øge aktiviteten, mens vi venter på, at der uddannes flere psykiatere og børne- og ungdomspsykiatere.

Det er et af de få håndtag, der kan skabe kapacitet her og nu, og aktuelt opleves der voksende interesse for psykiatri som speciale.

Ministerens bekymrende uklarhed

Når vi i forvejen kæmper for at fastholde medarbejdere og sikre stabile forløb, har psykiatrien ikke brug for nye konstruktioner, der splitter indsatsen. Derfor står Lægeforeningen fast på, at ADHD-klinikker ikke må blive en mulighed.

Det er bemærkelsesværdigt – og bekymrende – at sundhedsministeren ikke vil afvise modellen.

Det giver anledning til spørgsmål om, hvorvidt Sundhedsstyrelsen allerede arbejder med løsninger, der kan fragmentere behandlingsansvaret og svække de faglige miljøer.

Psykiatrien har brug for sammenhæng – ikke parallelle spor.

Udmøntningsaftalen kan være et skridt fremad. Men det kræver de rette beslutninger: Psykiatrien skal styrkes. Den skal fritages fra speciallægeloftet.

ADHD-klinikker som selvstændige klinikker skal ikke være en løsning. Og hævelsen af knækgrænsen skal bruges aktivt til at skabe mere kapacitet – nu.

For det er – stadig – psykiatriens tur.