Gå til indhold

Danske borgere har udsigt til et kortere liv end deres naboer i Norge og Sverige. Er det virkelig i orden?

Af Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, Charlotte Bach Thomassen, landsformand for DGI, Katrina Feilberg, branchedirektør i Dansk Erhverv for sundhed og life science, Christina Bjørk Petersen, forperson for Dansk Selskab for Folkesundhed, Jesper Fisker, adm. Direktør Kræftens Bekæmpelse og Anders Kühnau, formand for Danske Regioner.

Bragt i Politiken den 29. oktober 2025

Danske piger og drenge kan forvente at have et kortere liv end piger og drenge fra Norge og Sverige. Og antallet af gode leveår uden langvarig sygdom og mistrivsel, som danskerne kan se frem til, er kun steget med lidt over ét år i perioden 2010-2021. Det er et tegn på, at vi ikke formår at skabe rammer, der forebygger sygdom og fremmer trivsel.

Det er på tide, at vi som nation sætter folkesundheden i centrum. Vi har brug for en selvstændig folkesundhedslov, skriver Camilla Rathcke, Charlotte Bach Thomassen, Katrina Feilberg, Christina Bjørk Petersen, Jesper Fisker og Anders Kühnau.

Der er foruroligende tegn på, at den samlede folkesundhed i Danmark er under pres. Uligheden i sundhed vokser, og alt for mange børn, unge og voksne kæmper med mistrivsel og sygdom, der begrænser deres muligheder for at leve det liv, de ønsker. Det koster dyrt både i livskvalitet for den enkelte og i øgede udgifter for samfundet.

Derfor er det på tide, at vi som nation sætter folkesundheden i centrum. Vi har brug for en selvstændig folkesundhedslov, der binder ansvaret sammen på tværs af kommuner, regioner og stat og sikrer, at folkesundhed tænkes ind i alle politiske beslutninger, og at samarbejdet med civilsamfundet styrkes.

Fordi det er sund fornuft, og fordi danskere ikke skal snydes for gode leveår.

En sådan samlet lov for folkesundheden skal være ambitiøs. Danmark bør have et klart nationalt mål: At vi i 2040 i gennemsnit skal opleve mindst fem flere gode leveår med godt fysisk og mentalt helbred end i dag. Det kan lade sig gøre, hvis man politisk sikrer en samlet indsats, hvor folkesundhed bliver pejlemærket for politikudvikling, og hvor tiltag ikke bør gennemføres, hvis de risikerer at forringe folkesundheden.

Sådan en folkesundhedslov skal naturligvis hvile på den bedste viden. Vi skal turde sætte ind med de indsatser, vi ved virker – og vi skal måle effekten, så vi hele tiden kan justere kursen og sikre, at vi gør en reel forskel.

Måske lyder det ambitiøst, men vi kan lære af vores naboer. I Norge har man en folkesundhedslov, der forpligter alle politiske niveauer til at tage ansvar, og som har udjævning af sociale forskelle i sundhed som mål. Danmark bør gøre det samme – ikke bare fordi vi kan, men fordi vi skylder det til de kommende generationer.

Forestil dig, hvordan vi om 50 år ser tilbage på denne lov som en milepæl i vores historie – et skridt, der forandrede samfundet, et skridt der gjorde Danmark til foregangsland på sundhedsområdet.

Det handler ikke om enkelttiltag eller symbolpolitik, men om at skabe rammer, hvor flere aktører kan bidrage til, at flere kan leve gode liv uden sygdom. Tiden er inde til at forpligte os selv og hinanden: Danmark skal have en folkesundhedslov, der giver befolkningen flere gode leveår og mindsker uligheden i sundhed.