Én psykiatriplan er ikke nok

For første gang i mange år er der begyndt at spire et håb i psykiatrien.

Efter årtiers underprioritering er området endelig blevet løftet højere op på den politiske dagsorden. Der er investeret historisk mange penge, og blandt mange psykiatere og børne- og ungdomspsykiatere mærker man nu de første tegn på forbedringer.

Det er vigtigt.

For medarbejderne i psykiatrien har i årevis forsøgt at holde et presset system sammen under meget vanskelige vilkår. Derfor betyder det noget, når der endelig er politisk vilje til at prioritere området.

Men samtidig er vi nødt til at være ærlige om én ting: Patienterne mærker endnu ikke forbedringerne tydeligt nok.

Alt for mange mennesker med psykisk sygdom oplever stadig lange ventetider, manglende sammenhæng i behandlingen og et system, hvor hjælpen kommer for sent.

Det er heller ikke svært at forstå, hvorfor tilliden fortsat er lav. Danskernes Sundhedspolitiske Barometer viser, at kun tre ud af ti danskere tror på, at psykiatrien vil være blevet bedre om fem år.

Det bør mane til eftertanke.

Ikke fordi der ikke sker fremskridt. Men fordi udfordringerne i psykiatrien er så store, at de ikke kan løses med én politisk aftale alene.

Vi ville heller aldrig tro, at én kræftplan kunne rette op på alle udfordringer på kræftområdet. Her har man gennem årtier arbejdet med planer, langsigtede investeringer og vedvarende politisk fokus. Det er netop den vedholdenhed, der har løftet kræftbehandlingen markant.

Psykiatrien har brug for den samme langsigtede prioritering.

Derfor bør regeringen allerede nu forpligte sig til en fuldt finansieret Psykiatriplan 2.0.

Ikke fordi den nuværende psykiatriplan var forkert. Tværtimod. Den var nødvendig, og den har skabt et vigtigt momentum. Men hvis vi reelt vil sikre ligestilling mellem psykisk og fysisk sygdom, kræver det et langt, sejt træk.

Det kræver fortsatte investeringer i kapacitet, flere speciallæger og stærkere tilbud til børn, unge og voksne med psykisk sygdom. Og det kræver, at politikerne holder fast længe nok til, at forbedringerne faktisk kan mærkes hos patienterne.

Det værste, vi kan gøre nu, er at tro, at psykiatrien er reddet, fordi den endelig er blevet prioriteret.

For arbejdet er først lykkedes den dag, patienter og pårørende oplever et psykiatrisk behandlingssystem med samme kvalitet, tilgængelighed og tryghed, som vi forventer andre steder i sundhedsvæsenet.