Gabestokken skal afskaffes
Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Dagens Medicin den 7. oktober 2025
Hvordan er man kommet frem til, at gabestokken skal bevares, selvom den mangler effekt og ikke giver læring eller bedre patientsikkerhed? En måned efter vi skrev til ministeren, savner vi fortsat svar om gabestokken. Højst sandsynligt fordi, der ikke findes gode svar.
Fra Lægeforeningens side har vi alle dage været modstandere af offentliggørelsesordningen – bedre kendt som ”gabestokken”. Det er en forældet ordning, og det er ganske enkelt uforståeligt, at regeringen ikke har taget initiativ til at få afskaffet ordningen for længe siden.
Siden 2006 har læger og andre autoriserede sundhedspersoner fået offentliggjort deres navne, hvis de har fået alvorlig eller gentagen kritik af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn på baggrund af en klagesag i Styrelsen for Patientklager. Men meget er sket siden da, og ordningen er ikke mindst fra før etableringen af Styrelsen for Patientsikkerhed, der efter kritik i klagesager vurderer, om der er en fremadrettet patientrisiko. Ordningen har haft sin tid. Det er en offentlig gabestok og en dobbelt straf til læger og andre sundhedspersoner.
I årenes løb har vi talrige gange efterlyst en afskaffelse af gabestokken.
Senest sammen med FOA og Dansk Sygeplejeråd, hvor vi i den ministerielt nedsatte arbejdsgruppe har arbejdet indgående med forbedringer af patientklagesystemet – et arbejde, vi overordnet kan være tilfredse med.
Det lykkedes desværre ikke i dén proces at blive enige om at afskaffe gabestokken, men arbejdsgruppen kunne enes om, at der skulle laves en analyse for at ”afdække formålet med og effekten af ordningen i lyset af ambitionen om i højere grad at uddrage læring af klagesager.”
Men vi har ikke fået ministeriets analyse at se, kun dens konklusion. Groft sagt er konklusionen, at gabestokken skal bevares, selvom den mangler effekt – og på trods af, at undersøgelsen slet ikke belyser, om ordningen bidrager til læring. Og selvom vi i begyndelsen af september sendte et brev til Indenrigs- og Sundhedsministeriet om netop det problem, har vi ikke fået svar. Det er en måned siden – og det er i min optik meget sigende, at når det kommer til gabestokken, så udebliver svarene. Højst sandsynligt fordi, der ikke findes gode svar.
Jeg kan som formand for Lægeforeningen sige meget klart, at gabestokken på ingen måde bidrager med læring eller bedre patientsikkerhed. Det eneste, den bidrager med, er middelalderlig udskamning.
På det seneste har jeg talt med flere medier om den problematiske gabestok. Det har blandt andet ført til en oplysende artikel i Kristeligt Dagblad, der dykker ned i materien på godt og ondt. Her udtaler Mia Kristina Hansen, forperson for Sind - Landsforeningen for psykisk sundhed, at de ser på gabestokken som ”en ’smileyordning’ i mangel af bedre udtryk”. Ligeledes slår hun til lyd for, at man som menneske og patient gerne vil have muligheden for at søge information om en læge, hvis man har en følelse af, at man får en forkert behandling.
I min optik er det et virkelighedsfjernt syn på gabestokken – og en noget overraskende manglende forståelse for, at der ikke laves fejl med vilje. Gabestokken er jo ikke Trustpilot, og i øvrigt kan man finde oplysninger om en sundhedsperson i autorisationsregistret. Desuden forholder det sig netop sådan, at hvis en sundhedsperson modtager kritik i klagesystemet, så bliver tilsynet underrettet. Det betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, om den pågældende sundhedsperson udgør en fremadrettet risiko for andre patienter. Så hvad er tanken med gabestokken udover skyld og skam i det offentlige rum?
Til gengæld er jeg enig i de nuancer, som to eksperter i retshistorie bidrager med i førnævnte artikel. Den ene, Helle Vogt, professor på Københavns Universitet, forklarer til avisen, at der ligger den samme idé bag offentliggørelsesordningen som bag gabestokken: Nemlig, at ”Vi skal alle sammen vide, hvem der har forsyndet sig mod normerne.” Den anden, professor i retshistorie Per Andersen fra Syddansk Universitet, siger lige ud, at offentliggørelsesordningen er ”uhørt” og tilføjer:
”Hidtil har vi set den offentlige administration som en slags maskine. Den er ansigtsløs. De mennesker, som er ansat, varetager en samfundsopgave, men den er ikke personafhængig. Så vælger man på det her ene område, at vi gør opgaven personafhængig. Det er et helt vildt brud med et grundlæggende princip.”
Jeg kan kun give ham ret. Gabestokken giver ikke læring eller bedre patientsikkerhed. Den skal afskaffes, og det kan kun gå for langsomt.