Lad os stille den rigtige diagnose på lægemanglen

Det lyder umiddelbart som sund fornuft: Når nu alle taler om lægemangel, må vi da bare uddanne flere læger. Men her er vi som samfund i gang med at stille den forkerte diagnose. For Danmark mangler ikke læger — vi mangler speciallæger.

I årevis har vi uddannet historisk mange læger på universiteterne. Hvis optaget fortsætter som i dag, viser Finansministeriets egne fremskrivninger, at Danmark i 2035 kan stå med over 10.000 læger for meget. Det vil være ensbetydende med massiv arbejdsløshed blandt læger – og spild af både unge menneskers ambitioner og samfundets ressourcer.

Selvfølgelig skal vi tage prognoser med et gran salt. Men selv med usikkerheden in mente peger pilen entydigt: Vi uddanner flere, end vi får brug for.

Det, vi derimod mangler, er speciallæger. Øjenlæger, psykiatere, praktiserende læger, neurologer – og mange andre. Læger, der efter universitetet har gennemført flere års videreuddannelse og kan tage det fulde ansvar for patienterne på hospitaler, i psykiatrien og i almen praksis og speciallægepraksis.

Efter mange års nølen er der nu endelig åbnet for, at flere læger kan blive speciallæger i fremtiden. Det er godt. Men det tager år at uddanne en speciallæge.

Til gengæld er der også – igen – skruet op for flere studiepladser. Det er en helt forkert kurs. Det er som at give en blodtransfusion til en patient med et blødende mavesår. Det virker logisk – men det helbreder ikke tilstanden. Det er bare dumt og dyrt.

Derfor er det nødvendigt at forstå forskellen mellem en lægeuddannelse og en speciallægeuddannelse. De læger, der i dag går ud fra universiteterne, skal først igennem flere års videreuddannelse efter universitetsuddannelsen, før de har opnået specialiseret ekspertise og blive de speciallæger, som patienterne faktisk mangler

På den baggrund er det bekymrende, at forsknings- og uddannelsesminister Christina Egelund (M) fastholder, at hun ikke vil nedjustere optaget på medicinstudiet – til trods for at Finansministeriets analyse advarer mod en overproduktion. Ministeren kalder analysen “retvisende”, men konkluderer alligevel, at den ikke bør få konsekvenser.

Man må spørge: Hvorfor vil ministeren risikere at uddanne unge mennesker til arbejdsløshed inden for et fag, hvor der med overvejende sandsynlighed ikke bliver brug for dem?

Vi bør i stedet bruge kræfterne dér, hvor behovet er størst: på at uddanne flere speciallæger. Det er her, løsningen ligger. Det er speciallægerne, der får sundhedsvæsenet til at hænge sammen.

Derfor bør politikerne ikke lokke unge ind på medicinstudier med løfter om et arbejdsmarked, der måske ikke eksisterer. De burde i stedet sikre flere speciallægeforløb til de læger, der allerede står klar – og opfordre unge til at vælge andre uddannelser, hvor der faktisk er brug for dem.