Man løser ikke dagens speciallægemangel ved at uddanne for mange læger i morgen

Læger skal normalt være varsomme med at belære politikere om økonomi. Men når regnestykket handler om læger, og regningen ender hos skatteborgerne, tillader jeg mig alligevel et forsøg.

Det koster i størrelsesordenen en million kroner at uddanne en læge på universitetet. I øjeblikket kommer mere end 1.000 nye læger ud på arbejdsmarkedet hvert år. Finansministeriets fremskrivning viser, at Danmark i 2035 kan stå med omkring 8.000 flere læger, end arbejdsmarkedet har brug for.

Fremskrivninger er ikke facitlister. Men retningen er svær at overse.

Lægeforeningen mener derfor, at optaget skal ned med mindst 250 pladser om året. Udviklingen kan meget vel vise, at der er behov for at gå længere.

Alligevel fastholdes et historisk højt optag på medicinstudiet, trods udsigten til læge-arbejdsløshed.

Jeg forstår godt, hvis det lyder paradoksalt. For hvordan kan vi uddanne for mange læger, når patienter lige nu venter for længe på en psykiater, mangler en praktiserende læge eller oplever for få speciallæger på hospitalet?

Svaret ligger i tiden – og i forskellen på en læge og en speciallæge.

Den mangel, patienterne oplever, er helt reel. Men Danmark mangler ikke læger. Vi mangler speciallæger, både inden for bestemte specialer og i flere dele af landet.

Den medicinstuderende, der lige er begyndt på studiet, kan ikke udfylde den speciallægestilling, der står tom i dag. Der kan gå op mod 12 år, før vedkommende er færdig speciallæge.

Det har vist sig politisk fristende at svare på en synlig mangel med et synligt svar: flere pladser på medicinstudiet. Det ser handlekraftigt ud. Men det løser ikke patienternes problem.

Det gør flere speciallæger. Vi skal sikre nok speciallægeuddannelsesstillinger og speciallægestillinger, så de læger, vi allerede uddanner, kan blive de speciallæger, patienterne mangler.

Det vil også være en klogere prioritering at bruge de penge, som et lavere optag på studiet frigør, til at få flere læger videreuddannet til de specialer og områder, hvor behovet er.

De store årgange er allerede på vej gennem uddannelsessystemet. Opgaven er ikke at fylde endnu flere ind i begyndelsen af kæden, men at få de rigtige ud i den anden ende.

Vi kan godt mangle psykiatere i dag og være på vej mod for mange læger i morgen.
Nogle har argumenteret for, at vi kan tage problemet den dag, der står arbejdsløse læger på gaden.

Det er en bemærkelsesværdigt dyr form for »vi ser tiden an«. Det svarer lidt til at opdage, at taxien kører i den forkerte retning og beslutte sig for først at reagere, når man er fremme. Taxameteret kører jo videre imens.

Den dag en færdiguddannet læge står uden arbejde, er uddannelsen gennemført, årene brugt og regningen betalt. Arbejdsløse læger er ikke et signal om, at vi skal reagere. De er beviset på, at vi reagerede for sent.

Lægeforeningen står heller ikke alene. Danske Regioner har selv sagt, at optaget på medicinstudiet skal sænkes markant – med et trecifret antal pladser.

Det er værd at hæfte sig ved. Regionerne driver hospitalerne og er arbejdsgiver for en stor del af de læger, vi uddanner. De skal ikke bare vurdere, hvor mange læger der bliver brug for. De skal ansætte dem.

At sænke optaget er ikke at vende ryggen til de patienter, der mangler en speciallæge i dag. Tværtimod. Vi skal uddanne flere speciallæger dér, hvor patienterne mangler dem, og færre læger samlet set, når fremskrivningerne viser et betydeligt overskud.

Det er den balance, politikerne skal finde nu. For vi løser ikke dagens speciallægemangel ved at uddanne for mange læger i morgen.