Gå til indhold

Nationalt Center for Sundhedsinnovation skal først og fremmest fjerne barrierer

Camilla Rathcke, Formand, Lægeforeningen 
Trine Winterø, Prodekan for innovation og samfundsrelationer, KU SUND 
Katrina Feilberg Schouenborg, Branchedirektør for Sundhed og Life Science, Dansk Erhverv 

Bragt i Sundhedsmonitor den 19. august 2025

Nationalt Center for Sundhedsinnovation skal først og fremmest fjerne barrierer 
Det er glædeligt, at Danmark nu får et Nationalt Center for Sundhedsinnovation. Med ambitionen om at styrke optaget af innovative løsninger i sundhedsvæsenet, er centeret et vigtigt skridt i retning af et mere bæredygtigt, sammenhængende og innovationsfremmende sundhedsvæsen. Men hvis centret for alvor skal gøre en forskel, og ikke bare være gammel vin på nye flasker, må dets opgave først og fremmest være at fjerne de mange barrierer, som i dag står i vejen for implementeringen og udbredelsen af innovative løsninger i sundhedsvæsenet. 

For vi mangler ikke idéer. Og vi mangler bestemt ikke ildsjæle. Overalt i sundhedsvæsenet og i det omkringliggende økosystem - på universiteterne og i start-up-miljøerne - spirer innovative løsninger frem – nogle er nye, andre eksisterer allerede og har vist deres potentiale. Alligevel bliver de alt for sjældent taget i brug. Og endnu mere sjældent bliver de skaleret op og udbredt til hele sundhedsvæsenet, så de virkelig kommer patienter og personale til gode. 

Derfor skal det nye center ikke fokusere på selv at skabe innovation – eller fostre endnu flere pilotprojekter. Det skal fokusere på at fjerne de barrierer, der står i vejen for de allerede eksisterende evidensbaserede løsninger, som ikke udbredes. Innovation skabes nemlig først og fremmest ude i den virkelige verden tæt på patienternes og personalets behov – i klinikken, i virksomhederne, i laboratorierne – og ikke bag et skrivebord.  

Innovation drukner i forhindringer – ikke i manglende kreativitet 
Barrieren er ikke opfindsomhed – den er strukturel. I dag drukner mange gode løsninger i bureaukrati, silotænkning, træg implementering, uigennemskuelige godkendelsesprocedurer og undertiden juridiske benspænd fra forskellige lovområder. Det kan fx være løsninger til hjemmebehandling eller AI-løsninger, hvor der findes mange løsninger på forsknings- og pilot niveau, men hvor det ikke er lykkes at skalere løsningerne til den generelle drift.  

Telemedicin er et område, hvor der er blevet testet mange løsninger i de forskellige regioner, som dog aldrig er blevet udbredt – fx TeleCare Nord for KOL-patienter i Nordjylland. Et andet eksempel er sensorbaserede glukosemålere, som nu endeligt er anbefalet til nationalt brug, men hvor udbredelsen har været langsommelig, til stor frustration for diabetespatienter landet over.  

Sundhedspersonale og ledere mangler ofte klare incitamenter og støtte til at tage nye løsninger i brug. Og når noget virker ét sted, mangler vi strukturer og incitamenter samt mandat og beslutningskraft til at udbrede det til resten af landet. Tilsvarende skal vi udvise mod til at lukke ned for de løsninger, som ikke skal skaleres, fordi de simpelthen ikke vil skabe nok værdi nationalt. Det bør Nationalt Center for Sundhedsinnovation sikre.  

På trods af mange velmenende forsøg har vejen mod et innovativt sundhedsvæsen hidtil været præget af udfordringer. I vores iver for at gøre noget, har vi druknet innovationen i puljer og projektmedarbejdere, mens vi samtidig har glemt en vigtig pointe: gode ideer kan ikke holdes nede. Det er nærmest en naturlov at gode ideer opstår og udbredes både i klinikken og hos startups og virksomheder, så længe vi bare skaber de rette betingelser – og afstår fra at skabe unødvendige barrierer.   

Fra ambition til handling 
Hvis centret skal gøre en reel forskel, skal det derfor først og fremmest nedbryde de barrierer der eksisterer i dag. Det handler om at sikre reel, bred implementering af det, vi allerede ved virker. Det som er udviklet baseret på et reelt behov og hvor produktet er lavet, så det faktisk kan skaleres. Og med en effekt og evidens, som retfærdiggør en skalering. 

For at lykkes med det, må centeret udstyres med mandat, politisk opbakning og tæt forankring i både praksis og beslutningsniveauer. Det må ikke ende som en tænketank eller et udstillingsvindue for gode intentioner. Eller en fabrik for nye ikke-testede løsninger. 

Lad os derfor være klare i vores forventning: Centeret skal ikke opfinde fremtiden – det skal sørge for, at vi kan tage den i brug.