Samfundet skal ikke stikke udenlandsk uddannede læger blår i øjnene og foregøgle, at sundhedsvæsenet kan tilbyde dem arbejde
Af Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Jyllands-Posten d. 1. november 2025
Der er brug for realisme, når det handler om rekruttering af læger til Danmark fra såkaldte tredjelande – altså lande uden for EU.
Vi uddanner i forvejen mange læger herhjemme i disse år, og en mekanisk fremskrivning fra Finansministeriet – om end behæftet med væsentlig usikkerhed – peger på, at der i 2035 kan være op mod 10.000 læger i overskud i Danmark. Uanset om det tal ender på 1.000, på 10.000 eller noget helt tredje, er det helt uholdbart. Politikere og myndigheder skal naturligvis sørge for, at vi ikke risikerer arbejdsløshed blandt læger.
Og ét er vores egen ”overproduktion”, noget andet er vores etiske forpligtelse som land. Når læger fra lande med alvorlig lægemangel rekrutteres til Danmark, risikerer Danmark at bidrage til brain drain – og mange af de udenlandsk uddannede læger får falske forhåbninger om et lægeliv her, som i praksis ikke kan realiseres.
Vi ved – blandt andet fra det netværk for udenlandsk uddannede læger, som Lægeforeningen driver – at mange af de udenlandsk uddannede læger, der er i Danmark, har store vanskeligheder med at finde fodfæste i det danske sundhedsvæsen. De brænder for at arbejde i det danske sundhedsvæsen – uanset om det er på Lolland, i Sønderjylland eller i København. Alligevel kan de ikke få evalueringsansættelser.
Det drejer sig om læger, som har fået godkendt deres eksamenspapirer og bestået både sproglige og lægefaglige prøver. De mangler kun de afgørende evalueringsansættelser, før de kan få dansk autorisation. Alligevel får de afslag – ofte med henvisning til, at der ikke er økonomi til stillingerne i de enkelte afdelinger. I starten af efteråret skrev 168 udenlandsk uddannede læger et debatindlæg i Politiken om problematikken.
Det er derfor helt ude af trit med virkeligheden, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) fortsat har »læge« stående på sin positivliste over erhverv i Danmark med mangel på højtuddannet arbejdskraft – en mangel, som ifølge SIRI’s egen liste gælder helt frem til 2027.
Myndighederne må slå bak på planerne om at fortsætte med at tiltrække flere læger fra udlandet. Læger skal ud af positivlisten. Indtil vi har den længe lovede analyse af den langsigtede efterspørgsel efter speciallæger fra regeringen, bør kvoten for ansøgning om autorisation fra læger fra tredjelande være på nul.
Det strider mod al fornuft, når Danmark uddanner flere læger end nogensinde og samtidig rekrutterer læger fra udlandet, mens mange af de udenlandske læger, der allerede er her, ikke har udsigt til at komme i arbejde som læge i det danske sundhedsvæsen.
Både politikerne på Christiansborg og regionerne må tage ansvar. Først og fremmest skal der ikke inviteres flere læger til landet, som vi ikke kan sikre beskæftigelse til – det ansvar ligger på Christiansborg.
Dernæst må regionerne sørge for, at der kommer en landsdækkende procedure for evalueringsansættelser til de udenlandsk uddannede læger, der allerede er i Danmark, så de kvalificerede udenlandske læger, der står klar til at arbejde, kommer ud i sundhedsvæsenet, der hvor patienterne har behov for dem. Det må ikke afhænge af den enkelte afdelings økonomi, om dygtige læger kan komme i arbejde.
Danmark skal behandle de udenlandske læger, der allerede er i landet, ordentligt og respektfuldt. Samtidig er der behov for realisme og anstændighed: Samfundet skal ikke stikke udenlandsk uddannede læger blår i øjnene og foregøgle, at sundhedsvæsenet kan tilbyde dem arbejde.