Uden markant flere speciallæger kommer reformen ikke i mål

Altingets artikel ”På Hindsgavl Slot gav regionerne ordet til to centrale arkitekter bag sundhedsreformen. Her er deres budskab” var interessant læsning. Der er ingen tvivl om, at det er relevant at høre ’arkitekternes’ udlægning af reformen, og det er ikke overraskende, at der er et stort fokus på den såkaldte ”fordeling” af læger (deres ord, ikke mine). Til gengæld er det både nedslående og uacceptabelt, at man taler fordeling af læger, som var de legoklodser, man kan flytte rundt med efter forgodtbefindende. Det er vi på ingen måde. De gængse regler på det danske arbejdsmarked gælder altså også for læger.

Manglen på speciallæger er monumental
Ofte er det også værd at lægge mærke til, hvad der ikke bliver sagt. Her hæfter jeg mig ved, at manglen på speciallæger ikke nævnes med et eneste ord i artiklen. Det undrer, for det er jo fundamentalt for enhver, der gerne vil ’fordele’ – stillinger – at der skal være en kritisk masse at fordele af.

At der er udbredt mangel på speciallæger i Danmark, har stået klart i årevis. Lægeforeningen påpegede helt tilbage i 2021, at der bliver uddannet omtrent 200 for få speciallæger årligt. Det er et stort problem, for det går jo udover patienternes adgang til specialiseret udredning og behandling. Sundhedsstyrelsen har i årevis nølet med at undersøge problemet til bunds, og den analyse, som ministeriet meddelte, skulle i gang på baggrund af dimensioneringsplanen fra 2023 glimrer også stadig ved sit fravær. Derfor dykkede vi fra Lægeforeningens side selv ned i problemet. I starten af december offentliggjorde vi vores analyse af efterspørgslen af speciallæger. Den viser, at det danske sundhedsvæsen mangler 2.000 speciallæger nu og her. Det gælder både praktiserende læger, men også speciallæger indenfor gigtsygdomme, demens, psykiatri og flere andre specialer, der også er involveret i blandt andet kræftbehandling.

Den ganske voldsomme mangel er jo en væsentlig del af årsagen til, at mange patienter oplever lange ventetider og -lister, og at der er lukket for tilgang af nye patienter i mange praksisser i store dele af landet.

Alle læger skal kunne blive speciallæger
Alle de læger, som bliver uddannet fra universiteterne, skal kunne blive speciallæger – det var bevæggrunden for at øge optaget i sin tid, at vi manglede speciallæger. Men det kan de ikke i dag, da den politiske beslutning om flere speciallæger ikke er ført helt til dørs. Og det er ikke mindst derfor, at speciallægemanglen stikker så dybt, som den gør.

Konkret skal antallet af specialistforløb, de såkaldte hoveduddannelsesstillinger, i Sundhedsstyrelsens kommende dimensioneringsplan øges markant. Det er den plan, som fastlægger hvor mange specialistforløb, hvormed læger bliver speciallæger, der er til det antal af læger, som uddannes fra universiteterne.

Det tager omtrent syv år efter endt lægestudie på universitetet, til man er færdig som speciallæge. Lægeforeningens tal dokumenterer, at der også fremadrettet vil mangle speciallæger i en række forskellige specialer. I 2030 vil der fortsat mangle omtrent 2.000 speciallæger, fordi det tager mange år at videreuddanne læger til speciallæger. Hvis ikke politikerne sikrer videreuddannelse af markant flere læger til speciallæger, vil Danmark stadig mangle omtrent 1.500 speciallæger i 2045.

Summa summarum: Man kan tale om ’fordeling’ af læger herfra og til juleaften, men dels er læger ikke legoklodser, og dels løser man ikke lægedækningsproblemerne, hvis man ikke skruer op for videreuddannelsen af læger til speciallæger. Uden markant flere speciallæger kommer reformen ikke i mål. Og det skal den. For patienternes skyld.