Vi står skråsikkert på nej til aktiv dødshjælp

Vi foreslår, at alle patienter med en livstruende sygdom, hvor helbredende eller sygdomsstabiliserende behandling ikke er mulig eller er utilstrækkelig, får en lovsikret ret til palliativ behandling. Debatten om en værdig afslutning på livet er følelsesmæssigt udfordrende. Både etisk og substantielt. For debatten fremkalder alle de tabuer, der ligger i, hvordan vi som samfund vælger at hjælpe de mest sårbare og alvorligt syge.

Et bud på en "løsning" er aktiv dødshjælp, et andet er assisteret selvmord, begge bliver ofte fremhævet som acceptable afslutninger for, at dødeligt syge mennesker i stor lidelse kan dø med værdighed. Men den tankegang skygger for det, der er langt vigtigere: Hvordan sikrer vi alle adgang til den bedst mulige lindring og omsorg, når livet går på hæld?

Nu har debatten fået et par modeller til offentlig refleksion, men det grundlæggende spørgsmål står stadig og blafrer i vinden.

Udvalget for en mere værdig død er kommet med sine modeller til, hvordan døden kan blive fremskyndet - mens debatten om, hvordan den smertefulde og lidelsesfulde død kan blive mindre frygtet for patienter og pårørende, er forbigået i tavshed. Det er ellers netop frygten for en smertefuld og lidelsesplaget afslutning på livet, der ligger de fleste på sinde. Ikke hvordan man kan komme hurtigere af dage.

I Lægeforeningen opfatter vi nok mest af alt udvalgets opgave som politisk bestillingsarbejde. Alligevel vil vi gerne kvittere for, at udvalgets også har fokus på at styrke de palliative tilbud, som alt for længe har haltet.
Det har Rigsrevisionen påpeget ad flere omgange og netop annonceret, at den igen går i gang med at undersøge. Med god grund, for palliation er i sit udgangspunkt netop lindrende behandling og omsorg til alvorligt syge og døende patienter. Hvilket er en afgørende del af sundhedsvæsenet opgave, som alt for ofte er blevet overset.

Som det fremgår af den nye aftale om sundhedsreformen, er der nu med års forsinkelse kommet et spotlys på vigtigheden af de palliative tilbud. Partierne bag reformen har kæmpet for at styrke området og afsat 600 mio. kr. til bl.a. nationale standarder og forbedringer af de palliative tilbud. Det er ét skridt i den rigtige retning, og vi er glade for, at der er blevet lyttet til vores gentagne opfordringer om handling. Men ét spotlys er ikke nok til alle med behov.

Vi kan og skal gøre mere. Lægeforeningen foreslår, at alle patienter med en livstruende sygdom, hvor helbredende eller sygdomsstabiliserende behandling ikke er mulig eller er utilstrækkelig, får en lovsikret ret til palliativ behandling - uanset diagnose, alder eller bopæl. Det skal sikre, at ingen patienter venter unødigt. Der skal være en ensartet høj kvalitet i hele landet, og vi skal sikre, at alle sundhedsprofessionelle har de nødvendige kompetencer til at yde basal palliation.

Mange ved ikke, at der allerede findes lovlige muligheder for at yde tilstrækkelig lindrende behandling til patienter i deres sidste tid. At det er muligt inden for lovens rammer at lindre, dulme, berolige, så ingen skal forlade livet med angst, uro, smerter eller anden pine. Det fører til den udbredte misforståelse, at det ikke er muligt for terminale patienter at få hjælp i dag. Denne mangel på indsigt får nogle til at skele til aktiv dødshjælp som en kattelem, hvis de selv skulle blive ramt af uhelbredelig sygdom.

Men det understreger behovet for bedre oplysning til befolkningen om de eksisterende muligheder for at skabe en værdig afslutning på livet. Og det understreger behovet for politisk handling, så det palliative område prioriteres. Mette Frederiksen, der startede debatten om aktiv dødshjælp i Danmark, siger selv i podcasten "Sørine & Livskraften", at hun har en oplevelse af, at jo mere vi taler om aktiv dødshjælp, jo flere går fra at være for til at være imod. Det mener vi understreget pointen om, at jo mere oplysning om muligheder danskere får, jo mere vil de se, at hverken aktiv dødshjælp, hvor lægen tager livet af patienten på bestilling, eller assisteret selvmord, hvor lægen udskriver medicin, som patienten selv kan tage med det formål at dø, er hensigtsmæssigt i Danmark.

Vi har hele tiden forholdt os skeptiske over for påstanden om, at et stort flertal af danskerne skulle være tilhængere af aktiv dødshjælp. Nuvel, vi kan ligesom regeringen godt læse meningsmålinger. Men vi kan også læse, hvad der spørges om - ofte noget fordrejet eller blandet sammen med palliativbehandlinger, som allerede er mulige i dag.

I Lægeforeningens egen undersøgelse viste det sig, at fire af fem danskere blander aktiv dødshjælp sammen med palliativ behandling og andre behandlingstyper, som allerede praktiseres i dag. Så når danskere bliver spurgt, om de går ind for aktiv dødshjælp, så er det altså ikke entydigt, hvad de mener.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at vi i Lægeforeningen er modstandere af aktiv dødshjælp. Det er ikke en løsning, men en glidebane. Det får alvorlige konsekvenser for vores opfattelse af menneskets værdi. Og det risikerer at skabe en forråelse, når samfundet åbner for muligheden for aktivt at tage liv, ligesom der sendes et signal om, at nogle liv er mindre værd end andre. Det vil unægtelig skabe et fuldstændigt uacceptabelt pres på mennesker med alvorlige sygdomme eller med handicap - mennesker, som i forvejen er i en sårbar situation.

I en erkendelse af at det for nogen stadig synes som en løsning aktivt at tage patienter af dage, vil vi gerne dele de indsigter og erfaringer, vi står på, når vi står så skråsikkert på et nej.

Erfaringer fra andre lande bør tjene som en klar og tydelig advarsel. I Holland og Canada er antallet af patienter, som får aktiv dødshjælp, stejlt stigende. Og gruppen af mennesker, der får dette tilbud, udvides til nu også at gælde børn, mennesker med demens og mennesker med psykiske lidelser. I Holland dør ca. 9.000 mennesker om året af aktiv dødshjælp. Belgien legaliserede aktiv dødshjælp i 2002, og i 2014 blev aldersrestriktionen ophævet, så også børn kan modtage aktiv dødshjælp.

Glidebaneeffekten er reel og skræmmende. Hvad der begynder som en undtagelse for bestemte patientgrupper, risikerer at brede sig til andre, der ikke nødvendigvis ønsker eller
har forudsætninger for at træffe denne ultimative beslutning.

Endnu mere skræmmende bliver det, når ord som "værdighed" og tanker om at ligge til last bliver kombineret med tanker om at tage sig af dage. Og det er netop værdighed, der skal tages en debat om.

For vores undersøgelse viser, at mere end halvdelen af alle danskere kan forestille sig, at personer med invaliderende handicap eller kronisk syge kan tænkes at vælge døden for ikke at være en belastning for deres pårørende. For ikke at være en belastning for nogen. Og det fokus skævvrider ønsket om hjælp.

Her vil vi som læger gerne hejse et vigtigt flag. For i sundhedsvæsenet ligger ingen til last. Som læger er det en vigtig del af vores faglige stolthed, at alle patienter skal hjælpes og lindres. Og her er der en særlig pligt og stolthed i standen i at tage godt vare på patienter, der er døende. I det lys er det meget uheldigt, at der i den offentlige debat er kommet et strejf af, at det er uværdigt at være døende og have brug for hjælp af sundhedsvæsenet. Og det er ikke kun læger, der har det sådan. Spørg sygeplejersker, og de vil sige det samme. Ligeså vil andre fagligheder i sundhedsvæsenet være enige.

Delstaten Oregon i USA bruges ofte som eksempel på, hvordan assisteret selvmord - det vil sige, at læger kan udskrive medicin, som patienten selv kan tage med det formål at dø - kan fungere under stramme rammer. Samt hvordan de i Oregon har sikret, at tilbuddet kun omfatter terminale patienter med få måneder tilbage af livet.

Men her må vi heller ikke ignorere, hvad forskningen viser: Op mod halvdelen af de patienter, der ønsker aktiv dødshjælp i Oregon, frygter, at de kan blive en byrde for deres pårørende eller for sundhedsvæsenet.

Vi ønsker ikke et samfund, hvor alvorligt syge mennesker vælger døden for at skåne deres nærmeste.

Ingen skal frygte, at de er en byrde. Alle har ret til at blive mødt med omsorg, respekt og den bedst mulige behandling i livets sidste fase. En styrkelse af palliationen er svaret - ikke aktiv dødshjælp.

Palliation handler om mere end medicinsk lindring. Det handler om at skabe de bedste rammer for, at mennesker kan afslutte livet på egne præmisser omgivet af deres nærmeste og med værdighed. Undersøgelser viser, at mange danskere ønsker at dø i eget hjem.

Det kræver en koordineret indsats mellem sundhedsvæsenet og pårørende, så patienterne kan få den nødvendige støtte til at tilbringe deres sidste tid i trygge omgivelser. Det vil skabe tryghed og kan dulme frygten for at ende sine dag i smerte og lidelse.

Det vil tilmed være en hjælp for pårørende, at de på forhånd ved, hvilket forløb de skal støtte den syge igennem. Klarhed og sikkerhed er det bedste middel mod frygt.

Døden er en uundgåelig del af livet, men den skal ikke være præget af unødvendig lidelse eller skyldfølelse, ej heller frygt. Vi skal værne om menneskets værdighed - lige til det sidste. Vi har hele tiden forholdt os skeptiske over for påstanden om, at et stort fel rtal af danskerne skulle være tilhængere af aktiv dødshjælp.