Høring over bekendtgørelse om Ét Kontaktpunkt

1. december 2025

Bekendtgørelsen bør ændres på afgørende punkter
Lægeforeningen værdsætter muligheden for at afgive nærværende høringssvar. Vi ser positivt på etableringen af Ét Kontaktpunkt (EKP), men det fremsendte udkast til bekendtgørelse bør ændres på afgørende punkter: De forslåede sagsbehandlingsfrister er for lange og afgørelseskompetencen er ikke tilstrækkeligt samlet hos EKP.

Lange sagsbehandlingsfrister hæmmer forsknings- og kvalitetsprojekter
I forslåede bekendtgørelses § 11 stk. 1 fastsættes EKP’s sagsbehandlingsfrist til 90 dage. Hertil kommer, at bekendtgørelsens § 11 stk. 2 muliggør forlængelse af denne sagsbehandlingsfrist med yderligere 90 dage, hvis det er nødvendigt. Så lange frister er uacceptable, og vil i praksis kunne forsinke eller i værste fald afspore forsknings- og kvalitetsprojekter, der er afhængige af hurtig adgang til data.

De foreslåede frister afspejler EHDS-forordningens artikel 69. Efter Lægeforeningens opfattelse bør indføring af EHDS dog ikke medføre forringelse af aktuelle sagsbehandlingstider og Danmark bør være mere ambitiøse end blot at implementere den længste mulige frist inden for EHDS-rammerne.

Lægeforeningen mener, at fristerne i § 11 bør reduceres til højest 60 dage samt, at ’nødvendige årsager’ til fristforlængelse efter § 8 stk. 2 defineres klart og snævert, så forlængelse kun kan ske i sjældne tilfælde. Desuden bør det fremgå af stk. 2, at antallet af dage skal forstås som kalenderdage og ikke arbejdsdage, og at brugerens adgang til data opnås umiddelbart efter afgørelse.

Afgørelseskompetencen bør i videst muligt omfang samles hos EKP
Det er positivt, at databrugere i fremtiden vil kunne søge om adgang til mange af landets kilder af sundhedsdata ét sted, og at brugerne vil få en samlet afgørelse. Det fremgår imidlertid af bekendtgørelsens § 8 stk. 1, at EKP kun har afgørelseskompetence for data, som Digital Sundhed Danmark (DSD) er dataansvarlig for, og at de dataansvarlige myndigheder for øvrige data, som brugere skal søge om adgang til via EKP, jf. § 8 stk. 2, kan afvise at videregive data på baggrund af EKP’s vurdering. Dette fastholder den nuværende situation, hvor ansøgeres adgang til sundhedsdata afhænger af, hvilken myndighed, der træffer afgørelsen, med risiko for uens afgørelser og ulige adgang.

Hvis afgørelseskompetencen ikke samles under EKP, risikerer EKP at komme til at fungere som postkasse mellem ansøger og mange forskellige data – ikke som det ene kontaktpunkt, der er formålet. I så fald ville EKP ikke opnå den forenkling og ensartethed i juridiske vurdering, der er brug for.

Lægeforeningen finder det afgørende for lige, transparent og forudsigelig adgang til sundhedsdata, at afgørelseskompetencen i videst muligt omfang samles hos EKP, så man kommer væk fra forskellig praksis og vilkår hos enkelte dataejere.

Øvrige bemærkninger
Lægeforeningen anbefaler, at der tages højde for allerede godkendte projekter og tilhørende dataaftaler således, at disse ikke pålægges nye krav eller på anden måde forstyrres alene som følge af etableringen af EKP.

I §9 stk. 7 fremgår, at ansøger skal angive det databehandlingsmiljø, hvori data ønskes behandlet, samt beskrivelse af garantierne, som er planlagt for at forhindre misbrug. Da data skal behandles på et godkendt databehandlingsmiljø, virker det redundant, at alle ansøgere fortsat skal beskrive garantier, der er planlagt for at forhindre misbrug ved hver ansøgning. Dette bør i stedet beskrives i forbindelse med ansøgning om godkendelse af et databehandlingsmiljø.

Den lange implementeringsperiode for EKP bør anvendes til systematisk at inddrage relevante brugere af sundhedsdata – herunder ikke mindst sundhedsfaglige forskere – så overgangen til EKP planlægges og gennemføres på en måde, der understøtter en stabil og sammenhængende anvendelse af sundhedsdata.

Afslutningsvis ønsker Lægeforeningen at understrege, at når så meget ansvar og så mange funktioner samles ét sted, indebærer det en risiko for flaskehalse og for, at fejl eller kapacitetsproblemer får konsekvenser for mange. Det er derfor afgørende, at etablering og drift af EKP fra start tilrettelægges robust, og at der allokeres tilstrækkeligt med ressourcer og kompetencer til både sagsbehandling, teknisk infrastruktur og løbende opfølgning, så ordningen i praksis styrker adgangen til sundhedsdata.

Med venlig hilsen

Camilla Noelle Rathcke Formand for Lægeforeningen