Gå til indhold

Høringssvar til lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation

Af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (Anvendelse af beskyttelseshandsker på inhabile patienter ved somatisk behandling, lempelse af krav om forudgående information til visse behandlinger, sundhedspersoners ordination af medicin med tilskud samt ændret autorisationsproces for kliniske tandteknikere med professionsbacheloruddannelse i klinisk tandteknik)

PAS PÅ IKKE AT ØGE ULIGHED I SUNDHED

Lægeforeningen takker for muligheden for at komme med høringssvar til dette lovforslag.

Anvendelse af beskyttelseshandsker
Lægeforeningen anerkender, at der i somatikken kan opstå situationer, hvor midlertidigt eller varigt inhabile patienter – eksempelvis patienter med delir, svær demens eller anden akut eller varig kognitiv påvirkning – utilsigtet bringer sig selv i fare ved at trække livreddende slanger, sonder eller apparatur ud. Lægeforeningen bakker derfor op om, at der gives mulighed for anvendelse af beskyttelseshandsker ved at indføre § 27 g i sundhedsloven. Det er desuden positivt, at forslaget tydeligt afgrænser anvendelsen til konkrete behandlingsforløb og ledsages af krav om lægelig vurdering, proportionalitet, journalføring, indberetning og tilsyn.

Samtidig finder Lægeforeningen det vigtigt at understrege, at når der indføres et fysisk indgreb, der i praksis kan minde om en mild form for fiksering, er det nødvendigt med klarhed om, hvilke betingelser der skal være opfyldt – herunder hvordan patienten skal observeres og beskyttes under anvendelsen. Da handskerne fysisk forhindrer patienten i at bruge hænderne, bør der være tydelighed om observationsniveauet, så indgrebet ikke efterlader patienten uden mulighed for at tilkalde hjælp eller blive tilset tilstrækkeligt.

Samlet vurderer Lægeforeningen, at den foreslåede bestemmelse er nødvendig og relevant, men at der er behov for yderligere præciseringer af sikkerhed, observation og rammer for anvendelsen, for at ordningen kan implementeres tilstrækkeligt ensartet og patientsikkert.

Lempelse af krav om forudgående samtykke til visse behandlinger
Lægeforeningen anerkender ambitionen om at anvende digitale løsninger, hvor det kan styrke sammenhæng, kvalitet og ressourceudnyttelse i sundhedsvæsenet. Digitale forløb kan dog kun erstatte mundtlig information, når der er sikkerhed for, at patienten har de nødvendige forudsætninger for at forstå informationen og gennemføre behandlingen.

Flere patientgrupper kan blive udfordrede af, at informationen ikke gives mundtligt. Det gælder f.eks. patienter med svage skriftlige eller digitale færdigheder, eller patienter, der har en barriere i forhold til at kontakte behandlingsstedet med spørgsmål til behandlingen. Lægeforeningen mener derfor, at forslaget risikerer at øge uligheden i sundhed.

Information er en forudsætning for at patienterne kan samtykke til behandlingen, men også helt centralt for kvaliteten, resultatet og oplevelsen af behandlingsforløbet. Det er derfor væsentligt, at fravigelsen af mundtlig information ikke medfører misforståelser, manglende compliance eller forværrer eksisterende barrierer. Det er afgørende, at den skriftlige information har en karakter, hvor den er forståelig og anvendelig for patienterne.

Lægeforeningen mener derfor, at det skal præciseres, hvem der foretager vurderingen af, om patienten i det konkrete tilfælde kan undvære mundtlig information, hvordan vurderingen af patientens skriftlige og digitale forudsætninger foretages, og hvordan den dokumenteres – særligt i patientforløb, der går på tværs af sektorer. Det bør samtidig tydeliggøres, hvordan en sådan vurdering reelt kan foretages i rent digitale forløb uden nogen mundtlig kontakt.

Derudover bør det præciseres, hvordan informeret samtykke sikres i digitale forløb, og hvordan sundhedspersonalet skal forholde sig ved manglende respons fra patienten. Patienter skal samtidig på en enkel måde kunne anmode om mundtlig information.

Lægeforeningen finder endvidere, at en lempelse af kravet om mundtlig information skal afgrænses til behandlinger med ubetydelige risici og komplikationer, og hvor manglende eller forkert gennemførelse ikke kan få reelle helbredsmæssige konsekvenser for patienter (ud over forlængelse af symptomerne). For disse behandlingstyper bør det samtidig præciseres, hvordan informeret samtykke sikres og dokumenteres i digitale forløb.

Lægeforeningen har ingen bemærkninger til de øvrige ændringsforslag.

Med venlig hilsen

Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen