Nej, statsminister, aktiv dødshjælp er ikke svaret

Helt uventet varslede statsministeren på Folkemødet i sidste uge, at det nu er tid til at debattere aktiv dødshjælp. Hun henviste til et borgerforslag om at indføre aktiv dødshjælp, som afventer afstemning i Folketinget, og hun kommenterede Etisk Råds modstand mod aktiv dødshjælp med, at »selv har jeg det helt anderledes«, og henviste derefter til en konkret personlig beretning.

Det er en dybt bekymrende situation. Der er en reel risiko for, at vi om kort tid kan have et sundhedsvæsen, som bevidst tager livet af mennesker. Med skræmmende perspektiver for både patienter og læger. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke anfægter bevæggrundene hos tilhængere af at legalisere aktiv dødshjælp. Det er min klare opfattelse, at de vil deres medmennesker det bedste. Men de går ad den forkerte vej.

For faktum er, at debatten ofte forplumres af enkeltsagshistorier og et generelt manglende kendskab og unuanceret blik for, hvad sundhedsvæsenet i dag kan tilbyde alvorligt syge og døende. Men kapaciteten inden for lindrende behandling – den nødvendige palliative behandling og pleje til svært syge og måske uafvendeligt døende patienter – er ikke stor nok. For det er ikke politisk prioriteret højt nok, også selvom Rigsrevisionen i 2020 har givet kritik af området. At komme med et tilbud til borgerne om aktiv dødshjælp under de betingelser er ikke i orden – mildt sagt.

I det hele taget er udmeldingen fra statsministeren et uheldigt signal at sende til befolkningen, i forhold til hvordan vi som samfund bedst hjælper mennesker med svær kronisk sygdom, lidelse eller handikap. Sundhedsvæsenet er presset, og grebet slippes ikke i de nærmeste år. Det er her, at statsministeren burde have sit fokus. Skab rammer, så vi kan give den nødvendige behandling og pleje til patienterne – også i deres sidste tid – fremfor at legalisere, at vi kan tage livet af dem.

Statsministeren talte på Bornholm også om hensynet til patienternes værdighed. Et hensyn, vi deler. Men netop patienternes værdighed – at de er værdifulde og ønskede, uanset om de er raske, handikappede, syg eller døende – kan i den grad blive udfordret af aktiv dødshjælp. Forråelsen i samfund og sundhedsvæsen ligger ligefor.

Vi kan få et sundhedsvæsen, hvor nogle patienter tvinges til at overveje, om ikke det var bedre at dø før tid, fordi vi som samfund mener, at netop deres liv er sådan, at det måske er bedre for dem at dø. Hvor et svækket menneske måske oplever at være til besvær for de pårørende og »beslutter« sig for at dø. Hvor mennesker med alvorlige handikap skal forsvare deres ret til at være til. Eller hvor vi indretter tilbuddet til dem, der vil leve, efter, hvad vi andre synes, er rimeligt – også selvom det er et utilstrækkeligt tilbud. Et skræmmende eksempel på dét udspillede sig for få år siden i Canada, hvor en handikappet mand i pressen og over for en parlamentarisk komité fortalte, hvordan personale bragte muligheden for aktiv dødshjælp på bane som et alternativ til en plejehjemsplads. Han ønskede at leve, men skulle kæmpe for at få lov. Det er ikke værdigt.

Nu har statsministeren skudt debatten i gang herhjemme, og vi vil naturligvis blande os. Et spørgsmål, som vi kommer til at stille, er, hvordan hun vil sikre, at aktiv dødshjælp ikke gives til patienter, som den ikke var tiltænkt i første omgang. Hvordan vil danske politikere sikre sig mod den glidebane, som vi oplever i de lande, hvor aktiv dødshjælp er lovlig?

Fra udlandet ved vi, at det typisk starter med ønsket om at give uhelbredeligt syge adgang til aktiv dødshjælp. Men så skrider det. Selvom aktiv dødshjælp indføres i en restriktiv form, så skubbes grænserne for, hvem der skal tilbydes aktiv dødshjælp, og hvor ofte det sker. Se til Holland, hvor antallet af tilfælde af aktiv dødshjælp nærmer sig 9.000 om året, og hvor aktiv dødshjælp også tilbydes til grupper som ældre, der lider af demens, og til børn. Mennesker med psykisk sygdom kan også få adgang til aktiv dødshjælp. Sådan forestiller og ønsker vi os nok ikke, det skal være i Danmark, men faktum er, at indikationen skrider, og at samfundet indretter sit tilbud til dem, der vil leve, på et mindre ambitiøst niveau.

At forslag om at lovliggøre aktiv dødshjælp igen og igen dukker op, skal tages alvorligt. Mange frygter at dø alene og i smerte, og det er ikke svært at forstå. Det sender også et klart signal om, at der er brug for både at styrke mulighederne for at give en værdig afslutning på livet med pleje, nærvær og palliativ behandling. Og at egen læge, sygehus og kommune kan arbejde sømløst sammen om dette, når behovet er der. Der er også brug for at informere mere bredt om de vide muligheder, som loven faktisk giver. En døende patient kan modtage f.eks. al den smertestillende og beroligende medicin, som er nødvendig for at lindre, selvom det kan betyde, at døden fremskyndes.

Vi har i Lægeforeningen meldt klart ud i den aktuelle debat. Vi ønsker ikke aktiv dødshjælp, og vi kommer til at stå fast. Som læger arbejder vi for – om muligt – at helbrede og altid at lindre, så patienten får en værdig og smertefri død. Vi er ikke sat i verden for at tage livet af patienterne. Så enkelt er det.