Omstillingen af sundhedsvæsenet skal bæres af kvalitet og prioritering

Selvom vi læger hver dag leverer udredning og behandling af høj kvalitet sammen med kolleger fra mange andre faggrupper, så står det lysende klart, at der skal nogle fundamentale forandringer til for at imødekomme de mange udfordringer, som sundhedsvæsenet står overfor. Vi er for få sundhedspersoner i forhold til det stigende antal patienter. En omstilling er altså nødvendig. Det kræver skarpe prioriteringer og bortfald af tilbud, så vi kan bruge kræfterne på de nødvendigste opgaver. Og så kræver det, at der er høj kvalitet i de opgaver, der fortsat skal løftes. Uanset hvor i sundhedsvæsenet, de løses.

De seneste år er der nedsat forskellige kommissioner til at give bud på, hvordan udfordringerne skal tackles. Det vidner om en bred politisk erkendelse af, at status quo ikke kan opretholdes. Det er et godt udgangspunkt, at også landets politikere og centraladministrationen har blik for, at sundhedsvæsenet skal omstilles. Men – for der er et ”men” – når alle er enige om behovet for en omstilling med udflytning til ’det nære’, er det desto mere vigtigt ikke at stirre sig blind på, hvor meget man kan flytte ud og stille om. Det handler ikke bare om at ’flytte opgaven’, undlade at henvise patienterne til sygehus eller tro, kommunerne om lidt bliver ’det nye sort’. Groft sagt skal det handle om kvalitet og ikke kvantitet.

Derfor skal man passe på med at sætte tal og procenter på hvor store opgavemængder, man eksempelvis kan flytte fra sygehuse til det nære. Forleden kunne man i flere medier læse, at Sundhedsstyrelsens direktør mener, at omkring en tredjedel eller op mod 40 procent af al aktivitet, der i dag foregår på hospitaler, flyttes ud i det nære sundhedsvæsen. Og det er ikke bare en opgavemængde, man kan flytte, det er opgaver, man skal flytte, måtte man forstå på styrelsesdirektøren.

33 procent, 40 procent, ingen højere? Lad os nu lige slå koldt vand i blodet – det handler ikke om at overgå hinanden i mere eller mindre løse tal-estimater. Opdraget er helt uomtvisteligt at opskalere og styrke det nære sundhedsvæsen, altså de kommunale sundhedstilbud og praksissektoren plus deres sammenspil. Flere opgaver skal altså kunne varetages i det nære sundhedsvæsen. Her skal der både dykkes ned i, hvordan opgaverne skal varetages, men også om de skal varetages. For nogle opgaver skal falde bort; dette har Lægeforeningen talt for i årevis.

Omstillingen skal gøres klogt, så uanset om det er 33 procent, 40 procent eller et andet skud fra hoften, er det ikke muligt ’bare’ at løfte en opgave ud fra hospital og smide den ind i en kommune. Og det er heller ikke den væsentligste vej for opgaverne. Specialiserede opgaver skal fortsat bo på sygehusene, men flere patienter i kontrolforløb, der nu er tilknyttet sygehus, skal tilknyttes egen læge eller praktiserende speciallæge. Eller selv mestre deres forløb i eget hjem med kontaktmulighed fremfor ’faste forløb’. Nogle patienter kan fuldt ud varetages af egen læge eller speciallæge. Eventuelt med rådgivningsfunktion fra sygehus, men uden at blive til en opgave på sygehuset. Men det er i givet fald ikke en patientrejse, der går fra sygehus til kommune. Derimod kræver det en kapacitetsudvidelse af såvel almen praksis som speciallægepraksis.

De kommunale plejehjem skal dog kunne varetage mere behandling af de ældre fx væskebehandling og IV antibiotika – hvis behandling er absolut nødvendig – så vi kan skabe bedre forløb og undgå mange indlæggelser i patienternes sidste tid. Og det kan godt være, at den ældre er ”indlagt” i egen seng, mens behandlingen står på, men den skal netop ske understøttet af sygehus, almen praksis og plejehjemslæger. Akkurat som så mange andre opgaver, der flyttes ud fra sygehus eller aldrig kommer derind.

Men omstilling og udflytning indebærer altså samtidig, at man i det nære sundhedsvæsen skal kunne løfte et minimum af noget, vi vil kalde sygehuskvalitet – også ude på et plejehjem. Vi kan ikke tillade, at patienterne får ringere behandling, fordi kommunerne er begrænsede i, hvad de kan. Selvom langtfra alt kan og skal foregå på sygehus – og alt heller ikke skal være sygehusopgaver i ’det nære’, for der er også meget vi skal undlade, ikke mindst i den sidste tid – så bør alle også have i baghovedet, at omstillingen af sundhedsvæsenet skal bygge på et fundament af kvalitet. Ellers skaber vi utryghed i befolkningen. Det har jeg tillid til, at Sundhedsstrukturkommissionen har øje for, når de leverer deres anbefalinger senere på foråret – uanset hvor mange tal, de har fået slynget i hovedet.