Alle læger skal kunne blive speciallæger – ellers falder sundhedsreformen til jorden

Op til Danske Regioners generalforsamling lige før påske lancerede de udspillet 25 veje til bedre lægedækning. Et udspil, jeg har kommenteret i flere medier og hvor jeg klart har givet udtryk for, at hvis vi skal sikre ordentlig lægedækning, kræver det langt mere end planer – det kræver handling, især når det gælder videreuddannelsen af læger til speciallæger og rekrutteringen af speciallæger.

Det er selvfølgelig positivt, at regionerne nu vil arbejde mere aktivt med rekruttering, men jeg må også være ærlig: Regionerne har i årevis haft muligheden for at rekruttere aktivt og håndholdt – og det burde have været en naturlig del af arbejdsgiveransvaret, der egentlig ikke burde kræve en særlig applaus. Og slet ikke et stort politisk udspil for at tage ansvar for at tiltrække og fastholde medarbejdere.

Læger er fleksible og søger fagligt stærke miljøer, hvor man kan udvikle sin viden, sin lægerolle og levere behandling af høj kvalitet. Derfor er det opløftende, at der nu fokuseres på at styrke de faglige miljøer netop dér, hvor rekrutteringsudfordringerne er størst. Men meget af det, der i udspillet beskrives som nye greb – som bedre karrierevejledning, lokal forankring og støtte til kliniketablering – har længe været åbenlyse tiltag. At de først nu løftes op, vidner om et forsømt ansvar fra Danske Regioner.

Samtidig foreslår regionerne at forringe speciallægeuddannelsen. Forslag 7 lægger op til, at hoveduddannelsen som udgangspunkt skal kunne gennemføres uden at læger nødvendigvis skal omkring højt specialiserede funktioner. Det er et drastisk indgreb i fagligheden og dermed i patientsikkerheden. En helt central del af speciallægeuddannelsen er, at lægen opnår indsigt i og erfaring med hele spektret af specialet – også de højt specialiserede funktioner. Uden denne del mister speciallægeuddannelsen sin bredde og dybde, og så reduceres kvaliteten af den kommende specialist. Ikke alle speciallæger inden for et speciale skal kunne behandle det meget specielle, men alle skal kunne indtænke det differentialdiagnostisk og kende til indledende udredning. I sidste ende vil det være patienterne, der betaler prisen for forringelse af kvaliteten i udredning og behandling.

Heldigvis er det ikke regionerne alene, der bestemmer over speciallægeuddannelsen. Og herfra skal det lyde helt klart: Hvis man forringer speciallægeuddannelsen for at lappe på rekrutteringsproblemer, gambler man med patientsikkerheden og undergraver fundamentet for et velfungerende sundhedsvæsen. Udover at det vel nærmest er en tilståelsessag på en passiv personalepolitik - men så er det jo godt, der er 24 andre forslag at starte med.

Men det mest grundlæggende problem er, at udspillet undlader at forholde sig til den egentlige udfordring: Danmark mangler i dag 2.000 speciallæger. Det bliver ikke adresseret i udspillet. Tværtimod spores en tilbageholdenhed i forhold til at øge antallet af hoveduddannelsesstillinger. Det er bekymrende. Uden flere speciallæger kan sundhedsvæsenet ikke levere på patienternes behov og forventningerne til sundhedsreformen.

Psykiatrien viser os konsekvenserne: overbelastede afdelinger, lav fastholdelse og patienter, der skal vente længe på at få den behandling, de har behov for. Det samme billede begynder at tegne sig i andre specialer, hvis vi ikke handler nu. Det kræver politisk vilje til at investere i uddannelseskapaciteten og prioritere dimensioneringen – ikke blot omfordele det eksisterende.

Hvis det ikke sikres, at alle læger får mulighed for at blive speciallæger, falder sundhedsreformen til jorden. For uden speciallæger kan man hverken skabe lige adgang eller sikre høj kvalitet i sundhedsvæsenet. Det kræver, at man tør tage fat om roden af problemet. Det gør man ikke ved at udvande uddannelsen eller gentage velkendte forslag. Det gør man ved at anerkende, at vi mangler speciallæger – og handle derefter. Og reelt komme ind i kampen med en aktiv personalepolitik.