Et tilsyn, vi kan stole på

På lægestandens vegne jeg både stolt og lettet over, at vi nu kan fejre en vigtig sejr for vores retssikkerhed. Efter mange års vedholdende arbejde har vi nu sikret konkrete forbedringer i Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn. Forbedringer, som skaber et mere proportionalt, gennemsigtigt og tillidsfuldt tilsynssystem for alle sundhedspersoner. Det er en milepæl for os alle. Det er nok også én af de største sejre for mig personligt i min tid som formand for Lægeforeningen.

Selvom det var i et andet årti, sidder den stadig i kroppen på mig, den dag i et køkken i Odense, hvor en kollega fortalte mig om de dramatiske personlige omkostninger, det havde for hende at have fået en tilsynssag. Den sag endte i Højesteret – og heldigvis med en frifindelse. Men Svendborgsagen skabte rystelser i mange læger.

Den sag blev mit pejlemærke for en kamp, vi måtte kæmpe. Det har været en lang og hård kamp, men det har ikke været forgæves.

Først fik vi indført forbedringer i klagesystemet, som betyder, at klager ikke længere har fokus på at placere ansvar hos enkeltpersoner, men skal behandles som en vurdering af et samlet forløb – et nødvendigt skridt mod et system, der skaber læring frem for frygt. Og et system, der er bedre tilpasset den komplekse virkelighed, som fejl sker i.

Nu har vi så også fået et tilsynssystem, hvor der er fokus på proportionalitet og retssikkerhed, og hvor sundhedspersoner ikke på forhånd skal føle sig dømt.

En af de mest markante forbedringer i tilsynssystemet er, at krav om kontrolforanstaltninger som eksempelvis urinprøver nu kun kan benyttes, når der er konkret mistanke om misbrug. Det er en ændring, vi har ventet på i årevis, og som nu betyder, at læger ikke længere skal føle sig unødvendigt mistænkt og kontrolleret for misbrug – for en sikkerheds skyld. Når ens sag drejer sig om noget andet, har det været intimiderende for mange. Denne ændring er et skridt mod et sundhedsvæsen, hvor tillid og respekt for den enkelte sundhedsperson er i centrum. Og hvor ’oplysning af en sag’ er proportionel men den bekymring, der er rejst.

Vi har også opnået, at der nu vil være større gennemsigtighed i tilsynssager. Sundhedspersoner, der er involveret i en tilsynssag, vil få klare orienteringsbreve, der forklarer, hvad der sker, og hvad der forventes af dem. Denne forbedring vil skabe mere tryghed og reducere den usikkerhed, som mange læger tidligere har følt.

En anden stor forbedring er, at de sundhedspersoner, der midlertidigt får frataget deres autorisation, nu vil få vejledning, som kan give dem bedre mulighed for at komme tilbage i deres arbejde, når de har lært af deres fejl. Det er et system, der ser på rehabilitering frem for udelukkelse, og det er noget, vi har kæmpet for i årevis.

Men selvom vi har opnået meget, er der stadig et sidste skridt at tage: afskaffelsen af "gabestokken". Det er fair at få kritik, hvis man har begået en fejl – men ingen bliver jo klogere eller bedre af også at blive hængt ud på en myndigheds hjemmeside. Det er på høje tid, at samfundet fjerner den offentlige udskamning, som ingen plads har i et moderne sundhedsvæsen. Overhovedet. Og selv om færre fremover vil havne i den berygtede gabestok, fordi patientklagesystemet nu har fokus på forløb og ikke på enkeltpersoner, så er den et udtryk for en forældet kultur. Derfor er der fortsat behov for, at den bliver afskaffet.

Når det er sagt, er vi kommet rigtigt langt, siden den såkaldte ”Strammerpakke” første gang så dagens lys.

Vi har ikke gjort det alene, og det er på sin plads at kvittere for et målrettet og konstruktivt samarbejde med en række aktører i sundhedsvæsenet. Det er en sejr for både sundhedspersoner og patienter, at vi nu har et tilsyn, der beskytter både patienternes sikkerhed og sundhedspersonernes retssikkerhed.