Nu skal der prioriteres på den helt store klinge
Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Brag i Ugeskriftet den 4. juli 2025
Det har været en tour de force på sundhedsområdet med diverse politiske og økonomiske aftaler, planer og -pakker dette forår, men det er ikke tid til at hvile på laurbærrene for hverken regeringen eller andre i ’sundheds-Danmark’. I Lægeforeningen spejder vi fortsat nysgerrigt efter pejlemærkerne for, hvordan vi får indtænkt en prioriteringsdagsorden mere tydeligt og bevidst – og hvordan vi får sparket det Nationale Prioriteringsråd bedst muligt i gang.
Politisk er man også på prioriteringsdagsorden nødt til at samle kræfterne og komme op på den helt store klinge, hvad angår at sikre den klogeste brug af arbejdskraft og ressourcer i sundhedsvæsenet. Vi taler altså ”prioritering” i bredeste forstand.
Her er det oplagt at minde beslutningstagerne i ’sundheds-Danmark’ om de 20 anbefalinger, Sundhedssektorens Prioriteringsråd udkom med i begyndelsen af 2024. Det vil gå for vidt at gennemgå dem alle sammen, men overordnet samler de sig i temaerne ”Nye roller i sundhedsvæsenet”, ”Styrkelse af sundhedsfremme og forebyggelse” og ”Behandling efter behov”. Og grundlæggende fokuserer de tre temaer på 1) hvordan man kan omstille en opgave til en løsning, der er mere simpel, mindre ressourcetung, mere digital eller noget helt fjerde, der letter ressourceforbruget i sundhedsvæsenet – uden at gå på kompromis med kvaliteten, 2) hvordan vi kan mindske mængden af opgaver til sundhedsvæsenet ved at forebygge, vi bliver flere patienter, og 3) hvordan vi tænker behandlingstilbud til såvel befolkning som til den enkelte – ikke for lidt, ikke for meget.
Omstillingen er nr. 1. Med reformen er omstillingen fra sygehus til ’det nære’ sat i gang, og det er positivt. Omstilling af sundhedsvæsenet rummer dog meget mere end det, som det fremgår af anbefalinger fra Sundhedssektorens Prioriteringsråd. Den ressource, læger og andre sundhedspersoner udgør, sættes klogere i spil ved at skabe mere sammenhængende forløb tættere på patienterne. Det er en vanskelig øvelse for alle i sundhedsvæsenet – også at få gjort det relativt ensartet og koordineret, samtidig med at vi tænker i differentieret indsats og i ’need-to’ og ikke ’nice-to’. Det vil kræve lidt ’blod, sved, tårer’, før vi er mål, men det skal vi lykkes med.
Når det gælder sundhedsfremme og forebyggelse, er det en helt anden sag. Vi har stadig til gode at se, at politikerne reelt tager ansvar for at gøre noget ved den del af tilstrømningen af patienter, som kan forebygges med strukturelle tiltag. Forebyggelse af kræft-, hjerte- og lungesygdomme og mange andre sygdomme, vil jo indlysende være til stor gavn for det enkelte menneske og for den generelle folkesundhed. Samtidig har regeringstoppen jo bastant givet udtryk for, at arbejdskraft er den nye valuta – og det er en sundere befolkning med meget færre sygdomsplagede år som sidegevinst vel lige præcis garant for.
”Behandling efter behov” fokuserer på at ’gøre det rigtige’: At tilbyde den tilstrækkelige og tilpassede behandling for den enkelte – ikke underbehandling, bestemt ikke overbehandling. Men ikke nødvendigvis ’alt det værktøjskassen rummer, bare fordi man kan’. Vi skal undgå defensiv medicin, vi skal i samarbejde med patienten tilrettelægge behandling og smertedækning i den sidste tid, og ikke mindst skal de kliniske retningslinjer levere den nødvendige lægelige beslutningsstøtte. Her er vi godt på vej med afsæt i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut. Der kan dog fortsat være brug for en overligger.
Her kommer det nationale prioriteringsråd ind i billedet. Rådet skal understøtte de eksisterende institutioner, der allerede arbejder med prioritering. Rådet skal udarbejde prioriteringskriterier, som giver klare pejlemærker ikke kun til myndigheder eller sundhedsorganer, men også understøtte personalet på det kliniske niveau. Disse kriterier skal tage højde for frigørelse af arbejdskraft. Rådet skal være med til at skabe rammerne for en kultur, hvor sundhedspersonalet ikke holder tilbage med nødvendige prioriteringsbeslutninger på grund af frygt for fejl eller klager. Derudover skal rådet følge op på eksisterende anbefalinger – både i forhold til udredning og behandling, men sandelig også hvad angår meget mere strukturel forebyggelse.
Som samfund skal vi undgå at producere flere patienter, og dels skal sundhedsvæsenets kræfter bruges så klogt og effektivt som muligt til gavn for både patienter og læger. Til det formål vil det være klogt at stå på skuldrene af det arbejde, Sundhedssektorens Prioriteringsråd allerede har gjort. For nu skal der prioriteres på den helt store klinge.