Speciallægelofter er en ikke-løsning: Løsningen er, at alle læger kan blive speciallæger

Danmark mangler speciallæger. Selvom der er forskel på manglens dybde både geografisk og indenfor de forskellige lægelige specialer, viser det samlede billede en generel mangel på speciallæger.

Lægeforeningen har i årevis efterlyst politisk vilje til at få skruet markant op for hoveduddannelsesforløbene, så vi som samfund kunne begynde at løse manglen på speciallæger. Det er det, der skal til. For ja, der er færre speciallæger udenfor universitetsbyerne, men det er ikke det samme, som at der samlet set er speciallæger nok. Både i land og i by er der en mangel på speciallæger i Danmark. Løsningen på det problem er at fjerne de politiske barrierer for, at alle læger kan blive speciallæger. Desværre har for mange beslutningstagere lukket øjne og ører for den sandhed for længe.

I stedet har man nu grebet til ansættelseslofter for at styre og fordele speciallægestillinger, henholdsvis nationalt på universitetshospitalerne og i den nuværende Region Hovedstaden. Men dels er vi læger ikke vingeløse ænder i en lukket andedam, dels er lofterne skævt skruet sammen, og medfører en lang række negative konsekvenser.

Det er eksempelvis dybt problematisk, at der ikke tælles i årsværk, men i hoveder. Ugeskrift for Læger har i artiklen ”Er speciallægeloftet »dødsstødet« til forskning, seniorordning og barselsvikar?” malende beskrevet, hvordan det rammer afdelingerne. Læger på barsel, på seniorordning eller med forskningstid tæller altså som hoveder i stedet for at tælle som deres reelle årsværk. Et andet eksempel er artiklen ”Speciallægeloftet tvinger mave-tarm-afdeling til at lukke funktioner og aflyse undersøgelser”, som der står i overskriften i Medicinsk Tidsskrift. Var det mon det, politikerne ville have?

Speciallægeloftet gør det sværere for de omfattede hospitaler at leve op til ventetidsgarantier, og det rammer patienterne. Det går også udover dybdespecialiseringen for de speciallæger, der skal gennem fokuserede ophold på højtspecialiserede afdelinger for at opnå de nødvendige kompetencer – til at sikre bæredygtigheden indenfor ét af de (mange) faglige områder, hvor de nationale specialister måske kan tælles på maksimalt et par hænder. Dét går også udover patienterne. Man skal huske, at universitetshospitalerne ikke kun tager hånd om patienter fra egne nærområder, de tager hånd om patienter fra hele landet og de ekspert-uddanner til hele landet.

Et ansættelsesloft er faktisk prøvet før, uden at det havde den ønskede effekt - det fremgår endda af den politiske aftale bag indførslen af det nugældende loft. Jeg er ikke i tvivl om, at mange flere negative effekter af lofterne vil komme frem i lyset.

Vi læger vil hellere end gerne bidrage til de kloge løsninger, der gør, at vi sammen kan forbedre speciallægedækningen i alle dele af Danmark. Det er derfor, vi siger, at kræfterne ikke skal bruges på ukvalificerede lofter, men i stedet bør bruges på at uddanne flere speciallæger, skabe attraktive arbejdssteder og på partnerskaber mellem hospitaler, som er mere langsigtede og bæredygtige løsninger. Og så skal man politisk forstå, at forskning og klinisk arbejde ikke er to adskilte størrelser, men at de hænger uløseligt sammen. Når læger forsker, udvikles bedre metoder, udredninger og behandlinger. Ergo er forskning altså et kæmpe plus for patienterne.

Det er mit håb, at man politisk snarest muligt kommer til den erkendelse, at speciallægelofter er en ikke-løsning: Løsningen er, at alle læger kan blive speciallæger.