Gå til indhold

Tjek din lønseddel

Som yngre læge kan det være kompliceret at tjekke, om ens lønseddel er korrekt. Her får du en guide til, hvad du skal være opmærksom på.

Det er din arbejdsgivers ansvar at udbetale den korrekte løn. Men det er dit ansvar som lønmodtager at tjekke din lønseddel for fejl. Opdager du en fejl, skal du kontakte din arbejdsgiver hurtigst muligt.

Som yngre læge kan det være kompliceret at tjekke, om ens lønseddel er korrekt, da fx ulempetillæg udbetales med en senere lønkørsel, og derfor ofte vedrører en bagudrettet periode på lønsedlen.

Derfor er det vigtigt, at du tjekker din lønseddel hver måned. 

Hvordan tjekker jeg min lønseddel?

Start med at tjekke din arbejdstidsopgørelse for den pågældende måned. Hvis den er korrekt, så er din lønseddel typisk også korrekt, da din løn er udbetalt på baggrund af din arbejdstidsopgørelse. 

Tjek også om grundelementerne på din lønseddel er korrekt fx dit grundlønstrin, pension etc.

Tjekliste når du får din lønseddel
  • Løntrin - er det korrekt?
  • Får du det rigtige centralt aftalte kvalifikationstillæg?
  • Får du de decentrale løntillæg, du har krav på?
  • Er din overarbejdsbetaling korrekt?
  • Får du de varslingstillæg, ulempetillæg og overarbejdstimer, du skal have?
  • Får du overarbejdssats for de timer, der overskrider vagthyppighedsreglerne?
  • Passer pensionsindbetalingen?
  • Hvordan ser det ud med feriefridage, omsorgsdage og restferie?

Hvis du finder en fejl 

Tag fat i lønkontoret på din arbejdsplads, hvis du opdager en fejl, eller du er i tvivl, om din lønseddel er korrekt. Du er også velkommen til at kontakte Yngre Læger, hvis du har brug for rådgivning. 

Kontakt Yngre Læger