Gå til indhold

FTR: Regler og råd om hviletid og fridøgn

Læs her de mest almindelige problemstillinger omkring hviletid og fridøgn og få råd til, hvad du som FTR for Yngre Læger kan gøre.

Både overenskomsten (§ 29) og arbejdsmiljøloven har regler om hviletid og fridøgn.

Reglerne angiver, hvor meget frihed der skal være mellem to arbejdsperioder, hvor mange fridage man skal have, og hvordan de skal placeres.

Det er vigtige regler at kende for læger, der arbejder i aften-/nattetimerne og i weekenderne.

Det er TR, der skal holde øje med, om overenskomstens regler overholdes. Som FTR skal du hjælpe TR med at holde øje med, at arbejdsplanerne er i overensstemmelse med reglerne.

Din rådgivende rolle kan fx komme i spil, når der i nogle tilfælde kan dispenseres fra hviletidsbestemmelserne. Det kan hverken TR eller du gøre. Skal der dispenseres fra disse regler, skal du sende eventuelle dispensationsansøgninger videre til det regionale forretningsudvalg.

Det er en god idé at sørge for, at afdelingen begrunder ønsket om dispensation. Det letter nemlig processen for forretningsudvalget. På samme måde vil de gerne vide, om der er konsensus i lægegruppen. Husk at skrive hvilket/hvilke vagtlag, der søger.

Det siger reglerne

Ifølge arbejdsmiljøloven og overenskomsten skal man have minimum 11 timers hvile mellem to døgns arbejdsperioder.

En arbejdsperiode kan være op til 24 timer (25 timer for vagter, som støder op til en lørdag, søndag eller søgnehelligdag).

Bestyrelsen har givet de regionale FTR’er bemyndigelse til at aftale, at hviletiden kan nedsættes fra 11 til 8 timer.

En nedsættelse af hviletiden har ikke kun betydning for, hvor mange timers hvile der skal være mellem to døgns arbejdsperioder.

Den har også betydning for, hvor belastet en døgnvagt kan være, før den skal deles, og for hvor mange timer det ugentlige fridøgn skal have.

En døgnvagt kan i gennemsnit være belastet max. 13 timer, hvis man ikke har aftalt at nedsætte hviletiden.

Hvis man har aftalt at nedsætte hviletiden til fx 8 timer, kan vagten være belastet i 16 timer i gennemsnit (overenskomstens § 20 stk. 2 og § 21 stk. 2).

Ifølge overenskomsten kan vagt uden for tjenestested også være hviletid.

Hvis man har vagt uden for tjenestestedet, og der ikke er noget at lave i vagten i de sidste 11/8 timer, har lægen haft sin hviletid og kan møde på arbejde dagen efter.

Ifølge overenskomsten kan man have op til tre telefonopkald i tidsrummet 23 -07, uden at hviletiden bliver afbrudt (overenskomstens § 29 pkt. 4).

Man bør kun planlægge med flere døgnvagter efter hinanden eller med en dagtjeneste efter en døgnvagt, hvis man er helt sikker på, at vagten er så lavt belastet, at lægen kan have hviletid under vagten.

Overenskomsten og arbejdsmiljøloven regulerer længden og placeringen af fridagene.

Ifølge arbejdsmiljøloven og § 28 stk. 3 i overenskomsten har man ret til et ugentligt fridøgn i hver uge.

Fridøgnet skal være på mindst 24 timer + hviletiden, dvs. 35 timer.

Hvis fridagens længde kun er på 24 timer, tæller den altså ikke som et fridøgn.

Ifølge overenskomsten har man ret til to ugentlige fridage, som normalt er lørdag-søndag.

Hvis man er på arbejde lørdag-søndag, skal der planlægges med en anden fridag.

Hvis de to fridage ligger samlet, skal de mindst være på 55 timer.

De regionale FTR’er har jf. § 29, stk. 6 bemyndigelse til at aftale, at det ugentlige fridøgn kan rykkes, så der er op til 11 døgn mellem fridøgnene.

Det er blandt andet derfor, at et vagtlag kan planlægges med en eller flere friuger i en normperiode.

I overenskomsten står der op til 12 døgn, men Yngre Lægers bestyrelse har kun bemyndiget de regionale FTR’er til at aftale op til 11 døgn.

Du kan se bemyndigelsen her.

Sådan gør du som FTR

  • Drøft baggrunden for ønsket med TR. Hvorfor er det, at kollegerne ønsker en dispensation – altså en lempelse af de arbejdsmiljømæssige regler?
  • Tjek at TR har mandatet i orden i forhold til kollegerne. Er der enighed i afdelingen? Er alle hørt? Foreslå at der holdes et Yngre Lægemøde, hvor du deltager.
  • Undersøg om bestyrelsens anbefalinger er opfyldt.
  • Overvej om TR skal iværksætte en vagtbelastningsopgørelse til dokumentation for, at belastningen er overholdt.
  • Videresend til det regionale forretningsudvalg – eventuelt med din egen anbefaling.