Gå til indhold

FTR for Yngre Læger: Overlevering og anmeldelse

Anmeldelse og overlevering fra en FTR til en anden er vigtige dele af din funktion som FTR. Her får du nyttig viden om, hvad der er vigtigt at huske samt inspiration til, hvad du kan gøre i disse situationer.

Overleveringen fra den afgående FTR til den nyvalgte FTR er meget vigtig, for der ligger en masse viden og erfaring, som I sammen skal sikre, kommer med videre. Det skaber tryghed for den nye FTR, det skaber kontinuitet, og det kommer jeres kollegaer til gode.

Når du er nyvalgt FTR

Du skal så hurtigt som muligt kontakte den afgående FTR for at aftale, hvordan overleveringen skal foregå. Derudover skal du indkalde ledelsen til et hilse-på-møde, hvor I kan lære hinanden at kende og starte et samarbejde.
 
Sørg også for at komme på mailinglister til MED-møder m.m. – spørg direktionssekretariatet, hvilke lister der er relevante for dig.

Når du stopper som FTR

Din sidste vigtige opgave som FTR er at sikre, at de erfaringer og den viden, du har, kommer den næste FTR og dine kolleger til gode.

Det er vigtigt, at Yngre Lægerådet får valgt din afløser på FTR-posten i så god tid som muligt for at sikre en god overlevering og fortsat kontinuitet på FTR-posten.
Sørg derfor for at der bliver valgt en ny FTR. Begynd gerne i god tid, måske lige så snart du ved, hvornår du stopper som FTR, så vedkommende kan blive introduceret til opgaverne løbende. Den nye FTR skal anmeldes. Det gør vedkommende selv, og du skal afmelde dig på Yngre Lægers hjemmeside.

Selve overleveringen kan ske, inden du forlader posten som FTR, eller eventuelt lige efter den nye FTR har overtaget posten. Indkald den nye FTR til et møde hurtigst muligt. Hvis I ikke længere er ansat på samme hospital, kan det eventuelt holdes virtuelt. I kan starte med at gennemgå, hvad du har liggende i den FTR-funktionspostkasse, som den nye FTR overtager/har overtaget eller bruge tjeklisten på næste side som inspiration i jeres overlevering.

Tjekliste - overlevering

Klæd din efterfølger på FTR-posten ordentligt på til opgaven ved blandt andet at orientere om:

• verserende sager på sygehuset, i regionen eller på arbejdspladsen.
• eksisterende lokalaftaler, som er indgået på regionalt- eller hospitalsniveau (aftaler indgået på afdelingsniveau er TR’s ansvar).
• hvor Yngre Læger er repræsenteret (HMU/RMU, KTU, centrale udvalg på hospitalet, det regionale Yngre Lægeråd mv.).
• relevante personer på sygehuset, i regionen eller på arbejdspladsen - både mod- og samarbejdsparter.
• ajourføring af kalenderen, fx også kalenderen i funktionspostkassen, med allerede indkaldte møder.
• hvor man som FTR finder svar på spørgsmål eller får rådgivning.
• indholdet af FTR-funktionspostkassen, som automatisk overdrages til den nye FTR, når denne tiltræder.
• oprydning i funktionspostkassen.
• hvilke opgaver der kan være for FTR på din arbejdsplads, så vedkommende får en idé om arbejdsopgaverne.
• hvem din efterfølger er for ledelsen på sygehuset eller på arbejdspladsen. Du kan eventuelt foreslå et møde med din leder og den nye FTR, hvor de lærer hinanden at kende. Oplys også navnet på kontaktpersonen i HR.