Gå til indhold

Valg af FTR

Få overblikket over reglerne for valg af FTR.

Det aftales med det enkelte hospital, hvor mange FTR- og suppleant roller man har.

Valg af FTR er beskrevet i MED-rammeaftalen paragraf 12. FTR vælges til at varetage og forhandle spørgsmål fælles for de medarbejdere, som den pågældende repræsenterer. Valg af FTR-suppleant er beskrevet i paragraf 13.

For at kunne blive FTR skal du:

  • Være medlem af Yngre Læger
  • Have været ansat mindst én måned i regionen
  • Vælges af Yngre Lægers TR’erne på arbejdsstedet

Sådan foregår valg af FTR – region og staten

Vær opmærksom på, om der er lokale vedtægter, der regulerer valget. Hvis der ikke findes formelle regler, er her nogle forslag til så demokratiske retningslinjer som muligt:

  • Alle Yngre Lægers TR’er på arbejdsstedet har stemmeret. Hvis en TR ikke er til stede, har suppleanten stemmeretten.
  • Valget skal varsles i så god tid, at alle bliver bekendt med tid og sted.
  • Indkaldelsen bør ske skriftligt – husk kolleger, som er fraværende på grund af barsel/sygdom.
  • Det skal fremgå af indkaldelsen, hvad dagsordenen er, hvem der på forhånd er opstillet, hvornår opstilling kan ske, eventuelle valgoplæg mv. Det er også muligt at opstille på dagen/under mødet.
  • Man stemmer ved personligt fremmøde (fysisk eller virtuelt) eller via fuldmagt.
  • Afstemningen bør ske skriftligt, hvis der er flere kandidater.
  • Det første du skal gøre, når du er valgt som FTR, er at anmelde dig på Yngre Lægers hjemmeside.


Fredsvalg: Hvis der kun er opstillet en enkelt kandidat, kan selve valget foregå mere uformelt.

Når du har indsendt anmeldelsesblanketten via laeger.dk, er det Yngre Læger, der står for at anmelde dig som fællestillidsrepræsentant til arbejdsgiver.

Arbejdsgiver godkender tillidsvalgte

Arbejdsgiversiden skal godkende alle fællestillidsrepræsentanter. I praksis betyder det, at du er godkendt som fællestillidsrepræsentant, medmindre arbejdsgiveren har modsat sig valget inden for 3 uger. Der skal være faktuelle, tungtvejende grunde til ikke at godkende en anmeldelse.

Beskyttelse af tillidsvalgte

Når du er anmeldt som fællestillidsrepræsentant, er du omfattet af reglerne om beskyttelse mod afskedigelse.

Som fællestillidsrepræsentant kan du kun blive sagt op, hvis det skyldes tvingende årsager. Opsigelsesvarslet for FTR er forlænget med 3 måneder.

Kontakt Yngre Læger, hvis det bliver aktuelt.

Kan man afsætte en fællestillidsrepræsentant?

Det er altid en god idé at starte med at indlede en dialog med den eksisterende FTR. Hvis en eller flere yngre læger ønsker at afsætte den fungerende fællestillidsrepræsentant, kan man stille et mistillidsvotum, eventuelt opstille en eller flere ny(e) kandidat(er) til posten og gennemføre et valg blandt Yngre Lægers TR’er. I denne forbindelse bør både den eksisterende FTR og evt. opstillede FTR have mulighed for at udtale sig.