Træls situation for Regionspsykiatrien Vest kræver politisk handling
I Jyllands-Posten den 7. april kan man læse, hvordan den desperate mangel på speciallæger i psykiatrien har ramt Regionspsykiatrien Vest i Herning. Det tvinger nu Region Midtjylland til at videregive ansvaret for syv specialfunktioner i Regionspsykiatrien Vest til Psykiatrien på Aarhus Universitetshospital (AUH).
Debatindlæg af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen, og Gitte Anna Madsen, formand for Lægeforeningen Midtjylland
Bragt i Jyllands-Posten den 22. april 2021
Formanden for Psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland, Jacob Isøe Klærke, kalder det i artiklen “en træls situation”. Det er et stærkt udtryk på jysk, og jeg er helt enig. Desværre er manglen på speciallæger et udbredt problem flere steder i landet. Der er alt for få psykiatere og børne- og ungdomspsykiatere, og det er med til at presse psykiatrien i bund. Derfor arbejder Lægeforeningen også for, at Sundhedsstyrelsen åbner op for, at der skal uddannes mange flere speciallæger – ikke mindst i psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri - så alle patienter, uanset hvor de bor, kan få den behandling, de har brug for.
Manglen på læger til at behandle patienter med psykiske lidelser bunder dog i en meget mere grundlæggende og dybt alvorlig situation. Psykiatrien har igennem årtier været politisk underprioriteret og underfinansieret. Det er gået ud over patienterne, og det gør det desværre stadig, hvilket den omtalte situation tydeligt viser.
Der er behov for at gøre op med underprioriteringen af psykiatrien. Patienter og personale i psykiatrien har brug for et stærkt fundament og et ambitiøst løft. Der skal laves en langsigtet investering i psykiatrien på niveau med, hvad man for år tilbage gjorde på kræftområdet.
Vi ser derfor frem mod den tiårsplan for psykiatrien, som sundhedsminister Magnus Heunicke har lovet. Lægeforeningen har en række forslag til, hvordan tiårsplanen hurtigst muligt kan få psykiatrien ud af den ”trælse” situation og op på et niveau, som patienterne og personalet i psykiatrien kan være tjent med. Der skal investeres målrettet og langsigtet i at opbygge øget kapacitet, bedre samarbejde om patienterne og øget behandlingskvalitet.