Nikotin er en snigende fare for unge
Af Anna Mette Nathan, næstformand i Lægeforeningen
Bragt i Sjællandske 15. august 2023
Mere end hver 10. ung i Danmark bruger nikotin - og det tal er stigende. Det viste Sundhedsstyrelsens seneste rapport om unges brug af røgfri nikotinprodukter.
Og det er bekymrende af mange grunde. Vigtigst af alt, fordi nikotin er gift for unge hjerner. Det har betydning for unge hjerners udvikling og kan i værste fald føre til skader på hjernen i form af koncentrationsforstyrrelser.
Dertil kommer, at afhængighed grundlagt i de unge år meget svær at komme af med.
Men unges nikotinforbrug er usynligt for mange forældre. De unge, der bruger nikotinprodukter, bliver ikke afsløret på grund af lugten, som det er tilfælde med cigaretter. Og derfor går mange unges brug af nikotin deres forældres næse forbi.
Som praktiserende læge oplever jeg og mine kolleger bekymrede forældre, der først for sent opdager, at deres børn allerede er afhængige af nikotin. De oplever, at de unge opfatter røgfri nikotinprodukter som mindre farlige end cigaretter.
Da jeg var ung, var der for nogle unge et kørekort på højkant, hvis man afholdt sig fra at ryge - den slags samtaler om at afholde sig fra nikotin er stadig vigtige, selv om det måske ikke gælder et kørekort. Min opfordring er derfor, at vi som voksne, som forældre, og som familie skal tale med de unge om, hvor farlig og afhængighedsskabende nikotin er.
Samtalen ved spisebordet kan nok ikke stoppe hele den eksplosion i nikotinforbrug, vi ser lige nu, men den er et skridt på vejen.
Men vi er også nødt til at opfordre politikerne på Christiansborg til at sætte alle sejl ind. Regeringen og Folketingets partier er netop nu i gang med at forhandle en forebyggelsesplan målrettet børn og unge. Her skal de naturligvis have et skarpt øje for nikotin. Og de skal gøre brug af alle de greb vi ved virker, så vi får vendt udviklingen.
Vidensråd for Forebyggelse har udgivet en rapport, der peger på, at vi har flere gode redskaber ved hånden.
Det er vigtigt, at politikerne sikrer, at forbuddet mod salg af nikotin til børn og unge under 18 år håndhæves.
Og så skal afgiften på nikotinprodukterne hæves, så det bliver dyrere at købe - unges forbrug er faktisk meget prisfølsomt, så ved at hæve prisen, så vil færre eksperimentere med nikotinprodukter.
Vi skal som samfund have en samtale om, hvor skadeligt nikotin er, og den samtale skal politikerne på Christiansborg have med hinanden, for ved begge borde har vi forsømt samtalen om nikotin for længe.