Gå til indhold

Sundhedsreform: Status quo i det østdanske sundhedsvæsen er ikke en mulighed

Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen.
Bragt af Sundhedsmonitor 31. oktober 2024

I sit udspil til en sundhedsreform foreslår Regeringen en sammenlægning af de to østdanske regioner, Region Sjælland og Region Hovedstaden. I min optik er det den rigtige vej at gå at lave én stor region i Østdanmark, for det er ikke en holdbar løsning at bevare status quo. Hvis reformens mål om at mindske uligheden i sundhedstilbuddene skal nås, er det nødvendigt at samle kræfterne i et nyt, samlet partnerskab.

I Region Sjælland er der en væsentligt større andel af patienter med flere eller komplicerede sygdomsforløb, og den store mangel på speciallæger, som er udbredt i hele landet, slår hårdt igennem i regionen. Regionen rummer mange kompetente, fagligt dygtige læger og andre sundhedsprofessionelle, såvel som et stærkt fællesskab og vilje til at hjælpe patienterne, men der er ganske enkelt for få i forhold til opgaverne.

Samtidig har man ikke mindst i de seneste år forsøgt flere forskellige samarbejdsmodeller mellem Region Sjælland og Region Hovedstaden om at løfte patienterne i fællesskab, men de er stødt på grund – ikke på grund af manglende samarbejdsvilje afdelinger eller hospitaler, læger eller andre sundhedsprofessionelle imellem. Snarere på grund af to økonomier, to overordnede ledelser, to politiske organisationer med hver sit regionsfokus.

Derfor giver det mening med en ny, samlet konstruktion, som puljer kræfterne sammen om at løfte hele det østdanske sundhedsvæsen. Én stor region er ikke ønsketænkning, og det er ikke uden udfordringer – men det er klogere end at lade være. Under forudsætning af en fintunet økonomisk motor vil det skabe nye muligheder for at lave partnerskaber og samarbejde mellem hospitaler, sammenlignelige afdelinger, kliniske enheder eller hvad det nu kan være på tværs af hele Østdanmark, som dermed både vil kunne løfte det fælles populationsansvar for patienterne, udvikle attraktive faglige miljøer og understøtte uddannelsen af speciallæger, der foregår overalt i regionen.

Det er mit håb, at regeringen og et bredt flertal i Folketinget bliver enige om at samle og styrke det østdanske sundhedsvæsen. Og jeg har fuld tiltro til, at man i de politiske forhandlinger kan finde gode løsninger, der sikrer en balanceret repræsentation i regions- og sundhedsråd som led i dette. For det er åbenlyst, at status quo i det østdanske sundhedsvæsen er ikke en mulighed.