Lægeforeningen: Der er stadig ulighed i sundhed, især i Nordjylland
Af Cecilie Amstrup, formand for Lægeforeningen Nordjylland.
Bragt i Nordjyske 26. marts 2026.
Over halvdelen af nordjyderne oplever, at der er ulighed i sundhed. Helt præcist svarer 54 procent i en ny undersøgelse fra Lægeforeningen, at de i høj eller meget høj grad oplever ulighed i sundhed. Det bør give anledning til eftertanke.
I et land som Danmark bør din adgang til udredning og behandling ikke afhænge af, hvor du bor, eller hvilke ressourcer du har.
Som læger ser vi hver dag, hvordan for eksempel geografiske forskelle i adgang til behandling og til speciallæger får betydning for patienters helbred og muligheder i sundhedsvæsenet. Men uligheden handler ikke kun om adgang til behandling. Den handler også om, hvem der overhovedet bliver syge og hvor mange gode leveår, du har i sigte.
Helt konkret
Som læge skal jeg behandle og lindre. Men jeg skal også hjælpe mine patienter med at få et sundere liv og forebygge sygdom. Mit ansvar er også at hjælpe flere gode leveår på vej. Men forudsætningerne er vanskelige.
Desværre kan vi se, at mens resten af danskerne oplever en stigning i antal såkaldte ”gode leveår” uden længerevarende sygdom, ja så er udsigten for nordjyderne anderledes.
Den netop offentliggjorte nationale sundhedsprofil viser en nedadgående udvikling for de gode leveår for både mænd og kvinder i Nordjylland. Mens en 16-årig dreng i 2010 kunne forvente 42,3 gode leveår, er det tal i 2025 faldet til 39,1 år. Stik imod landstendensen.
En 65-årig kvinde kunne også i 2010 forvente flere gode leveår end det er tilfældet i dag. Antallet af gode leveår er nu nede på 9,4 mod 10,4 i 2010. Den forandring bekymrer mig.
Ambitiøs forebyggelse
Hvis vi for alvor vil mindske uligheden i sundhed og sikrer flere gode leveår for alle, skal der skrues på flere håndtag. Der er bestemt gode initiativer på vej. Blandt er der flere praktiserende læger på vej til lægedækningstruede områder. Men vi har samtidig brug for et større fokus på forebyggelse.
Et oplagt sted at starte er, at der langt om længe kommer en ambitiøs folkesundhedslov. Den lov skal sætte nationale målsætninger, der gør det nemmere at være sund for alle danskere. En folkesundhedslov kan netop forpligte både stat, region og kommune til at gennemføre tiltag, der forbedrer sundhedstilstanden.
Folkesundhedsloven lader desværre stadig vente på sig, og endnu har vi til gode at se forebyggelse sundhed i denne valgkamp. Men jeg håber inderligt, at det nye Folketing får folkesundhed i toppen af prioritetslisten.