Bevarelsen af psykiatriens fremskridt er afgørende
Af Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Altinget den 12. november 2024
Vi må ikke sætte psykiatriens positive udvikling over styr. Det gælder både for de seneste års udvikling mod bedre og mere ensartet kvalitet på tværs af afdelinger og hospitaler, men også den aktuelle udvikling, hvor 10-årsplanen for psykiatrien med alle dens initiativer skal implementeres og rodfæstes.
I Lægeforeningen kan vi dog også se et potentiale i en organisatorisk sammenlægning af psykiatri og somatik, hvor der er tale om en samlet hospitalsledelse. Én ledelse, som både får ansvaret for at prioritere patienter med somatisk sygdom og patienter med psykisk sygdom. Det kan bidrage til at afstigmatisere psykisk sygdom inden for hospitalets egne vægge. For den stigmatisering eksisterer.
Vi mener, at én samlet ledelsesstruktur i sig selv vil modarbejde stigmatiseringen – en struktur, der ikke adskiller ét speciale fra alle de andre, endda for en patientgruppe, hvor samarbejdet med andre specialer er afgørende for patienternes samlede ve og vel. Når psykiatrien bringes ind under samme ledelsesmæssige tag som somatikken, bliver det ledelsens opgave og ansvar at sikre, at begge områder får den nødvendige opmærksomhed og prioritet.
Det skal selvfølgelig ske under forudsætning af, at de seneste års udvikling i psykiatrien ikke sættes over styr eller bremses, og at psykiatrien særskilt prioriteres i de kommende mange år. Så somatik og psykiatri bliver jævnbyrdige. Tiltagene i 10-årsplanen skal fortsætte for fuld styrke og den politiske fokus på psykiatrien skal understøttes og holdes i hævd.
En integration af somatik og psykiatri må heller ikke være på bekostning af de gode samarbejdsstrukturer, der i dag eksisterer i for eksempel Region Hovedstaden. Dé gode eksempler skal tjene som forbilleder for andre. For der vil fortsat være behov for dialog, koordination, forskning og meget andet på tværs af psykiatrien. Men det er muligt at bevare også i fremtiden, for der er stærke, velfungerende strukturer allerede nu, som hverken bliver overflødige eller opslugt af somatikkens logik.
I Lægeforeningen hører vi ikke, at en sammenlægning handler om at lægge fysiske afdelinger sammen – eller en decideret ’nedlæggelse af de psykiatriske hospitaler’. Vi hører heller ikke, at det kan eller skal ske allerede i morgen. Og det giver os alle mulighed for at gøre det grundigt og med alles bedste for øje.
Fordelene ved at integrere somatik og psykiatri er, at vi dermed kan skabe én fælles struktur, hvor fokus på det hele menneske igen bliver normen. Hvor faglighed i både somatik og psykiatri får den plads, der er nødvendig for patienternes skyld.
Dermed ikke sagt, at en organisatorisk ændring alene vil løse problemerne med overdødelighed blandt mennesker med psykisk sygdom. Det kræver et vedholdende fokus og et tæt samarbejde mellem specialerne. Netop den erfaring læger og sundhedsprofessionelle i psykiatrien har.
Den erfaring fra den kliniske hverdag er uundgåeligt vigtige, når vi skal udvikle fremtidens psykiatri.
som sikrer, at vi bevarer det værdifulde i psykiatrien og fremmer en prioritering af mennesker med psykisk sygdom, også når de har fysisk sygdom.
Det vi i Lægeforeningen ser for os er en klar ændret ledelsesstruktur på ’koncern-niveau’, hvor det værdifulde fra psykiatrien skal bevares i en ny ledelseskonstruktion. Sammenlægningen skal bringe psykiatri og somatik under samme organisatoriske ledelsestag.
Fordi det vil sidestille de to områder langt mere end ved at holde dem adskilt.