Digitalisering skal styres af faglighed og patienters behov
Af Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Altinget den 6. november 2025
Det er afgørende for den kloge digitale omstilling af sundhedsvæsenet, at nye digitale løsninger reelt løfter kvalitet og sammenhæng i patientforløb. Det skal Digital Sundhed Danmark og Nationalt Center for Sundhedsinnovation sikre, skriver Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, i dette indlæg i Altingets temadebat.
Digitalisering er ikke et mål i sig selv. Det er et middel til at løse sundhedsvæsenets reelle behov. Det har flere allerede påpeget i denne temadebat. De digitale løsninger skal løfte kvaliteten i behandlingen, skabe bedre sammenhæng i patientforløbene og bidrage til, at vi bruger ressourcerne bedre. Det er vigtigt at have for øje, så vi ikke stirrer os blinde på løsninger, der kan en masse, men ikke nødvendigvis det, der klinisk er behov for.
Men dermed ikke sagt, at jeg er sortseer eller maskinstormer. Grundlæggende ser jeg lyst på udviklingen og de mange digitale muligheder, der kommer til verden. Vores fælles opgave i sundhedsvæsenet er blot at indrette os klogt – det kræver, at den digitale udvikling bliver forankret i faglighed og patientbehov.
Netop nu behandles lovforslaget om Digital Sundhed Danmark i Folketinget. Her fastlægges rammerne for både Digital Sundhed Danmark og det nye Nationalt Center for Sundhedsinnovation. Det er meget vigtigt, at de to nye konstruktioner bliver solidt forankret i forhold til den sundhedsfaglige virkelighed og får mulighed for at skabe en bæredygtig indvirkning på den daglige drift.
Lægeforeningen peger på to konkrete skridt, der kan sikre det:
Lægefaglighed i Digital Sundhed Danmarks bestyrelse
Med etableringen af Digital Sundhed Danmark etableres en national drifts- og udviklingsorganisation. Det er en vigtig og ambitiøs ramme. Men når beslutninger om udvikling og prioritering skal træffes, er det afgørende, at klinisk viden og sundhedsfaglig erfaring sidder med ved bordet.
Lægeforeningen foreslog allerede i sit høringssvar, at bestyrelsen for Digital Sundhed Danmark skal have medlemmer med solid klinisk og sundhedsfaglig indsigt. Uden lægelig repræsentation risikerer vi, at Digital Sundhed Danmark alene får en teknokratisk ledelse, hvor beslutninger træffes for langt fra den sundhedsfaglige virkelighed og fra patientbehandlingen. Digitaliseringen af sundhedsvæsenet skal styres af faglighed og patientbehov, så fokus er på, at de digitale løsninger reelt er løsninger til gavn for patienter og for klinikerne. Af samme årsag er det til gavn for alle, hvis det er tydeligt for læger, hvordan de kan tænke i at efterspørge løsninger, der hjælper i den kliniske virkelighed. Så klinikere kan præsentere udfordringer, som erhvervslivet kan tage udgangspunkt i at finde løsninger på, når de udvikler ny teknologi.
Nationalt Center for Sundhedsinnovation skal have beslutningskraft
Lægeforeningen bakker op om etableringen af et Nationalt Center for Sundhedsinnovation. Men hvis centeret skal blive en reel drivkraft for udvikling og udbrede løsninger på tværs af landet, så patienterne kan forvente samme kvalitet og muligheder, uanset hvor de bor, så skal centeret have beslutningskraft og mandat til at stille krav - ikke blot have en koordinerende rolle.
Centeret skal kunne prioritere og beslutte, hvilke løsninger der skal videreudvikles og udbredes, baseret på dokumenteret effekt, klinisk relevans og værdi for patienter og sundhedsfagligt personale. Det bør fungere som en national brobygger mellem klinisk praksis, innovation og implementering, med fokus på løsninger, der kan bringes i drift og skabe lige meget værdi på tværs af landet.
Hvis vi vil sikre, at digitaliseringen faktisk løfter kvaliteten i hele sundhedsvæsenet, kræver det et innovationscenter, der kan sætte retning, stille krav og sikre, at de gode løsninger bliver brugt på tværs nationalt. Derfor skal Nationalt Center for Sundhedsinnovation også have til opgave at fjerne de mange barrierer, som i dag står i vejen for implementeringen og udbredelsen af innovative løsninger i sundhedsvæsenet.
Innovation opstår netop dér, hvor patienter, klinikere og erhvervsliv mødes om konkrete behov, ikke bag skrivebordet. Men det kræver, at der er en klar national ramme, som kan omsætte idéer til praksis og drift. Centeret skal sikre, at løsninger følges til dørs – fra afprøvning til implementering – og sikre, at de løsninger, der virker, også bliver skaleret nationalt og skaber værdi i hele sundhedsvæsenet.
Faglighed som fundament for klog digital udvikling
Digitaliseringen af sundhedsvæsenet skal udvikles med afsæt i det, der klinisk efterspørges. Kun sådan sikrer vi, at digitale løsninger skaber reel værdi for patienter, personale og drift.
Med lægefaglighed i ledelsen af Digital Sundhed Danmark og et Nationalt Center for Sundhedsinnovation med beslutningskraft og ansvar skaber vi de bedste forudsætninger for den rette digitale udvikling af vores sundhedsvæsen. For digitalisering skal styres af faglighed og patienters behov, så det er et middel til at nå målet om at løfte kvaliteten i sundhedsvæsenet bredt set.