Lægeforeningen før evalueringen af speciallægeloftet: Skub ikke erfarne speciallæger mod pension
Af Josephine Rathenborg, formand for Lægeforeningen
Bragt i Sundhedsmonitor 25. juni 2026
Lægeforeningen hører på vandrørene, at regeringen og Danske Regioner forventes at lande endnu en aftale, der følger op på implementeringen af sundhedsreformen om få dage. Blandt andet skal der følges op på speciallægeloftet, der blev indført i maj 2025. Her blev parterne enige om at indføre et loft over antallet af speciallæger på de fem universitetshospitaler (Rigshospitalet, Sjællands Universitetshospital, Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital og Aalborg Universitetshospital) samt de øvrige sygehuse i hovedstadsområdet bortset fra Bornholms Hospital.
Helt generelt har Lægeforeningen påpeget, at man ikke kan løse manglen på speciallæger, som Danmark er ramt af, med ansættelseslofter. Mere specifikt har vi understreget, at den måde, speciallægelofterne er skruet sammen på ved, at det tæller hoveder i stedet for årsværk, virker stik modsat intentionen.
Sagen er, at speciallægeloftet lægger hindringer i vejen for, at læger, der nærmer sig pensionsalderen, bliver flere år på arbejdsmarkedet end egentligt planlagt. I og med at loftet tæller speciallæger i hoveder og ikke i årsværk, tæller en speciallæge på eksempelvis seniorordning eller nedsat tid på samme måde som en speciallæge, der arbejder fuld tid i klinikken. På grund af den regnearkstilgang bliver det mindre attraktivt at beholde eller ansætte en erfaren speciallæge på nedsat tid. Det øger risikoen for, at speciallæger, der nærmer sig pensionen, opsiges eller må sige op.
Mere end tre ud af fire læger, der nærmer sig pensionen, vil gerne blive flere år på arbejdsmarkedet end egentligt planlagt, hvis vilkårene for deres arbejde kan tilpasses. Det viser Lægeforeningens medlemsundersøgelse blandt erhvervsaktive læger på 60 år eller derover. Undersøgelsen er gennemført i foråret 2026.
Over halvdelen, 53 %, svarer i undersøgelsen, at der i høj grad skal være større fleksibilitet, nedsat tid eller seniorordninger, for at de vil blive flere år på arbejdsmarkedet. 23 % svarer i nogen grad. De mere fleksible vilkår er klart den vigtigste årsag til, at erhvervsaktive læger på 60 år eller derover vil overveje at blive flere år på arbejdsmarkedet, selvom pensionsalderen nås.
Danmark mangler cirka 2.000 speciallæger, så jo flere erfarne speciallæger, der udskyder pensionen og tager et år eller to ekstra i sundhedsvæsenet, jo bedre. Ikke mindst også fordi det kræver erfarne speciallæge at uddanne nye speciallæger.
Lægeforeningens opfordring til regeringen og Danske Regioner er derfor: Justér lofterne og tæl årsværk i stedet for hoveder. Ellers skubber I erfarne speciallæger ud af sundhedsvæsenet og i retning mod pensionen i stedet for at understøtte, at de bliver længere til gavn for patienterne.