Nyhedsbrev 17. september 2026
Kære kollega
I dagens nyhedsbrev kan du læse om et problem, der ligger mig meget på sinde: Nemlig manglen på introstillinger. Der er alt for mange læger til alt for få introstillinger, og det går simpelthen ikke. Vi har unge læger, der står klar til at komme videre i lægelivet, som oplever at blive bremset, fordi der er for få introduktionsstillinger. Det er noget, jeg som formand for Lægeforeningen vil lægge mig i selen for at få løst.
Flaskehalse i den lægelige videreuddannelse, og dermed forhaling af lægers vej til at blive speciallæger, skal væk. Det har Lægeforeningen sagt meget klart, længe. Manglen på speciallæger er stor, og når de unge læger bliver bremset allerede i forhold til introduktionsstillinger, kommer der til at gå endnu længere tid, før vi får de speciallæger, vi mangler nu. Derfor spørger vi nu regionerne, hvor introstillingerne bliver af?
Som du måske har læst i Ugeskrift For Læger eller i Jyllands-Posten, har Lægeforeningen via en løbende opgørelse sat tal på det problem, det er, at regionerne slår alt for få introstillinger op.
På landsplan er der i de første otte måneder i år kun slået omtrent 1.650 introstillinger op. Det er alt for få. Blot for at nå den minimumsnormering, Sundhedsstyrelsen har fastsat, skal der samlet set slås 2.643 introduktionsstillinger op i år, hvilket kræver, at der slås yderligere cirka 1.000 introstillinger op i de resterende fire måneder af 2026. Og ja, du læste rigtigt: Der mangler cirka 1.000 introstillinger blot for at nå minimumsniveauet.
Egentlig burde regionerne sigte efter at nå maksimumnormeringen for opslåede introstillinger på omtrent 3.900. Det ville kræve, at der blev opslået yderligere cirka 2.250 introstillinger inden årets udgang. Regionerne kan selvfølgelig nå det endnu, men det forekommer mig at være fuldstændig urealistisk. Desværre.
Det er vigtigt at huske, at når antallet af HU-forløb stiger, som det gjorde med den seneste dimensioneringsplan, skal antallet af introstillinger automatisk stige tilsvarende. Formålet med en introduktionsstilling er både afklaring for den enkelte i forhold til specialevalg, samt at skabe et tilstrækkeligt rekrutteringspotentiale af kvalificerede ansøgere til hoveduddannelsen. Det er nødvendigt for at skabe en sund balance. Danskerne mangler speciallæger i både praksissektoren og sygehusene, og det var en central del af sundhedsreformen, at man politisk ville forbedre speciallægedækningen.
Men det kan ikke lade sig gøre, når man bremser lægers vej til at blive speciallæge.
Fra Lægeforeningens side hejser vi derfor et advarselsflag og har en klar opfordring til regionerne: Kom ud af starthullerne og sæt slutspurten ind, kære regioner. For flere introstillinger vil bane vejen for flere speciallæger, og det er jo speciallæger, patienterne mangler.
Bedste hilsener
Josephine Rathenborg
Formand for Lægeforeningen
Læs også
Den seneste leder i Ugeskrift For Læger: Hvor bliver introstillingerne af, kære regioner?
Dugfriskt budskab til Christianborg: Derfor skal optaget på medicinstudiet ned!
Nu ved endnu flere politikere, hvorfor optaget på medicinstudiet skal sænkes.
I dag jeg nemlig været været til foretræde i Uddannelses- og forskningsudvalget sammen med Yngre Lægers formand, Wendy Sophie Schou.
Her har vi forklaret uddannelsesordførerne fra alle Folketingets partier, hvorfor optaget på medicinstudiet skal sænkes med mindst 250 pladser fra sommeren 2027. Læs mere om mødet med udvalget
Kære regioner, hvor bliver introstillingerne af?
Lægeforeningen har gjort op, hvor mange intro-stillinger, regionerne har slået op i år indtil nu, og det viser sig at være alarmerende lavt. De første otte måneder af året, er der slået ca. 1.650 intro-stillinger op. Til sammenligning blev der i hele 2025 besat 2.763 intro-stillinger.
Læger i de nordiske lande står over for mange af de samme udfordringer
Hvordan sikrer vi den rette balance mellem optaget på medicinstudiet og antallet af uddannelsespladser til kommende speciallæger? Og hvordan sikrer vi, at lægernes erfaringer bliver hørt, når politikerne planlægger og gennemfører store reformer af sundhedsvæsenet?
Det var nogle af emnerne, da Lægeforeningens formand i sidste uge mødtes med de øvrige nordiske lægeforeningsformænd i Stockholm.Møderne giver mulighed for at lære af hinandens erfaringer og hente inspiration til arbejdet for et bedre sundhedsvæsen og gode rammer for lægernes arbejde i Danmark.
I Stockholm var der desuden mulighed for at mødes med Verdenslægeforeningens nye generalsekretær, Ramin Parsa Parsi, og drøfte organisationens arbejde og vigtigste internationale sundhedsdagsordener i de kommende år.
Læger fra hele verden drøftede muligheder og udfordringer i brugen af sundhedsdata
Sundhedsdata spiller en stadig større rolle i forskning, innovation og udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen. Samtidig bliver data brugt i nye sammenhænge og til flere forskellige formål. Det gør behovet for klare rammer og tidssvarende etiske principper vigtigere end nogensinde.
Lægeforeningens formand deltog derfor sammen med læger fra hele verden i drøftelser om, hvordan vi både beskytter den enkelte og bevarer mulighederne for at bruge sundhedsdata til at skabe ny viden og bedre behandling.
Mødet foregik i Oslo og var det 4. internationale ekspertmøde i Verdenslægeforeningens arbejde med at opdatere Declaration of Taipei.
Innovation skal løse sundhedsvæsenets reelle behov
Hvordan kan innovation være med til at realisere ambitionerne om et mere nært, lige og sammenhængende sundhedsvæsen på tværs af sektorer?
Det var det centrale spørgsmål, da Lægeforeningen den 31. august sammen med Danske Regioner, Lif, Dansk Sygeplejeråd og IDA afholdt konferencen: Innovation i et mere nært sundhedsvæsen.
Innovation skal bringe sundhedsreformen tættere på virkeligheden
Dagen samlede forskellige perspektiver på, hvordan innovation kan understøtte den omstilling af sundhedsvæsenet, som sundhedsreformen sætter retning for. Der var bl.a. fokus på udviklingen af nye løsninger, de rammer, de skal fungere under, og samarbejdet på tværs af offentlige og private aktører.
Lægeforeningens formand, Josephine Rathenborg, lagde i sin indledning vægt på, at sundhedsreformens ambitioner om mere behandling tættere på patienterne kræver et sundhedsvæsen, der er i stand til at forny sig, udvikle og afprøve nye løsninger – og få det, der virker, ind i klinisk praksis.
Behovet skal komme før løsningen
Samtidig understregede hun Lægeforeningens centrale budskab om, at behovet skal komme før løsningen. Innovation og ny teknologi er ikke mål i sig selv. Udgangspunktet skal være det problem, vi ønsker at løse for patienterne, i den kliniske hverdag eller i sundhedsvæsenet – og først derefter den konkrete løsning.
Læger skal med fra begyndelsen
Det betyder også, at læger og øvrige sundhedsprofessionelle skal inddrages tidligt. De kliniske miljøer har vigtig viden om, hvor behovene og udfordringerne er, og nye løsninger skal udvikles, afprøves og evalueres tæt på den virkelighed, hvor de skal fungere.
Fra gode idéer til løsninger i klinisk praksis
For Lægeforeningen handler et innovationsparat sundhedsvæsen derfor både om at skabe plads til nye idéer og om at bygge bro mellem innovation og klinisk praksis. Nye idéer og løsninger kan komme fra både klinikken, forskningsmiljøer og virksomheder. Det afgørende er, at de tager afsæt i sundhedsvæsenets behov. Og de løsninger, der virker og skaber værdi, skal kunne bringes videre fra afprøvning til implementering og drift.
På dagen kom mange forskellige perspektiver på innovation i spil på tværs af fagligheder, sektorer og offentlige og private aktører. Det gav gode drøftelser af, hvordan innovation kan bidrage til et bedre og mere sammenhængende sundhedsvæsen – og samtidig fungere i den hverdag, hvor løsningerne skal bruges.
Anna Roe Rasmussen er valgt som ny formand for Lægeforeningen Østdanmark
Lægeforeningen Østdanmarks bestyrelse har på sit konstituerende møde valgt Anna Roe Rasmussen som ny formand og genvalgt Johan Reventlow som næstformand. Den nye ledelse skal stå i spidsen for foreningens arbejde i en tid, hvor sundhedsreformen vil forandre organiseringen af sundhedsvæsenet i Østdanmark. Læs hele nyheden
Hvem skal have Lægeforeningen Østdanmarks kollegialitetspris 2026?
Har du verdens - eller bare regionens - bedste lægekollega, som bidrager til en god lægekultur i Region Østdanmark? Så har du nu mulighed for at indstille vedkommende til Lægeforeningen Østdanmarks kollegialitetspris.
Alle medlemmer af Lægeforeningen Østdanmark kan indstille kandidater til prisen. Send en motiveret indstilling på minimum 10 linjer til lf-oestdanmark@dadl.dk.
Der er frist for at indstille den 1. november kl. 12.
De nominerede vil efterfølgende blive offentliggjort på Lægeforeningen Østdanmarks hjemmeside.
Bestyrelsen i Lægeforeningen Østdanmark vil på baggrund af indstillingerne udpege modtageren af kollegialitetsprisen 2026, og prisen vil blive uddelt i forbindelse med et kommende medlemsarrangement.
Flere introstillinger skal styrke lægedækningen i Region Østdanmark
Der er fortsat mangel på speciallæger i Danmark, og Region Øst er ingen undtagelse. Det mærker patienterne, når de må vente på at blive udredt og behandlet.
Introduktionsstillinger er en fast del af vejen fra læge til speciallæge. Uden tilstrækkeligt mange stillinger kan de nye læger ikke komme videre i deres uddannelse. Det skaber en flaskehals netop på et tidspunkt, hvor der er brug for, at flere bliver speciallæger. Det skriver, Mark Krasnik, tidligere formand for Lægeforeningen Østdanmark i Frederiksborg Amts. Læs hele debatindlægget
19 nominerede til årets uddannelses- og kollegialitetspris
I år har vi modtaget 19 flotte indstillinger til Lægeforeningen Syddanmarks uddannelses- og kollegialitetspris – også kendt som Årets Oscar.
Bag hver indstilling står en kollega, som har lagt mærke til en særlig indsats og haft lyst til at fremhæve den. Det fortjener i sig selv anerkendelse.
Tillykke til alle årets nominerede og tak til jer, der har sendt en indstilling og dermed været med til at sætte fokus på kolleger, praksis og afdelinger, der fortjener lidt ekstra opmærksomhed.
Se alle de nominerede, og læs mere om uddelingen
Flere introstillinger er en investering i fremtidens speciallæger
Vi ved, at læger i høj grad slår sig ned og senere arbejder i den del af landet, hvor de tager deres lægelige videreuddannelse. Derfor er flere introstillinger et vigtigt redskab, hvis flere læger skal slå rødder i Syddanmark.
Skal det lykkes, kræver det, at der er gode muligheder for at uddanne sig og skabe en karriere i hele regionen. Det skriver Mette Juul Kristoffersen, formand for Lægeforeningen Syddanmark, i et debatindlæg i Avisen Danmark. Læs hele debatindlægget
Når lægelivet bliver svært - netværksgruppe i Aalborg
Som læge kan du opleve mange ting, der gør det svært at få lægelivet og hverdagen til at hænge sammen. Det kan være, du oplever stress, udbrændthed, sygdom eller andre belastninger.
I Aalborg har vi en netværksgruppe for læger, hvor du kan mødes med andre, som står i en svær periode. Du behøver ikke være sygemeldt for at deltage.
Gruppen er også for dig, der mærker, at arbejdslivet kræver mere, end du kan holde til, føler dig alene med dine udfordringer eller måske er på vej mod en sygemelding.
Netværksgruppen giver mulighed for at dele erfaringer og tale fortroligt med andre læger, der kender til de særlige krav og dilemmaer, der kan følge med lægelivet.
Næste møde er 29. september kl. 16.30–18.30
Sted: Lægernes Hus, Rømersvej 10, 9000 Aalborg.
Vil du høre mere om gruppen eller deltage, kan du kontakte Hans Ole Holdgaard på mobil 21 63 78 53 eller mail hansoleholdgaard@gmail.com.