Gå til indhold

LF nyhedsbrev 22. august 2024

Kære kollega

Der er blevet sagt og skrevet meget om Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger – også af undertegnede – siden de blev offentliggjort i juni.

Lægeforeningen har sammen med Yngre Læger, Foreningen af Speciallæger og Praktiserende Lægers Organisation sendt vores høringssvar ind til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

I høringssvaret, som du kan læse her, bakker vi generelt op om de seks tværgående anbefalinger:

  • En ny organisering af det almenmedicinske tilbud inklusive en betydelig kapacitetsudvidelse
  • En ny organisering af arbejdet med digitalisering og data for at bidrage til et sammenhængende sundhedsvæsen
  • En tilpasset fordeling af ressourcer mellem det primære og sekundære sundhedsvæsen
  • En styrket indsats for mennesker med psykiske lidelser
  • En tilpasning af rammerne for de praktiserende speciallæger for at understøtte effektiv brug af speciallægetilbuddet i det samlede sundhedsvæsen
  • Et reformsekretariat, der følger og understøtter implementeringen af anbefalingerne.

Ikke alt står skrevet, som vi kunne ønske det, men det er overvejende fornuftige anbefalinger, som bør følges op på uanset valg af forvaltningsmodel.

Afgørende bliver det dog, at der sikres det nødvendige antal speciallæger – både i almen praksis og til de specialer, der især vil mærke den demografiske udvikling – hvis et mere sammenhængende sundhedsvæsen skal lykkes. Og så skal der tænkes i positive incitamenter til at fremme udviklingen og aktiviteten i det primære sundhedsvæsen – ikke spekuleres i vækst- og aktivitetsloft for sygehusene, som får sin del at se til på det specialiserede område.

Og det skal lykkes.

Det er derfor helt centralt at skabe bedre rammer, så det primære og sekundære sundhedsvæsen i langt højere grad kan spille hinanden gode, for de er indbyrdes afhængige. Samtidig skal samarbejdet mellem aktører i det primære sundhedsvæsen styrkes, og vi skal ikke splitte sundhedsvæsenet endnu mere op på flere myndigheder og enheder. Kun på den måde kan vi opnå sammenhængende forløb for borgerne og mest mulig sundhed for de tilgængelige ressourcer. Her har lægerne et stort ansvar, og det ansvar vil vi gerne bære.

Jeg håber, at regeringen har politisk vilje og mod til at bære de nødvendige forandringer igennem, og at forandringerne understøttes af den nødvendige økonomi og uddannelse af flere speciallæger.

De bedste hilsner

Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen

Læs mere om Lægeforeningens syn på Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger:

Lægeforeningen, Yngre Læger, Foreningen af Speciallæger og Praktiserende Lægers Organisations fælles høringssvar til Sundhedsstrukturkommissionens rapport

Lægeforeningen: Hav nu modet til at gennemføre de her anbefalinger

Lægernes formand om Strukturkommissionens tre modeller: Alle ved, at det ender med en fjerde model

Camilla Rathcke forventer en ambitiøs sundhedsreform fra regeringen

Stribe af aktører anklager kommission for at have glemt forebyggelse: Det er lidt pudsigt, at der kun er fem linjer

 

Afskaf tolkegebyret - det er spild af lægetid og øger ulighed i sundhed

Det er decideret håbløst at fastholde tolkegebyret. Så kort kan det siges. Tolkegebyret er dyr symbolpolitik. Det skaber mere bureaukrati. Det trækker ressourcer ud af sundhedsvæsenet. Det skaber ulighed. Det er en økonomisk byrde. Og så tager det tid og fokus væk fra lægers kerneopgave: At udrede og behandle patienter. Det skriver Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, i et debatindlæg i Avisen Danmark.

Læs hele debatindlægget

 

Regeringen svarer på de nordiske lægeforeningers appel om øjeblikkelig våbenhvile i Gaza

Inden sommerferien sendte Lægeforeningen et brev sammen med de øvrige nordiske lægeforeninger til vores respektive regeringer. Vi opfordrede dem til at presse på for en øjeblikkelig våbenhvile i Gaza og at sikre, at humanitær hjælp når frem til de trængende. Brevet indeholdt også en opfordring til, at regeringerne af diplomatiske veje presser på for at sikre sundhedspersoners sikkerhed og genopretningen af et velfungerende sundhedsvæsen.

Den danske udenrigsminister har nu svaret, at den danske regering deler vores bekymring vedrørende situationen i Gaza. Både via egne kanaler og via EU presser de på for, at alle konfliktens parter overholder den humanitære folkeret. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen nævner også i sit svar til os, at regeringen lige inden sommer lancerede en ekstraordinær støttepakke til Palæstina på 80 millioner kroner. Pengene herfra skal gå til medicin, mad, vand og husly i området.

Fra Lægeforeningens side har vi flere gange, siden konflikten brød ud i oktober 2023, brugt vores stemme til at opfordre den danske regering til at presse på for at få konfliktens parter til våbenhvile. Vi har også både støtter Verdenslægeforeningens opfordringer og nu sendt en fælles nordisk appel.

 

Har du kun brug for et enkelt mentormøde?

Har du bare brug for et enkelt møde med en erfaren kollega for at få inspiration til næste skridt? Så kan du få en kaffemøde-mentor i Lægeforeningen. Vi tilbyder en uformel samtale over en kop kaffe, hvor I kan drøfte dine karriereveje, særligt med fokus på specialevalg eller alternative karriereveje. Mødet er én gang og varer cirka en time.

Hvordan får en jeg en kaffemøde-mentor?
Ønsker du et møde med en kaffemøde-mentor, er første skridt at registrere dig på vores mentorplatform, hvor du ser de potentielle mentorer, der matcher dine kriterier.
Registrer dig på mentorplatformen her

 

Velkommen til vores nye kolleger!

I slutningen af juni deltog over 400 nye læger i kandidatfester rundt omkring i landet. Kandidatfesterne, hvor foreningen fejrer de nye læger, har været en tradition i Lægeforeningen i årtier, og mange husker deres egen kandidatfest i København, Aarhus, Odense eller Aalborg.

Vil du se flere billeder af den festlige begivenhed, kan du finde dem på Lægeforeningens Instagram-konto

 

Pride-uge med fokus på den sundhedsmæssige ulighed i sundhed

Lørdag d. 17. august deltog Lægeforeningen i den årlige Pride-parade gennem København. Deltagelsen i Pride er ikke kun et spørgsmål om fest og farver – det er også en god anledning til at vise befolkningen og vores mange medlemmer, at sundhedsvæsenet skal være favnende og inkluderende for patienter og sundhedspersoner uanset seksualitet og kønsidentitet. Tak til alle, der gik med i paraden, og til alle jer, der vinkede, festede og flagede med os igennem byen.

I pride-ugen afholdt vi også to vigtige og aktuelle medlemsarrangementer, der satte fokus på den sundhedsmæssige ulighed i LGBT+-gruppen, og de oplevelser og udfordringer, de mødes med i sundhedsvæsenet. Ved det første arrangement i samarbejde med LGBT+ Danmark og Aidsfondet/Checkpoint talte vi om fakta og myter om køn samt stigningen i fænomenet chemsex. Ved det andet arrangement lå vægten på intersektionalitet, ulighedsskabende normer og dobbeltmarginalisering i samarbejde med Normkritiske Læger og Sabaah.

Læs mere om Lægeforeningens deltagelse i Pride

 

Lægeforeningen Nordjylland: Søg støtte til forskning fra speciallæge Heinrich Kopps legat

Laver du lægevidenskabelig forskning i Aalborg, kan du søge støtte fra Heinrich Kopps legat.  I år bliver der uddelt i alt 250.000 kroner. og fristen for at ansøge er tirsdag den 1. oktober 2024 kl. 12.
Læs mere om, hvordan du ansøger

 

Hvem skal have Lægeforeningen Syddanmarks uddannelses- og kollegialitetspris 2024?

Er der en lægekollega, en afdeling eller en praksis, som efter din mening har ydet en særlig engageret indsats for uddannelse eller har været med til at fremme god lægekultur i Region Syddanmark? Så har du mulighed for at indstille dem til årets Oscar 2024.

Hvem kan indstille kandidater?
Kun medlemmer af Lægeforeningen Syddanmark kan indstille kandidater til prisen. Send en motiveret indstilling på minimum 10 linjer til lfsyd@dadl.dk.
Deadline er den 21. oktober kl.12.

Læs mere om prisen, og indstil kandidater

 
Medlemsmøde: Hvad laver de egentlig, de hjernekirurger?

Vil du blive klogere på det sidste nye inden for hjernetumorkirurgi, kan du komme til fysisk eller virtuelt medlemsarrangement i Lægeforeningen Syddanmark. Få et fascinerende indblik i udviklingen på området, hvor vi både skal tale om den mest aggressive form for hjernekræft samt de tumorer, der befinder sig på kraniets bund. 

Deltag fysisk eller virtuelt den 30. september kl. 17-19

Læs mere, og tilmeld dig her

 

Aarstiderne - rabat på kasser mv.

Mangler du inspiration til madlavningen? Som medlem af Lægeforeningen er der masse af rabatmuligheder hos Aarstiderne. Du kan både få rabat på de lækre måltidskasser, frugtkasser og på det store udvalg af dagligvarer. Du får 20 % rabat på de første tre måltidskasser i abonnement og 20 % rabat på din første bestilling af dagligvarer. Derudover kan du også få 50 % rabat på din første bestilling af frugtkasse.
Sådan får du rabat hos Aarstiderne

 

Akuttaske –  få 25 % rabat

Har du førstehjælpsudstyret i orden, når du er på farten? Med en akuttaske er du forberedt, hvis ulykken sker, og du skal træde til som læge. I samarbejde med MEDshop.dk tilbyder Lægeforeningen 25 % rabat på en særlig akuttaske som redskab til at opstarte den præ-hospitale behandling. Tasken er blandt andet bygget op omkring livreddende førstehjælp og opstart af hjerte-lunge-redning. 
Sådan får du rabat på akuttasken