Gå til indhold

Nyhedsbrev 23. oktober 2026

Kære kolleger

Som de fleste af jer nok har bemærket, har der været en del diskussion om de mange henvisninger fra almen praksis, som bliver returneret af sygehusene. Det er en diskussion, jeg har fulgt tæt og selv engageret mig i.

Som urolog arbejder jeg selv på et sygehus og kender den virkelighed, henvisningerne lander i. Jeg ved også, at patienternes behov ikke altid passer ind i de stadig mere specialiserede tilbud, som sygehusene er indrettet efter. Det bekymrer mig, når patienter risikerer at komme i klemme, fordi systemet ikke hænger godt nok sammen.

For det er svært at acceptere, at problemet har fået lov til at vokse sig så stort gennem flere år, uden at der for alvor er skabt klarhed over årsagerne eller fundet holdbare løsninger. Ikke alle returnerede henvisninger er nødvendigvis forkerte, men patienter må ikke blive sendt frem og tilbage i sundhedsvæsenet uden at få den hjælp, de har brug for. Det slider på tilliden og tager tid fra det arbejde, læger egentlig skal bruge kræfterne på.

Derfor har jeg sammen med Jørgen Skadborg fra PLO og Bjarne Hjaltalin fra FAS efterspurgt en egentlig kortlægning af, hvorfor henvisninger bliver returneret, og hvad der sker med patienterne bagefter.

Det skrev vi om i sidste nummer af Ugeskrift for Læger, og jeg har nu også sendt Danske Regioners formand, Mads Duedahl, et brev med samme budskab.

Det er nødvendigt, for de forskellige regioner registrerer ikke returnerede henvisninger på samme måde. Derfor findes der ikke et samlet, sammenligneligt billede af problemets omfang og årsager. Det er svært at forstå, når problemet har været kendt så længe.

Men flere tal gør det ikke alene. Der skal også ske noget i praksis.

I går deltog jeg derfor i anden del af en workshop i Sundhedsstyrelsen, hvor vi drøftede forslag til, hvad der kan gøres her og nu. Jeg er gået ind i arbejdet med en klar forventning om, at det skal føre til konkrete forbedringer, som kan mærkes af både patienter og læger – ikke bare flere regler, der skal administreres.

Regionerne har ansvaret for, at sundhedsvæsenet fungerer på tværs af sektorer. Nu er der brug for, at de tager føringen og sammen med læger og myndigheder finder løsninger, der sikrer, at patienterne kommer videre.

Jeg vil presse på for konkrete løsninger, der har patienten i centrum og gør en reel forskel for både patienter og læger. Det må ikke ende med endnu en Djøf-løsning, som blot lægger flere administrative opgaver oven i en i forvejen presset hverdag.

Som formand for Lægeforeningen føler jeg et stort ansvar for at holde pres på, så der kommer handling bag ordene. Og det skal I nok høre mere om.

De bedste hilsner

Josephine Rathenborg
Formand for Lægeforeningen

 

Efter sag om hackerangreb og læk af Novodatabase: Lægeforeningen vil have en forklaring fra Novo og tager kontakt til myndighederne

Både Danmarks Radio og fagbladet Ingeniøren har torsdag beskrevet en sag om et datalæk fra et hackerangreb, der viser, at Novo i en database har rangeret tusindvis af læger og andre sundhedspersoner fra A til D.

Ifølge de oplysninger, der er kommet frem, rangerer Novo i en database knap 7.000 danske læger og sygeplejersker ud fra deres såkaldte kommercielle værdi og vurderede loyalitet overfor Novos præparater.

Det fremgår af dækningen i medierne, at data stammer fra firmaet IQVIA, men det er uklart, hvor de har data om læger og andre sundhedspersoner fra. Samtidig viser lækket og hackerangrebet, at der ikke er styr på datasikkerheden.

Derfor vil Lægeforeningen nu bede de relevante danske myndigheder om at gå ind i sagen for at sikre, at love og regler bliver overholdt. Samtidig vil Lægeforeningen kontakte Novo og bede dem forklare sig.

”Hvad forskellige firmaer har af databaser og diverse kategoriseringer, og hvad de måtte bruge dem til, må de selv fuldt og helt stå på mål for. Lægeforeningen opfordrer til, at Novo tager kontakt til de læger, der står i Novos database, og til at Novo beder om samtykke til, at de vil stå i databasen,” siger Josephine Rathenborg, formand for Lægeforeningen.

Hun slår desuden fast, at når en læge udreder en patient, stiller en diagnose og eventuelt ordinerer medicin, sker det på baggrund af en konkret lægelig vurdering af patientens behov for behandling. 

Det følger af lovgivningen og af Lægeforeningens etiske principper, der blandt andet slår fast, at lægen skal tage ansvar for sin patient og handle med omhu og samvittighedsfuldhed.

Se DR's omtale af sagen

Politikerne skal sætte hårdt ind mod fupannoncer på sociale medier

Det er en grusom, effektiv og udspekuleret metode, der anvendes, når svindlere lokker patienter til at købe lige præcis deres »lægemiddel« – som selvfølgelig kan udvirke mirakler – hvor de bruger kendte læger som blikfang via reklamer på sociale medier.

​Læs hele lederen på Ugeskrift for Læger​

Hjemmebehandling skal være trygt for patienten og lægefagligt forsvarligt

Lægeforeningens nye politik slår fast, at behandling i eget hjem kan gøre hverdagen lettere for patienter og frigive tid på sygehusene. Men det kræver en faglig vurdering af den enkelte patients behov og klare aftaler om, hvem der har ansvaret.

Læs hele pressemeddelelsen og politikpapiret

Vi skal stå sammen med vores kolleger fra hele verden

I midt oktober deltog Lægeforeningens formand, Josephine Rathenborg i Verdenslægeforeningens (WMA) generalforsamling i Rotterdam. Her blev det endnu en gang tydeligt, hvor vigtigt det er, at læger står sammen på tværs af landegrænser. Ikke mindst når læger verden over arbejder under krig, politisk pres eller andre forhold, der gør det vanskeligt og til tider farligt at udføre deres arbejde.

Beskyttelse af læger og patienter under væbnede konflikter, bekæmpelse af falsk sundhedsinformation og et styrket sundhedsberedskab var blandt de centrale emner. Lægeforeningen var med til at sætte retning for flere vigtige internationale beslutninger, der også har betydning for læger og patienter i Danmark. 

Læger skal kunne behandle patienter – også under væbnede konflikter

Angreb på sundhedspersonale, hospitaler og patienter var endnu en gang blandt de mest alvorlige emner på generalforsamlingen. Et af mødernes vigtigste resultater blev den enstemmige vedtagelse af en ny erklæring om medicinsk neutralitet – Rotterdam-deklarationen. 

Deklarationen fastslår, at læger skal behandle patienter ud fra deres medicinske behov, uanset hvilken side af en konflikt de tilhører. Samtidig har konfliktens parter pligt til at beskytte patienter, sundhedspersonale og sundhedsfaciliteter og sikre, at læger kan arbejde uden trusler og overgreb. Krænkelser skal undersøges, og de ansvarlige stilles til ansvar. Deklarationen understreger også de nationale lægeforeningers ansvar for at protestere mod krænkelser af medicinsk neutralitet – selv når de begås af deres eget land.

Lægeforeningen har bidraget aktivt til udarbejdelsen af deklarationen og arbejdet for at sikre bred international opbakning til dens vedtagelse. Vi har også gentagne gange rejst spørgsmålet om beskyttelse af sundhedspersonale over for den danske regering og vil fortsætte arbejdet.

Læs mere om Rotterdam-deklarationen på Verdenslægeforeningens hjemmeside

Generalforsamlingen vedtog desuden resolutioner om eskalerende væbnede konflikter og om beskyttelse af patienter og sundhedspersonale en række andre steder i verden. Du kan se alle resolutioner på Verdenslægeforeningens hjemmeside


Indsats mod falsk sundhedsinformation

Falske sundhedsoplysninger er en voksende trussel mod patientsikkerheden og tilliden mellem læger og patienter i hele verden. Problemet er også velkendt i Danmark, hvor lægers navne og billeder er blevet misbrugt i falske annoncer for produkter og behandlinger.

Derfor støttede Lægeforeningen en ny WMA-politik om bekæmpelse af falske sundhedsoplysninger. Den understreger lægers ansvar for at formidle troværdig, videnskabeligt funderet information, men placerer også et væsentligt ansvar hos myndigheder, teknologivirksomheder og digitale platforme.

Se den nye politik på Verdenslægeforeningens hjemmeside

Styrket sundhedsbredskab

Krige, naturkatastrofer og cyberangreb kan på kort tid sætte selv velfungerende sundhedsvæsener under pres. Derfor er et stærkt sundhedsberedskab også en vigtig prioritet for Lægeforeningen. I Rotterdam vedtog Verdenslægeforeningen en opdateret erklæring om katastrofeberedskab. Den understreger behovet for gennemarbejdede beredskabsplaner, uddannelse og øvelser – og for at læger inddrages aktivt i planlægningen.

Se den opdaterede erklæring på Verdenslægeforeningens hjemmeside

Bedre adgang til smertebehandling og palliation

Alle patienter med smerter skal have adgang til effektiv og fagligt velfunderet behandling. Alligevel får mange mennesker verden over ikke tilstrækkelig smertelindring. Verdenslægeforeningen vedtog derfor en opdateret politik, der understreger adgangen til smertebehandling som en menneskeret og fremhæver behovet for stærkere kompetencer, relevante behandlingsmuligheder og sikker, individuelt tilpasset behandling. Se den opdaterede politik

Lægeforeningen støttede politikken, som også understøtter vores arbejde for bedre palliation i Danmark. Se Lægeforeningens politikpapir: Forslag til styrket palliation

En nordisk kollega bliver Verdenslægeforeningens næste præsident

Steinunn Þórðardóttir, formand for den islandske lægeforening, blev valgt som Verdenslægeforeningens kommende præsident. Hun tiltræder i oktober 2027. Vi glæder os over valget af en engageret nordisk kollega, som vi kender fra det tætte samarbejde mellem de nordiske lægeforeninger.

Generalforsamlingen mindede os om, hvor forskellige vilkår læger arbejder under – men også om, hvor meget vi har til fælles. Det internationale samarbejde gør os stærkere. Det giver os mulighed for at stå sammen med kolleger under pres og værne om de lægeetiske værdier, som er fundamentet for vores arbejde.