LF nyhedsbrev om Pride 2025
Sundhed er for alle - også LGBT+personer
I løbet af Copenhagen Pride Week den 11.-15. august sætter Lægeforeningen fokus på, hvordan læger kan være med til at skabe et endnu mere inkluderende og ligeværdigt sundhedsvæsen for LGBT+personer. Med 9 gratis webinarer stiller vi bl.a. skarpt på alt fra reproduktiv sundhed og minoritetsstress hos LGBT+personer til normkritik, ældre LGBT+patienters behov og chemsex.
Tilmeld dig og få viden, perspektiver og konkrete værktøjer til en mere inkluderende praksis for LGBT+personer. Og du kan se eller gense arrangementerne online, når det passer dig, i en måned.
9 webinarer sætter fokus på LGBT+:
1. LGBT+ og reproduktiv sundhed
Hvordan arbejder man inkluderende med LGBT+familier i fertilitetsbehandling? Vi ser på familietyper, regler og faldgruber.
2. Ulighed og diskrimination i sundhedsvæsenet
Hvordan påvirker seksualitet, kønsidentitet og etnicitet patienters møde med systemet – og hvordan kan du gøre en forskel?
3. Normkritik og inklusion i praksis
Få værktøjer til at arbejde normkritisk og skabe mere lige adgang til sundhed for alle.
4. FAQ om LGBT+ og sundhed
De hyppigste sundhedsudfordringer i LGBT+grupper – og hvad vi ofte overser. Redskaber til trygge, åbne samtaler i klinikken.
5. Diversitet i LGBT+gruppen
LGBT+ er ikke én ensartet gruppe. Få indsigt i historik, kultur og forskellighed – og hvordan det former mødet med sundhedsvæsenet.
6. De nye kønsidentiteter – En udfordring?
Bliv opdateret på udredning, etik, fortrydelse og Sundhedsstyrelsens vejledninger i mødet med trans- og non-binære personer.
7. Chemsex: Risici og støtte
Mød både rådgivere og forskere og få viden om chemsex og hvordan man møder personer, der lever med høj risikoadfærd, med forståelse og hjælp.
8. Aldrende LGBT+personer og sundhed
Hvordan påvirker livslang diskrimination ældres sundhed? Fokus på hiv, palliation og tryg alderdom.
9. Emotionel skade og minoritetsstress
Hvordan belaster diskrimination og forventet afvisning helbredet? Lær at genkende og imødekomme minoritetsstress i klinikken.